Det var et helt centralt emne, statsminister Mette Frederiksen tog afsæt i, da hun talte på Folkemødets hovedscene. Hun satte fokus på børn og unges mistrivsel, som indlysende skal tages hånd om, og det vil jeg gerne kvittere for. Som samfund har vi en helt særlig forpligtelse til at hjælpe børn og unge, som mistrives, og hvor afsættet er en psykisk lidelse eller udviklingsforstyrrelse som f.eks. angst eller adhd.

Og det er den sidste gruppe, jeg vil skrive om her. For det er dem og deres pårørende, som har allermest brug for hjælp. Derfor er det både hjerteskærende og paradoksalt, at det er de børn og unge, vi som samfund svigter allermest. Det er børn og unge med psykiske lidelser, jeg her taler om. Børn med sygdomme eller tilstande, som udredes og behandles i børne- og ungdomspsykiatrien, men som i dag ikke tilbydes den hjælp, de burde, fordi børne- og ungdomspsykiatrien er i knæ.