Diktaturer har ingen tillid til deres befolknings skaberkraft og redelighed, og det går derefter.

Peter Wivel: DDR indrømmede kun sine undersåtter den personlige frihed til at angive andre

Arkivfoto: Janus Engel Foto: Janus Engel/POLFOTO
Arkivfoto: Janus Engel Foto: Janus Engel/POLFOTO
Lyt til artiklen

Det er svært at fastholde forestillingen om, at det kommunistiske DDR ikke var en uretsstat, når man i Normannenstrasse i Berlin besøger Ministeriet for Statssikkerhed (MfS) og i Berlin-Hohenschönhausen dets politiske politi Stasis fængsels- og torturkompleks.​

Det ene sted: væg-til-væg-overvågningen af DDR’s befolkning og fjender, det andet: den vilkårlige mishandling af ofrene for Stasis stikkervirksomhed. Det ene eksisterer ikke uden det andet. Overvågning og tortur er to alen af et stykke.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her