32-årige Betina spillede sig ud af gælden. 26-årige Morten vandt penge til sin udbetaling. Og 49-årige Åse tjener mere ved at spille bingo på nettet, end hun gør på sit arbejde.
Sådan lyder nogle af de solstrålehistorier, som skal skaffe nye kunder til bingospil på nettet. Men reklamerne og spillene er ulovlige, og bruger metoder, som lokker hr. og fru Danmark ind i netspil, der meget hurtigt bliver en dyr fornøjelse. De udenlandsk baserede spil har ikke dansk licens, og er begyndt også at ramme folk, der ikke før har kastet sig ud i pengespil. »Vi ser en ny type klienter, som ikke ellers ser sig selv som spilletyper, men som bliver fanget ind af nogle af de markedsføringsmetoder, som de lovlige spil under Danske Spil ikke vil og må benytte sig af«, siger Michael Jørsel, der som leder og stifter af Center for Ludomani har 20 års erfaring med spilmisbrugere.





























