Det ligner passagerer på en Noahs Ark. Skikkelser fra en synkende verden, der har forladt deres hjem, deres kære og alt, hvad de kender, for at lade sig indskrive i fremtiden. Amerikanere er de ikke endnu. De er udsendinge fra en gammel verden, der mødes for at skabe en ny.
I deres blikke, deres holdninger og deres klædedragt er de stadig en del af det, de har forladt, og giver dårlig mening løsrevet fra det. Og alene ved at lade blikket glide hen over dem forstår man pludselig – med øjnene – hvor stor og hvor forskelligartet verden engang var. Hvor afsondret vi mennesker har levet, mens vi formede vores tro, særpræg og ritualer. Og hvor besynderlige vi må have taget os ud i hinandens øjne.
I årene fra 1892 til 1954 blev 12 millioner indvandrere sluset igennem Ellis Island. Hver tredje af vore dages amerikanere er efterkommere af nogen, som er ankommet til kontinentet via den lille, firkantede ø ved indsejlingen til Jersey City, hvorfra de kunne se sydspidsen af Manhattan og Frihedsgudinden.
Som chefregistrant på Ellis Island havde Augustus Francis Sherman mulighed for at dyrke sin helt store interesse: fotografi. Til at trække over 250 af de nyankomne hen på en fredelig plet midt i virvaret og tage deres portræt i årene fra 1900 til 1920. Tilsammen et billede af den umådelige forskelligartethed, menneskeheden præsenterede sig med ved indgangen til den nye verden. Og et vidnesbyrd om, hvor stor verden var, før den blev lille.
