I et demokratisk samfund imødegås politiske udsagn med politiske argumenter. Det kan føre til en længere debat. Sådan fungerer demokratiet. Det er anderledes i stater, vi ikke ønsker at blive sammenlignet med. Her anvender magthaverne det offentlige magtapparat – politi, anklagemyndighed og (følgagtige) domstole – mod dem, de er politisk uenige med. Her rammes kritikere ved brug af straffeloven i retssager uden juridisk substans.
7. oktober 2023 foretog Hamas et angreb på israelske civile og militære personer, hvor mere end 1.200 mennesker blev dræbt. En række danske borgere udtrykte på de sociale medier en kortfattet spontan glæde over, at ’det undertrykte folk’ i Gaza og på Vestbredden endelig formåede at slå igen mod den israelske besættelse.


























