Han sad godt, Mads Nissen. Det var ikke dét.
I en blød, beige kingsize-sofa. Med et tykt plysgulvtæppe under fødderne. Og en ualmindelig god kop colombiansk kaffe i den ene hånd.
Det var bare det, at han efterhånden havde ventet så længe.
Det var en torsdag, og det var første dag, Politikens fotograf skulle følge den colombianske præsident, Santos. Om morgenen var han stået tidligt op og havde været omkring en af de lokale skopudsere for at få bare en anelse glans i sine brune læder-ørkenstøvler. Allerede i en af gaderne ved præsidentpaladset i Bogotas centrum havde Mads Nissen præsenteret sig for de første maskingeværbeklædte soldater: »Godmorgen, jeg har en aftale med el Presidente«. Og efter at have hilst på endnu et sæt vagter var han blevet ledt gennem jerngitterporten ind gennem bygningen til ikke bare ét, men en hel række no bullshit-sikkerhedstjek, hvor hans kameratasker var blevet minutiøst gennemrodet og skannet. Mads var – blandt alverdens fotografer – blevet håndplukket af Nobels Fredscenter som den, der skulle portrættere dette års fredsprisvinder, nu var han endelig på plads uden for præsidentens kontor, han havde forberedt sig godt – han var så klar.
