I den danske velfærdsstat bryster vi os af, at de bredeste skuldre bærer den største byrde takket være vores progressive beskatning, men det solidariske glansbillede krakelerer i lyset af den ubeskattede berigelse, boligejerne nyder godt af. Det drejer sig om 4-500 ubeskattede milliarder kroner om året. 42 procent af befolkningen, dem, der ikke har en ejerbolig, får ingen andel i dem.
For de generationer, der nåede at komme med på vognen, og jeg hører selv til de privilegerede, har det at eje en bolig ført til uanede forbrugsmuligheder, men hvad med alle dem, der blev født for sent til at komme med til festen? Hvad med alle dem, der ikke har en husstandsindkomst, som gør det muligt at købe en bolig i bare nogenlunde nærhed af deres arbejdsplads?
