Jeg har arbejdet med mig selv i mange år. For at huske mine ting. Særligt dankort, nøgler, bøger, sko, trøjer og handsker. Det eneste gode, jeg kan sige om det, er, at jeg er blevet bedre med årene. Eller mindre slem. Mindre glemsom. Men kort før jul gik det galt for mig. Jeg var stresset og fortravlet og syntes, jeg fortjente en kop kaffe af den dyre slags fra en kaffebar, der ligger få skridt fra Politikens Hus. Jeg løb ud med et halstørklæde viklet omkring mig og betalingskortet i lommen. Men da jeg senere skulle have frokost, var dankortet væk. Jeg ledte i bunken af papirer på skrivebordet, hvor jeg har en virkelig dårlig vane med at smide det. Men væk var det. Heller ikke i min store taske, der nogle gange minder mere om en papirkurv end en dametaske – fyldt med kvitteringer, papirer, kogler og sten, mine børn har samlet op, legomænd, vabelplaster, fedtede lipgloss og enlige gajoler. Men intet kort.

Eneste løsning: spær kortet og håb på, at ingen i mellemtiden har fået fingrene i det og viftet rundt med det foran diverse betalingsterminaler.