»Forstår du da overhovedet ikke en skid?
Nej, åbenbart ikke«, råbte kvinden, jeg cyklede forbi, ind i sin mobiltelefon. Tydeligvis forstod den tilråbte person netop ikke en skid, for længe efter at jeg var kørt forbi, bar vinden hendes råb med sig. Uden at vide, hvad kvindens raseri handlede om, og hvem det var rettet imod, er jeg alligevel tilbøjelig til at give hende ret. Denne følelse af at tilslutte sig håbløsheden, af ikke at forstå noget, giver mig desværre også følelsen af at være en kujon. For det føles kujonagtigt at indrømme, at der er mange ting, jeg ikke forstår. Den eneste trøst er, at jeg håber, at der er andre, der har det som mig. Politikens redaktions lokaler, som ellers nogle gange kan føles som en velbevaret og godt afsondret katakombe, blev også i sidste uge grebet af feber. For den hype og det grænseløse proportionsforvrængeri, som interessen for X Factor er udtryk for, nåede endelig igennem vores tykke mure. Hvis virkelig mange mennesker interesserer sig for noget, så kan man være 100 procent sikker på, at vi herinde kommer på glatis. Hvordan skal vi nu tackle al den folkelighed? For eksempel interessen for et kongeligt bryllup? Skal vi lave en note på side 5 eller et tillæg på 8 sider? Ja, vi ved det godt og griner selv lidt ad det. Sådan også med X Factor. Men da det forlød, at selv agtværdige medlemmer af den kollegiale stand havde stemt på en af de syngende, faldt alle forsvarsværker. Jeg kan ikke afgøre, om de danske deltagere kan synge (det handler det heller ikke mere om) modsat ham den syngende telefonsælger fra England, som alle faldt på røven for. Fordi han lod, som om han sang opera. Lykke til ham, historien er fantastisk, tænk, hvis det betød, at nogen begyndte at høre rigtig opera. Der er noget vidunderligt trygt ved massehysteri. Endelig kan man føle sig som en del af noget og nogen. Men det sjove ved al interessen omkring dette tv-program er ikke, om de kan synge, vinde eller blive svinet til – det sjove er, at interessen for begivenheden har overhalet begivenhedens indhold. En kinesisk æske med et brag af tomt indhold, men fyldt med sitrende begejstring og ophidselse over selve begejstringen. Og en fantastisk mulighed for at være familie sammen foran tv-apparatet. For programmet giver netop alle mulighed for at deltage med deres egne følelser. Uanset alder og køn. Jo, jeg forstår godt interessen for X Factor. For programmer som X Factor, og der er et hav af dem, er rigtig gode for vores demokrati. Så er vi fri for at gå op i de ting, som virkelig betyder noget for vores liv. Og det er her, at jeg tilslutter mig den højtråbende kvinde. Hvordan kan man blive ved med at tale om, at der nu skal gøres noget for de unge, samtidig med at man hører, at Københavns Kommune vil spare 78 millioner kroner på området? At vi skal have flere sygeplejersker og pædagoger, samtidig med at deres løn forbliver for lav? Hvordan kan man have en regering, som siger, den går ind for brede flertal, samtidig med at den indgår en asylaftale alene med Dansk Folkeparti, som er et knæfaldfor den menneskelige uanstændighed? Og så videre, og så videre. Kan vi dog ikke bare få lov til at beholde glæden for os selv... I sidste uge opholdt jeg mig et sted, hvor den største bekymring var, at en kold vind i bjergene havde ødelagt årets mandelhøst. Den bekymring havde jeg også let ved at forstå.
