SMS fra Jan Grarup klokken 17.49: Israerne begynder at beskyde nu m artilleri.

Jeg skriver tilbage klokken 19.01: Hvad rammer de?

Han svarer klokken 19.07: ingenting

(Det forstår jeg ikke, hvad mener han, granaterne, eller hvad det nu er, må jo ramme jorden et eller andet sted? Han er mærkelig, tænker jeg).

Klokken 20.23: Alt godt her I vores nye hjem. Fint og godt og virker saa sikkert som det nu kan

Jeg svarer klokken 20.33: Dejligt at høre

Næste dag klokken 07.33 skriver jeg: Godmorgen hvordan går det?

Jan svarer 07.34: Alt vel, er paa vej til hospitalet. saarede og doede i nat

Jeg skriver klokken 07.37: Godt. Husk højformat, for det giver os mulighed for en helside PS forside. Fandme flot avis i dag!

Jan skriver klokken 07.48: vi faar mange bomber lige nu.

Jeg svarer klokken 07.49: Jeg håber at I er i shelter?

Derefter tavshed, indtil telefonen ringer 20 minutter senere, og han lige når at sige, at de er o.k., inden forbindelsen afbrydes.

Efter dages diskussioner om, hvornår og hvordan vi skulle sende en fotograf til Gaza, besluttede vi i onsdags, at det var nu, det skulle ske. Og at Jan Grarups mål skulle være Rafah. Byen i Gaza, der ligger tæt på den egyptiske grænse. Med en grænseovergang, hvor egypterne tillader, at man tager ind i Gaza.

Onsdag eftermiddag drog Jan af med to skudsikre veste, to hjelme, satellittelefon og en rygsæk med fotografisk udstyr, som man knap kunne løfte. Ekstra harddiske, tre kamerahuse, optikker i alle størrelser. 70-80 kilo i alt.

Pas på dig selv, var det eneste fornuftige, jeg kunne finde på at sige, inden døren lukkede sig efter ham.

Når journalister og fotografer tager på reportage, opstår der tit en art konflikt mellem de rejsende og os, der blev hjemme. En konflikt, hvor viden, behov og muligheder ikke altid harmonerer. Det skyldes blandt andet den omstændighed, at de, der er rejst ud i verden, fysisk står midt i begivenheden.

Hvorimod vi, der sidder ved telefonen på hjemadressen, bilder os ind, at vi ved bedre. End alle andre. Underforstået, at vi (jo) skal lave avis og derfor har store og stærke meninger om, hvad den skal indeholde. Hvis I lige gider sørge for det, tak.

Det er lidt firkantet stillet op, men mønstret er klart nok. Vi skal inden for en begrænset tid have opfyldt behovet med at fylde siderne.

Når man opholder sig i Politikens beskyttede værksted på Rådhuspladsen i København, kan man let få en følelse af at være afskåret fra resten af verden. Hvilket også er en tilbagevendende og relevant kritik af vores arbejde – og synes nogle – manglende eller begrænsede udsyn.

Paradoksalt nok, når vi ellers bilder os selv og andre ind, at vi netop er til for at informere om, hvad der sker rundt omkring i den store eller lille verden. Hvis synspunktet har bare det mindste gran af sandhed i sig, gør det reportagen som begreb og form endnu mere nødvendig.

Og det er selvfølgelig derfor, vi sender en journalist og en fotograf til Gaza. For at de skal være vores alle sammens øjne og ører.