»Jeg forsøger at fotografere dem, som om de er mine ældgamle slægtninge og mine søstre. Vel vidende, at i det øjeblik eksisterer de på en måde, som er unik. De vil aldrig igen eksistere på nøjagtig samme måde«, har den amerikanske fotograf Camille Seaman sagt om de isbjerge, hun har fulgt med sit kamera igennem et årti.
I hendes optik fremhæves det enestående og det organiske ved havenes mægtige formationer af is. Hendes farfar var af indianerstammen Shinnecock, og han lærte hende at betragte alt i naturen som unikt og i relation til mennesket. Som voksen og uddannet kunstfotograf er hun rejst fra sit hjem i Long Island i staten New York til klodens kolde poler for at tage billeder, der formidler isbjergenes »personlighed«:
»Jeg er stødt på isbjerge, som var meget stålsatte og bare nægtede at smelte bort eller rive sig løs. Og så var der andre enorme, kæmpestore isbjerge, der syntes at sige »jeg holder det ikke ud længere« og begyndte at smelte bort i havet for øjnene af mig. Der er så mange enestående personligheder blandt dem. Der er noget bedrøvet over dem«, sagde hun i et interview med New York Times i 2012.
Snefnug på snefnug er blevet til bjerge af is. I 2005 så Camille Seaman et isbjerg, der var så stort som halvdelen af Manhattan. Nogle år senere var der kun en fjerdedel tilbage. Den globale opvarmning fremskynder isbjergenes smelten. Mens det sker, har Camille Seaman fotograferet, hvordan de knækker, krakelerer eller ruller rundt og vender bunden i vejret i noget, der ligner en overlevelseskamp:
»Jeg tror, at i et sundere økosystem har denne proces en naturlig rytme. Men hvad videnskabsfolk nu ser, det er en utrolig acceleration af processen«.
Den antarktiske halvø, december 2007.
