Hvis du bor i et nybygget hus, vil du på papiret have en meget lav varmeregning – og dermed også lav udledning af CO2.
Men det er netop kun på papiret. I virkeligheden bruger beboerne i boliger med energimærke A – det bedst mulige – langt mere varme, end de tekniske beregninger for disse nærmest energineutrale huse ellers lægger op til. Det viser flere undersøgelser.
Faktisk dokumenterer forskning fra Statens Byggeforskningsinstitut på Aalborg Universitet (SBI), at jo mere energieffektivt et hus er i sig selv, jo mindre energibesparende bliver beboernes adfærd. Det reelle forbrug af varme kan være helt op til 50 procent højere end beregnet.
Forklaringen er blandt andet, at vi bag de super tætte vægge og vinduer skruer højere op for varmen, opvarmer større dele af huset eller har varmen tændt i flere måneder af året. Vi øger komforten, kalder forskerne det – men det er ikke nødvendigvis noget, vi gør med vilje.
Forenklet kan man sammenligne det med, at folk ofte ender med at drikke mere cola, når de skifter fra sukkerversionen til cola light.
Stor forskel på teori og praksis
»Det betyder, at vi ikke i virkelighedens verden opnår hele det lavere energiforbrug i nye huse eller energirenoverede huse, som de teoretiske ingeniørberegninger viser«, siger Kirsten Gram-Hanssen, der er professor på SBI.
»Så kan man spørge, om ikke folk bare skal have lov til at have den ekstra komfort – deres nye huse bruger jo mindre energi. Men i forhold til udformningen af energipolitik er det jo ikke nok, at vi kun på papiret har nedbragt energiforbruget i nybyggeri«, påpeger hun.
I dag sluger vores boliger cirka 40 procent af det samlede energiforbrug herhjemme.
Kirsten Gram-Hanssen og hendes kollegers forskning viser, at der er stor forskel på det teknisk beregnede varmeforbrug og det reelle varmeforbrug i begge ender af skalaen.
I de mest energieffektive huse opført efter de nyeste bygningsreglementer bruger beboerne altså op til 50 procent mere end beregnet, mens beboerne i de dårligst isolerede, ældre huse faktisk bruger omkring en tredjedel mindre varme, end man teoretisk lægger til grund.
Adfærden betyder altså meget. Men den kan sagtens være ubevidst.
Vanedannende gulvvarme
»Det, vi opfatter som adfærd, kan i virkeligheden skyldes teknologi«, siger Kirsten Gram-Hanssen.
For den måde, vi bygger på i øjeblikket, kan paradoksalt nok tilskynde os til at bruge mere energi og ikke mindre. For eksempel er det moderne med store, åbne rum i huset, der opvarmes via gulvene.
»Det betyder, at man ikke kan opdele boligen i zoner med forskellige temperaturer. Derfor ender man nemt med at varme en større del af huset op med en højere temperatur«, forklarer Kirsten Gram-Hanssen.
»Samtidig er gulvvarme svært at regulere, det kan vare en hel dag, før du mærker, at du har skruet op eller ned. På den måde gør teknologien, at vi opgiver at regulere varmen«.
Gulvvarme er også vanedannende. Det er dejlig lunt at gå på klinker med gulvvarme, så når man slukker for den, føles klinkerne pludselig ikke så behagelige, som de plejer. Derfor er det fristende også at lade varmen køre ind i sommerhalvåret, selv om det ikke er nødvendigt.
Er størst også bedst?
Klimamæssigt vil det altså give god mening at designe og bygge boliger på en anden måde, der gør det oplagt og nemt at spare på varmen uden at tænke nærmere over det.
Og i den forbindelse kommer vi heller ikke udenom også at spare på kvadratmeterne, understreger professoren.
»En stor andel af vores CO2-udledning stammer fra opvarmning af boliger. Hvis vi skal nå målsætningen om lavere energiforbrug i vores boliger – og det skal vi – så kræver det andre ting end kun at blive bedre til at isolere husene. Vi skal også arbejde med adfærd og bygge på en anden måde«, siger hun og tilføjer: »Selv om vi bygger meget mere energieffektivt, er det ikke lykkedes os at sænke det samlede energiforbrug for boligmassen siden 1990. En væsentlig del af forklaringen er, at vi bygger større og større huse«.
Vi bygger stadig til kernefamilien
I dag har hver dansker, barn som voksen, i snit over 50 kvadratmeter bolig at boltre sig på. Men da parcelhusbyggeriet boomede i 60’erne som børnefamiliernes store drøm, var de slet ikke på flere hundrede kvadratmeter, påpeger Kirsten Gram-Hanssen.
»Drømmen så ud på en anden måde. I dag er det blevet normen, at store huse er bedre end små. Og vi bygger boliger til to voksne og to børn, selv om store dele af befolkningen ikke ser sådan ud – eller i hvert fald kun gør det i en kort periode af det samlede boligliv. Hvis vi italesætter det, kan vi også konstruere nogle nye normer«, siger hun.
På den anden side skal udviklingen af vores boliger heller ikke gå baglæns. Omstillingen kan ikke drives frem, hvis folk føler, de lider afsavn, understreger professoren
»Arkitekterne må på banen med bud på, hvordan man bor godt på mindre plads. Man kunne også forestille sig fleksible huse, som med tiden kan deles op – nærmest skæres midt over i to – hvis huset er blevet for stort for ejeren, og hun ikke har lyst til at leje værelser ud«.
fortsæt med at læse
