Børnehaven er for firbenede menneskevenner

»Kom nu her, skat«.

Betina Christiansen sidder med et blidt ansigtsudtryk og udstrakte arme på køkkengulvet. Aura på tre år har sat sig under spisebordet. Hun skal i børnehave, men hun vil ikke med.

»Sååå, lille pige. Du skal af sted nu. Du får sådan en god dag sammen med de andre«, siger hendes mor, Alexandra Panowski, og løfter hende op.

Aura grynter modvilligt og kigger på sin mor med sine store brune øjne. Alexandra Panowski kysser hende farvel, og Betina Christiansen bærer hende ud af lejligheden, ned ad trapperne, hen over parkeringspladsen og smider hende ind bagi en stor hvid Ford Transit.

LÆS ARTIKEL

For Aura er ikke en pige, hun er en tæve. En dansksvensk gårdhund, der skal i Daycare4dogs, som børnehaven hedder.

»Vi er for dem, der gerne vil give deres hunde muligheden for at være sammen med andre, når de ikke er hjemme i løbet af dagen«, fortæller Betina Christiansen.

Otte styk skal hun hente i dag. Nogle bliver passet som ren forkælelse, mens andre bliver sendt af sted, fordi de har brug for at blive socialiseret med andre hunde og opdraget af en hundetræner. Blandt andre Aura.

»Hun gør og piber hele dagen, hvis vi forlader hende, så vi vil gerne lære hende, at det er okay at være væk fra os«, fortæller 29-årige Alexandra Panowski, der bor med sin søster og mor i Københavns Nordvestkvarter.

»Aura er vores bedste ven, og vi har samme følelser for hende som for andre familiemedlemmer. Derfor synes vi, det er helt utænkeligt at skille os af med hende, og det kunne blive konsekvensen, hvis ikke vi havde et sted som børnehaven at sende hende hen«, siger hun.

Daycare4dogs ligger i et stort hus med en endnu større have i et velbjerget kvarter i Charlottenlund. Men pasningstilbuddet bliver langtfra kun benyttet af rige hundeejere nord for København. De 30 hunde, Daycare4dogs har fået i deres kartotek, siden de åbnede for tre måneder siden, er fra hele byen og fra mange sociale lag.

»Det er alle typer. Studerende, ældre, syge og selvfølgelig også de travle familier, der ikke har nok tid til at passe deres hund i dagligdagen«, fortæller Betina Christiansen.

Hun er taget i Bernstorffsparken med dagens børnehavebørn, der i en vimsende flok af hvide, sorte og brune farver hopper rundt omkring hende i håb om, at hun snart stikker hånden ned i sin bæltetaske efter godbidder.

Fire timer dagligt går hun tur med hundene i den store park, hvor de kan løbe frit. En ruhåret gravhund begynder at gø insisterende.

»Albert, ti stille«, lyder det bestemt fra Betina Christiansen, der tager fat i hans halsbånd, vender ham om på ryggen og presser ham blidt mod græsset, mens hun kigger ham i øjnene. Stilhed. Den varer dog kort, for bag dem er bomuldshunden Mingus i gang med et ihærdigt forsøg på at bestige den noget højere tæve Laia, der for nylig har været i løbetid. Betina Christiansen får dem skilt ad og kaster en håndfuld tørfoder fra bæltetasken af sted, som får Mingus og resten af flokken på andre tanker.

Vi skridter ned over den store græsplæne foran Bernstorff Slot. Ingen af hundene er i snor, men det er ingen sag at holde styr på dem, fortæller Betina Christiansen.

»Hunde er flokdyr. De holder sig tæt sammen og modsat, hvad ejerne kan opleve derhjemme, er de faktisk virkelig nemme at være sammen med, hvis bare man har lidt forstand på hundeadfærd«.

Fra brugsdyr til familiemedlem

Fødevarestyrelsen, Dyrenes Beskyttelse og De Danske Dyrlæger anslår, at op mod 12.000 danske hunde hvert år bliver aflivet uden at have fysiske skavanker eller sygdomme. Hyppigst på grund af problemadfærd eller mistrivsel, i mange tilfælde fordi ejerne ikke kan magte at have dem eller har fortrudt, at de har købt dem.

Det forarger Betina Christiansen.

»Der findes ganske få problemhunde, der ikke kan hjælpes. Men i langt de fleste tilfælde skyldes en aggressiv, vild, angst eller gøende adfærd, at ejerne ikke bruger hunden rigtigt«.

Den finske lapphund Vitus er for eksempel en rigtig lille ballademager, fortæller hun. Gravhunden Albert har for vane at gø som en vild, mens pjuskede Luna normalt ikke kan fordrage andre tæver. Her i hundebørnehaven tøffer de alle tre rundt som milde, velopdragne vovser.

»Alle hunde er gode hunde. Det har ekstremt meget at sige, hvordan man behandler dem, og om man forstår deres behov«, siger Betina Christiansen.

Fænomenet, hvor hunde bliver passet eller luftet i dagtimerne, stammer fra USA, hvor det er blevet en trend i byer som Los Angeles og New York. Her er hunde i store flokke med en hundelufter for enden af et fletværk af snore et normalt syn.

At tendensen har ramt Danmark overrasker ikke sociolog på Københavns Universitet Cecilie Thorslund, der har forsket i kæledyrs rolle i det moderne samfund.

»Rollen for hunden er at være nuttet og dygtig. Den bliver i stigende grad socialiseret og opdrages ligesom et barn. Den får julegaver, fødselsdagsgaver og kommer i børnehave. Og i godhedens navn bliver den nogle gange behandlet mere efter menneskets behov end sine egne«, siger hun.

»Vores postmoderne samfund er kendetegnet ved en usikkerhed og uforudsigelighed, der gør behovet for at føle sig tryg og elsket stor. Det behov kan vi blandt andet få dækket ved at have en hund som tro følgesvend«.

For få hundreder år siden var det en helt anden sag. Her var enkelte skødehunde kæledyr for finere fruer, men ellers var hunde primært brugsdyr, der bevogtede ejendomme, trak vogne, jagtede dyr eller vogtede får.

At de knap 600.000 hunde, der i dag befolker godt hver femte husstand i Danmark, er blevet så stor en del af ejernes familieliv, kan dyrevelfærdsorganisationer tage en stor del af æren for, fortæller Anne Katrine Gjerløff, ph.d. og historiker, der har forsket i dyrs og menneskers relationer gennem tiden.

»Fortællinger fra dyreværnsforeningerne og i populærkulturen om hunde som menneskets bedste ven og beskytter har medført en sentimentalitet i befolkningen omkring dyrene. Hvem husker ikke ’Lady & Vagabonden’, hvor Vagabonden redder et lille barn fra en rotte? Det er et af utallige eksempler på historier, hvor hunde ophøjes til det mest noble dyr i dyreriget«, fortæller hun.

Basalt behov, ikke forkælelse

Hos Daycare4dogs koster det 2.600 kroner om måneden at få en hund i børnehave alle hverdage, mens ejere skal slippe 160 kroner for en enkelt dags pasning. Begge dele er inklusive transport i børnehavens varevogn, der samler hundene op om morgenen og afleverer igen først på eftermiddagen.

På landsplan er der en stribe lignende tilbud, primært på dyreinternater og hundepensioner.

Pengene er godt givet ud ifølge gravhunden Alberts mor, Marianne Lindblad.

»Det er vigtigt for os, at han har det godt og er sammen med nogle kammerater. Han bliver bedst stimuleret ved at tale med nogle, der taler hans eget sprog«, siger Marianne Lindblad, der betragter sin hund som familiens barn nummer fire.

»Han er vores lillebror, der aldrig bliver voksen. Og det er dejligt at få ham hjem om eftermiddagen og have god samvittighed over, at han har hygget sig i løbet af dagen«.

Dyrlæge og Formand hos De Danske Dyrlæger, Karina Ryborg, synes, at hundebørnehaver er en rigtig god ide, som flere skulle benytte sig af, hvis de ikke har tiden til deres hund i dagligdagen.

»Det er et fantastisk tilbud, der kan betyde, at flere kan få mulighed for at få hund, selv om de nogle gange har lange arbejdsdage. Det er langtfra alle hunde, der har godt af at være alene hjemme hver dag og måske blive luftet 30 minutter. Så er det meget bedre, at de kommer ud og er sammen med andre hunde«, siger hun.

Det synspunkt deler adfærdspsykolog og primatolog Jill Byrnit fra Syddansk Universitet.

»En hundebørnehave lyder måske som superforkælelse, men i virkeligheden er det at være sammen med andre et basalt behov hos hunde, der er et udpræget flokdyr. Det er meget bedre for en hund at være ude på den måde, end det er at ligge og kigge på et stuegulv dagen lang og vente på sit menneske«.

Men man kan ikke forvente bare at kunne dumpe sin firbenede ven i et pasningstilbud uden at træne den op, minder Karina Ryborg om.

»Det er ligesom med børn, dem kan du heller ikke bare aflevere fra en dag til en anden. Det skal trappes gradvist op, og man skal finde ud af, om hunden overhovedet kan trives med andre hunde i en flok dagen lang. Det er ikke alle, der kan det«, siger hun.

I Bernstorffsparken er bomuldshunden Mingus igen i gang med at bestige lapphunden Laia. Hun bjæffer højlydt, nu gider hun ikke finde sig i mere. Mingus lister slukøret af. Om lidt går turen tilbage med varevognen til haven i Charlottenlund, hvor Betina Christiansen vil træne med nogle af hundene, mens andre skal have en lur.

»Jeg forestiller mig, at mit job minder en hel del om at være almindelig pædagog«, griner hun.

»Altså bare uden barnegråd«.