0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

14 fortællinger om det, vi har til fælles: »Når politikken bliver lagt til side, så er vi bare mennesker«

Nogle gange støjer debatten om flygtninge og indvandrere så meget, at man næsten ikke kan høre, hvad man selv tænker. Og når det hele går op i othellokage ude på den ene fløj og skamfuldhed over at være dansker på den anden – så er det helt rart at blive mindet om, at der midt i støjhelvedet er en masse mennesker, som ikke råber op, men handler. Som hver dag året rundt kæmper med ydre omstændigheder og nogle gange også indre dæmoner for at løse gåden om, hvordan man bliver dansker uden at miste sig selv. Som ikke bare taler om integration, men investerer deres egen tilværelse i at løse den største opgave, vi som nation har stået over for i nyere tid.

I  Lyngby ligger Lykkens Gave. En smuk, gammel bygning, som i 100 år var plejehjem, men som nu huser nogle af de mange flygtninge, der i den seneste tid er kommet til Danmark. ’Lykkens Gave’ er derfor blevet navnet på et multimedieprojekt, som i film, foto og tekst og med huset i Lyngby som lokalitet fortæller 14 enkeltstående historier om mennesker, som på den ene eller anden måde har den komplekse problematik om integration tæt inde på livet – hvad enten de er nys ankomne flygtninge, andengenerationsindvandrere eller danskere med etnisk rod i Danmark.

’Lykkens Gave’ er produceret af instruktør Line Hadsbjerg, filmfotograf Pep Bonet og klipper José Bautista. Politikens fotograf Miriam Dalsgaard har taget billederne af de 14 mennesker, hvis historie bliver fortalt.

NASRA IBRAHIM KHAYRN

Flygtning fra Somalia. Hun har boet i Danmark i næsten 20 år og arbejder i hjemmeplejen.

»Når jeg kommer og de ikke kender mig, så er de fleste gamle mennesker ikke vant til, at der kommer en med tørklæde og render rundt i deres hus. Så begynder de at spørge ind til hvilken religion, jeg tilhører, de er nysgerrige. Når man så har lært hinanden at kende, så synes jeg ikke, det er så svært, og til sidst bliver man tæt knyttede til og glade for hinanden«.

»Jeg føler mig taknemmelig, fordi jeg har et job. Jeg har børn, der går i skole og lever i fred, og det kunne jeg ikke få i Somalia. Jeg kender mange veninder, der døde under fødsler, og hver gang jeg tænker på dem, er jeg taknemmelig og synes, jeg har det godt«.

»Mit håb er, at lille Danmark har det godt ... for så har vi det jo godt«.

ALI ALRAHAL

Flygtede fra Syrien i 2014 og begav sig ud på en tre måneder lang rejse til Danmark.

»Først og fremmest havde jeg følelsen af at være tæt på døden, da vi sad i båden. Der var børn fra 10 måneder gamle op til 8-10 år. Det hårdeste var at se børn være i sådan en forfærdelig situation«.

»Da jeg kom til Danmark, stod jeg på stationen i København og havde ingen penge. Jeg skulle tage toget fra København til asylcentret i Sandholm. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, men jeg fandt en mand, som hjalp mig meget. Han købte billet til mig og viste mig hen til toget, og han tog ikke penge for det. Han sagde, at vi som mennesker skal hjælpe hinanden«.

»Jeg har faktisk mange store drømme om at være i Danmark. Men de må komme trin for trin. Min store drøm lige nu er at få en uddannelse og at blive en god far for mine børn«.