Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

14 fortællinger om det, vi har til fælles: »Når politikken bliver lagt til side, så er vi bare mennesker«

Nogle gange støjer debatten om flygtninge og indvandrere så meget, at man næsten ikke kan høre, hvad man selv tænker. Og når det hele går op i othellokage ude på den ene fløj og skamfuldhed over at være dansker på den anden – så er det helt rart at blive mindet om, at der midt i støjhelvedet er en masse mennesker, som ikke råber op, men handler. Som hver dag året rundt kæmper med ydre omstændigheder og nogle gange også indre dæmoner for at løse gåden om, hvordan man bliver dansker uden at miste sig selv. Som ikke bare taler om integration, men investerer deres egen tilværelse i at løse den største opgave, vi som nation har stået over for i nyere tid.

I  Lyngby ligger Lykkens Gave. En smuk, gammel bygning, som i 100 år var plejehjem, men som nu huser nogle af de mange flygtninge, der i den seneste tid er kommet til Danmark. ’Lykkens Gave’ er derfor blevet navnet på et multimedieprojekt, som i film, foto og tekst og med huset i Lyngby som lokalitet fortæller 14 enkeltstående historier om mennesker, som på den ene eller anden måde har den komplekse problematik om integration tæt inde på livet – hvad enten de er nys ankomne flygtninge, andengenerationsindvandrere eller danskere med etnisk rod i Danmark.

’Lykkens Gave’ er produceret af instruktør Line Hadsbjerg, filmfotograf Pep Bonet og klipper José Bautista. Politikens fotograf Miriam Dalsgaard har taget billederne af de 14 mennesker, hvis historie bliver fortalt.

NASRA IBRAHIM KHAYRN

Flygtning fra Somalia. Hun har boet i Danmark i næsten 20 år og arbejder i hjemmeplejen.

»Når jeg kommer og de ikke kender mig, så er de fleste gamle mennesker ikke vant til, at der kommer en med tørklæde og render rundt i deres hus. Så begynder de at spørge ind til hvilken religion, jeg tilhører, de er nysgerrige. Når man så har lært hinanden at kende, så synes jeg ikke, det er så svært, og til sidst bliver man tæt knyttede til og glade for hinanden«.

»Jeg føler mig taknemmelig, fordi jeg har et job. Jeg har børn, der går i skole og lever i fred, og det kunne jeg ikke få i Somalia. Jeg kender mange veninder, der døde under fødsler, og hver gang jeg tænker på dem, er jeg taknemmelig og synes, jeg har det godt«.

»Mit håb er, at lille Danmark har det godt ... for så har vi det jo godt«.

ALI ALRAHAL

Flygtede fra Syrien i 2014 og begav sig ud på en tre måneder lang rejse til Danmark.

»Først og fremmest havde jeg følelsen af at være tæt på døden, da vi sad i båden. Der var børn fra 10 måneder gamle op til 8-10 år. Det hårdeste var at se børn være i sådan en forfærdelig situation«.

»Da jeg kom til Danmark, stod jeg på stationen i København og havde ingen penge. Jeg skulle tage toget fra København til asylcentret i Sandholm. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, men jeg fandt en mand, som hjalp mig meget. Han købte billet til mig og viste mig hen til toget, og han tog ikke penge for det. Han sagde, at vi som mennesker skal hjælpe hinanden«.

»Jeg har faktisk mange store drømme om at være i Danmark. Men de må komme trin for trin. Min store drøm lige nu er at få en uddannelse og at blive en god far for mine børn«.

LEIF BORK HANSEN

Pensioneret præst. Aktiv i græsrodsbevægelsen 'Bedsteforældre for Asyl'.

»Jeg kommer til Lyngby på et tidspunkt i 1983, og der sker der noget afgørende, der har ændret mit liv. Nemlig at der flyttede flygtninge fra det gamle Jugoslavien ind i det gamle lungehospital ude på Jægersborgvej. Det var simpelthen ... det ændrede alt. Det er jo helt underligt at stå som præst og tale for eksempel om den barmhjertige samaritaner, der hjælper, og hvis der så bogstaveligt kommer nogen og banker på din dør og beder om hjælp, så tør du ikke hjælpe. Det er forpligtende at stå på en prædikestol. Jeg mener, at vi alle sammen som mennesker er forpligtet overfor hinanden. Men jeg føler en særlig forpligtelse som præst«.

»Da de så kommer og beder om hjælp, og de danske myndigheder ikke er til at råbe op, så var der kun en ting at gøre: At skjule dem. Men det er klart, at når du først har taget den beslutning, så ved du ikke, hvor det ender«.

»Mit ønske er, at vi må lære af en Martin Luther King fra Amerika, der kæmpede for de sortes rettigheder. At vi må lære af en Nelson Mandela fra Sydafrika og en Desmond Tutu. At vi må lære, at vores liv hører sammen med hinandens, at vi er skæbneforbundne. Det skal vi lære her i Europa. Vi mangler endnu vores form for opgør med apartheid. Og derfor er det vigtigt, at vi ikke bare ser til, at flygtninge dør i Middelhavet, men handler. Det gælder Europas fremtid«.

NAVID WAHAB

Flygtning fra Afghanistan. Kom til Danmark i 2012.

»Situationen i familien var sådan, at vi kunne ikke bestemme noget - jeg kunne ikke bestemme noget. Jeg hørte efter, hvad min far sagde til mig. Han sagde: »Du skal rejse!«. Så jeg var ikke min egen beslutning. Jeg kunne ikke vælge mellem to veje, der var kun én vej.«

»Den første dag i Lyngby, tænkte jeg okay, hvad så nu? Hvad skal jeg gøre? Så blev jeg lidt … mine tanker blev lidt tunge? Indtil Ulla en dag sagde: »Vil du spise en pizza?«. Så sagde jeg: »Ja, hvorfor ikke«. Så gik vi ned til pizzeriaet, og så sagde hun: »Vil du være mit barn?«. Og så tænker jeg, »Æhhh … hvad skal jeg sige til det?«.

»Men det var rigtig, rigtig godt, fordi jeg følte mig alene. Selv om jeg havde fået opholdstilladelse og alt«.

»Hun er en mor ... sådan en rigtig mor. Fordi … jeg føler, jeg er hjemme. Og jeg har en person, som jeg kan snakke med om alt. Og det er sjældent, at man kan snakke om alting med en person«.

ULLA STAUNSHOLT NILSSON

Pensioneret skolelærer. Mentor og 'mor' for en ung mand fra Afghanistan.

»Jeg tror det er meget, meget vigtigt, at de unge flygtninge får en mentor eller en mentorfamilie, eller hvordan det nu kan blive. Så der er nogen ...  så de ligesom kommer ind i Danmark sammen med nogle danskere. Altså, teenagere skal jo have nogle voksne til at hjælpe dem med at forklare, hvordan verden hænger sammen. Og når man kommer fra Afghanistan og ikke ved hvordan det hænger sammen i Danmark, så bliver det endnu sværere«.

»Jeg synes, han er en gave i mit liv. Det må jeg sige. Jeg synes, jeg bliver beriget af at lære andre mennesker at kende. Jeg er meget taknemmelig for, at han har valgt mig. Det er egentlig mest den følelse. Taknemmelighed over, at han synes, han kunne bruge mig til at komme videre i sit liv«.

»Jeg tror, fordomme bygger på uvidenhed. Og frygt for fremmede bygger på uvidenhed. Fordi … hvis du snakker med folk, som ikke kan lide flygtninge og synes, de skulle til at rejse hjem med det samme, så siger de: »Men det gælder ikke min nabo, for han er rigtig, rigtig sød«. Den holdning, er der mange danskere, der har. Og det gælder om at få dem til at kende nogle flygtninge.«

»Jeg tror simpelthen, vi er nødt til ... at den enkelte familie er nødt til at være åbne og sige: »Vi har plads til en til«. Fordi langt de fleste familier i Danmark har overskud til at have en ekstra, ikke?«.

MOHAMMAD KORBELALL

Flygtning fra Syrien. Mohammad har to passioner: Madlavning og havearbejde. Han bor i 'Lykkens gave' og passer haven rundt om huset.

»Haven er som min kone. Uden kærlighed er der intet liv«.

»Når jeg bidrager med noget, er det mit lykkeligste øjeblik. Jeg vil på alle måder forsøge at arbejde. Hvis der ikke er et arbejde, så vil jeg skabe et arbejde«.

»Det vigtigste er at være oprigtig i sit arbejde. Oprigtig i sin kærlighed. Min meddelelse er ikke kun til danskere, men til alle mennesker i verden. Jeg ønsker, at der er fred på hele jorden. Og at menneskerettighederne bliver respekteret. Det, der fik mig til Danmark, var, at her er frihed og lighed«.

FANNY FAULI

Dansker. Student og frivillig på Lesbos, Grækenland.

»Det var lidt en verdensborgerfølelse, der startede inden i mig. Jeg følte mig lige så ansvarlig for det, der skete på Lesbos, som for eksempel enhver græker gør. Og så udnyttede jeg det. At jeg havde den frihed og den mulighed for rent faktisk at gøre noget aktivt frem for at sidde derhjemme med mine holdninger, og så i øvrigt ikke være særligt påvirket af det«.

»Jeg er enormt interesseret i at finde ud af, hvad det er, mange danskere synes adskiller os rigtig meget fra for eksempel syrere … eller afghanere og irakere. Der er selvfølgelig noget med et sprog … men vi taler jo også et sprog. Vi bruger jo alle sammen sprog. Der er selvfølgelig noget med kultur, men vi har jo alle sammen kultur. De er jo ikke uciviliserede, bare fordi de har en kultur, der er anderledes end vores«.

»Jeg drog tit paralleller til min egen familie og tænkte på, hvor ens min familie ville have reageret. Min egen mor, min egen mormor, min far. Hvor aggressiv, min far også var blevet, hvis nogen havde prøvet at springe ham over i køen, eller hvis han blev benægtet et tæppe. At han også havde brokket sig over det. Sådan nogle ting. Og det er jo netop de ting, jeg synes, at man ikke kan se bort fra, når man snakker om, at vi alle sammen er ens. Jeg tror, at frygten stammer fra, at man er bange for at skulle give afkald på al den rigdom og lykke, vi har«.

NIKAR AHMAL

Flygtning fra irakisk Kurdistan. Har boet i Danmark i over 20 år. Arbejder frivilligt som tolk for flygtninge.

»Det er rigtig hårdt at være kurder, fordi … vi bliver slået fra alle mulige steder. Vi må ikke være kurdere, vi må ikke have vores nationalitet. Men vi kæmper og kæmper og vi betaler en høj pris for det. Jeg har mistet min fætter, og han blev kun 18 år, og han blev hængt på grund af, at han var kurder og har kæmpet for friheden«.

»Jeg er vokset op i en kommunistfamilie, vi var politikere. Jeg er stadig kommunist, og jeg kæmper for det, og jeg har lært mine børn de samme idéer. Kurdistan er min søns hjemland. Selv om han kun var seks måneder, da han kom til Danmark. Men for min datter ... Danmark er hendes hjemland«.

»Børnene har deres liv her og skal giftes her, og de skal have deres liv, og vi bliver endnu mere afhængige af dem. Det er ikke godt for mig selv, men for børnene er det rigtig godt. Og de er taknemmelige for, at vi tog hertil, tog ud af Irak. De har en rigtig god uddannelse. Og de trives nu og har det rigtigt godt … men ikke mig. Jeg savner stadig mit hjemland, og jeg ville gerne rejse tilbage. Men …«.

FUAD DIAB

Studerende ved EUX Business. Bedsteforældrene var palæstinensiske flygtninge. Er 3. generation i Danmark. Arbjeder frivilligt for Lyngby Guiderne.

»Jeg betragter mig selv som dansker, men jeg vil ikke sige, at jeg er 100 procent dansk. I min verden er jeg 75 procent dansk og 25 procent arabisk. Når jeg tager ned til Palæstina, så bliver jeg jo kaldt 'ham fra Danmark'. Når jeg er i Danmark, bliver jeg kaldt 'ham fra Palæstina'«.

»Hvis du føler, du er dansk, så er du også dansk. Der er ikke en Peter eller en Hans eller en Mohammed, som skal komme og sige, om du er dansker eller ej. Det er noget, du skal gøre op med dig selv. Og jeg synes, at vi i Danmark måske viser ... eller medierne viser Danmark fra en lidt dårlig ... eller fra en mindre god side. Så derfor gider flygtninge måske ikke at danne relationer med Danmark. Og det er jo et kæmpe problem«.

»Fordi hvis man ikke skaber relationer med hinanden, så kan man ikke samarbejde. Når man først har fået den anerkendelse fra sine medmennesker ... det er ti gange lettere at færdes i et samfund, hvor man føler sig velkommen, end et samfund, hvor man føler sig uvelkommen«.

AMINA SALEH SALEH

Flygtning fra Palæstina/Syrien. Bedstemor.

»Vi var fanget under regn og sol. De stjal vores telefoner og pengepunge i Tyrkiet. Vi var fængslet én dag. Derefter blev vi sendt tilbage til grænsen til Syrien. Vi tog tilbage til menneskesmugleren. Vi kendte ham ikke, men vi gav ham vores penge. Vi vendte tilbage til Tyrkiet til fods. Vi gik og gik i cirka 8 - 9 timer. Vi gik meget, og jeg er en gammel dame. Jeg så døden med mine egne øjne«.

»Men menneskesmugleren fik os til Tyrkiet og tog os ned til vandet ved Istanbul. Jeg tror, det var Istanbul. Takket være gud har vi det rigtig godt og er meget tilfredse. Danskerne har været glade for, at vi er kommet hertil. De spurgte mig, om jeg ville være i Tyskland eller i Danmark. Til det svarede jeg, at jeg absolut ville til Danmark, da min søn og mine søns børn er i Danmark. Jeg vil hverken til Tyskland eller Sverige«.

»Takket være gud blev vi her, hvor vi har set det dejlige vejr og smukke drenge og piger. Takket være gud har vi mødt rigtig mange gode mennesker. Takket være gud er vi meget glade og tilfredse for at være i Danmark«.

RUTH JENSEN

Har arbejdet frivilligt med at hjælpe flygtninge i over 20 år. Hun har startet Lyngby Guiderne, som er en organisation for frivillige der hjælper nyligt ankomne flygtninge.

»Jeg har hele tiden gået og spekuleret på, at jeg godt kunne tænke mig at finde ud af, hvad der egentlig rørte sig i de der indvandrerkvinder, der var kommet til landet i tidens løb. Fordi de virkede … ret anonyme. Jeg havde faktisk lyst til sådan … ligesom at gå hen og ruske i dem og sige: »Hvad sker der egentlig derinde? Er der noget?«.

»Så det er en rigtig stor overraskelse for mig at finde ud af, at det er en masse stærke kvinder. Det var nok den største overraskelse. De ved alt, og de følger med i verdenssituationen. De er slet ikke spor uvidende eller uuddannede. De er fantastiske. De fleste af de kvinder er bare så stærke og ved, hvad de vil«.

»Det er svært at sige, hvad andre tror, de har fået af mig. Men de har lært, at de godt kan have tillid til nogle danskere. Og det er jo en af de ting, jeg hele tiden siger: Det er tillid, man skal sørge for at bygge op. Og det er derfor, de bliver ved med at komme. Og det er derfor, jeg har kunnet være frivillig så mange år. Jeg har lært at, vi har de samme følelser. Vi reagerer på samme måde overfor ting, vi bliver udsat for. Vi er sådan set meget ens, inderst inde«.

IMAD MALIK

Søn af pakistanske flygtninge. Kom til Danmark som spæd. Studerer religion og er talsmand for Muslimer for fred. Taekwondo-mester.

»Hvis folk ikke ved, at de er velkomne og ikke føler sig velkomne, så vil de heller aldrig nogensinde blive en del af samfundet. Og så vil de, hvis de ikke bliver en del af samfundet, heller aldrig nogensinde kunne være ligeså loyale overfor samfundet. Fordi det aldrig nogensinde vil være deres. Altså følelsen af »det her, det er mit, det er noget, jeg skal passe på. Noget, jeg skal give videre til mine børn«.

»Profeten Muhammed har jo sagt: »Kærlighed til landet er en del af troen«. Så den følelse, jeg har af kærlighed til Danmark, og den taknemmelighed, jeg har, bliver jo bare understreget af min tro. Hvis jeg skal være en god muslim, skal jeg også være en god dansker, en god medborger«.

»Man er den person, man er. Man er et menneske, og det er jo det vigtige. Men når nogen spørger mig, er jeg selvfølgelig, uden tvivl, dansker. De gange, jeg bliver mindet mest om, at jeg er dansker, er nok, når jeg besøger Pakistan. Så finder jeg ud af, at jeg i hvert fald ikke er pakistaner. De har deres måde at gøre tingene på«.

»Man skal vide, at vi er i hvert fald er nogen, og jeg er sikker på en hel del, som ikke har glemt, hvordan Danmark har taget imod os. Jeg kan forsikre om, at for mit vedkommende vil jeg aldrig glemme det. Og uanset, hvad nogen folk så måtte synes … så vil de altid finde os side om side med vores medborgere«.

FAISA BAJALAN

Irakisk flygtning. Har boet i Danmark siden hun var 6 år. Læser på Copenhagen Business School. Stifter af Mosh by Fanno, der sælger hjemmelavet dadelkonfekt.

»Danmark har været god ved os, har været god ved mig. Det er her, jeg har alle mine minder, det er her, jeg har min barndom, det er her, jeg har mine venner. Og det er her, jeg skal bygge min fremtid, hvilket jeg prøver ihærdigt på. Og det er her, jeg kommer til at have min familie«.

»Danmark - det er blevet en stor del af, hvem jeg er blevet nu. Men jeg har stadigvæk mit sprog. Jeg snakker stadig kurdisk derhjemme. Og vi har stadig vores traditioner og vores ting, og dem prøver jeg at holde fast i. Men man skal også finde en balance mellem at have sit eget og have det danske. Og det synes jeg, vores familie har været rigtig gode til. Fordi det kræver, at man skal gå på kompromis«.

»De folk, der kommer herop, de er taknemmelige for alt det, de får. For mad og steder at bo og så videre. Men hvis de så kommer ud på gaden, og de bare bliver mødt af ... så kan man godt tænke sådan lidt … Men hvis de bliver mødt af … at man lige tager sig tid til en ekstra gang lige at hjælpe dem med at læse det, der står, fordi de har svært ved det ... Det tror jeg vil hjælpe rigtigt meget. Det vil også give de folk, der kommer herop, lysten til at ville det rigtig godt«.

»Hvad forbinder os som mennesker? Kærlighed … eller det tror jeg da? Bunden under det hele må da være kærlighed? Det må da være, at man er gode mod hinanden«.

SAID HUSSEIN

Somalisk flygtning. Kom til Danmark som lille dreng. Generalsekretær i Somali Diaspora Organisation. Medstifter af FairFishing, Somalia/Denmark.

»Der, hvor jeg udvikler mig, er på Nørrebro. I min verden var der kun én ting, det handlede om på det tidspunkt: Det var at spille fodbold og have det sjovt med vennerne. Det var det, det hele handlede om«.

»For at sige det, som det er, så står minoriteter, flygtninge i Danmark, overfor massive udfordringer. Du kan tage dem fra en ende af. Du kan tage image't som et problem: at man har den fordom, at man frygter dem som værende nogen, som bare vil komme og overtage Danmark og vil islamisere det og vil ødelægge den danske velfærd. Uden at tænke over, at vi faktisk er nogen, som er glade for det her system, som faktisk har gjort os til det, vi er, og derfor selv værner om systemet og selv bidrager til det og betaler skat og opfordrer andre til det«.

»Alle har fordomme i forhold til det, de ikke kender. Og jeg bebrejder dem ikke. Jeg bebrejder ingen, at der er danske politikere, som nærer og tjener på denne frygt. Fordi det er deres arbejde. De skal forsøge at hive stemmer hjem. Det gør de glimrende, det gør de godt. Altså hvis det var en fodboldkamp, ville de vinde, og alle vil have dem på deres hold. Alle vil have Pia Kjærsgaard på deres hold. Alle vil have Kristian Thulesen Dahl. De er dygtige. Dygtige politikere. Så hatten af for det, respekt for det, de laver«.

»Men man skal selvfølgelig også på den anden side huske virkeligheden og huske, at når politikken bliver lagt til side, så er vi bare mennesker«.

Se hele multimedieprojektet her.

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden