Jeg fornemmede min mors bekymring, allerede få uger efter vores førstefødte blev i stand til at indtage andet end modermælk, gulerodsmos og havregrød. Hvordan skulle det lade sig gøre at opfostre en sund og rask pige på al den sushi, indisk og thaimad fra byens restauranter, som min mand og jeg spiste til aftensmad.
Da barn nummer to stødte til, forekom det os endnu mere umuligt både at passe to fuldtidsjobs, hente børn, købe ind og hver aften inden 18 nå at fremstille et måltid varm mad. Hvordan vores ligestillede nåede det, var en gåde. Og børnenes helbred blevet kun reddet af multivitaminpiller og deres mormor, som fyldte fryseren med al sin brændende kærlighed og boller i karry.



























