Associated Press’ fotografer har portrætteret ældre mennesker fra hele verden og stillet dem følgende spørgsmål:
Nu, hvor du bliver ældre, hvad frygter du mest?
Og hvad er det største problem for ældre i dit land?
Richard Hardick på 74 er fotograferet i våddragt efter han har surfet i San Diego, USA. »Jeg er ikke bange for at blive ældre. Jeg surfer, jeg dyrker fluefiskeri i Alaska, jeg underviser på et gymnasium. Men jeg er nok også lidt anderledes end de fleste. Jeg er religiøs og tilhører augustinerordenen. Jeg har aflagt højtidelige løfter om et liv i fattigdom, kyskhed og lydighed. Jeg har ingen særlig frygt, jeg nyder livet. Det største problem for vores lands ældre generelt ... det er, når helbredet skranter. Sukkersyge og Alzheimers – det, tror jeg, er de største udfordringer«.
Mahmoud Hussein på 75 er landmand og bor i Qalubiyah nord for Kairo i Egypten. »Jeg er bange for at min børn vil gøre mig fortræd og sparke mig ud af huset, så jeg dør alene. For ældre i Egypten er det største problem manglen på sygesikring og pension, som de har i civiliserede lande«.
Ingrid Förster på 82 er fra Frankfurt i Tyskland. »Jeg er mest bange for at miste min mentale og fysiske uafhængighed og ende på plejehjem. De ældres største problem er et liv i ensomhed«.
Juma Abdalla Athanas på 65 står foran sit hjem i slummen Kibera i Nairobi, Kenyas hovedstad. »Vores største problem er, hvordan vores sønner og deres sønner skal arve vores land. Vi har haft mange problemer. Regeringerne kommer og går, de lyver alle over for os. For mig personligt er det mit helbred, der er problemet – jeg er ikke stærk længere. Der er forskellige slags ældre mennesker – de, der har penge, kan komme på plejehjem, men for os som ingen har, er der ingen steder at tage hen«.
Padma Sagaram fra Singapore er 63 og pensioneret. »Jeg er bange for sygdom og for at blive økonomisk afhængig af andre. Når man bliver ældre, er der en stor frygt for at blive alene. Jeg har børn, men de har deres egne liv. Hvad med de ældre, som ingen børn har? Hvad bliver der af dem? Her er det største problem at vi ikke har fællesskaber, man kan trække sig tilbage til. Alderdommen er blevet stigmatiseret her i landet. Vi har plejehjem, men det er ikke det samme, for det er mere et sted for syge og forladte gamle mennesker. Hvis vi havde pensionistlandsbyer, kunne vi ældes med ynde sammen med andre og samtidig få følelsesmæssig støtte«.
Amadou Mbaye på 74 bor i Dakar i Senegal. »Jeg takker blot Gud for, at han har ladet mig leve i 74 år. Jeg er faktisk tilfreds. Men jeg er bekymret for børnene og deres fremtid. Det er for dyrt at leve, der er for megen arbejdsløshed, og de unges helbred vakler. Senegal er et fattigt land. De unge kan ikke få arbejde, så de kan tage sig af de ældre, og vi har ikke længere kræfterne til at forsørge en husstand«.
Nissim Pinto på 79 er fra Tel Aviv i Israel. »Jeg frygter intet. Som jeg bliver ældre ved jeg bare ikke længere, hvordan jeg skal fortsætte i mit liv på samme måde, som jeg har gjort i næsten 80 år. Jeg kan ikke holde det ud, når yngre mennesker behandler mig som en gammel mand og spørger, hvorfor jeg står op, når jeg venter i kø i supermarkedet eller på apoteket. Jeg sætter pris på, at de vil hjælpe en gammel mand, men jeg føler mig ikke gammel. Tiden er en anden, og det er meget dyrere at leve end for 20 år siden. Det er ikke let at leve på vores pension – vi kan ikke betale for alt det mest nødvendige, og vi kan ikke længere arbejde«.
Paul Gresham på 75 bor Decatur i delstaten Georgia i USA. »Der er ikke meget, der kan gøre mig bange, men jeg ville blive rigtig ked af det, hvis min bil blev taget fra mig. Jeg ved godt at dagen, hvor jeg ikke kan køre længere, nærmer sig, men bilen er min frihed. Tanken om at miste den, gør mig mere deprimeret end noget andet. Jeg ville ikke engang kunne tage mig af min hund. Jeg tror, at et af de mest oversete problemer for ældre her i landet er misbrug i familien. Jeg kan se det i mit kvarter. Mange gange opdrager bedsteforældre børn, der selv har børn. Nogle ældre vil hellere være sammen med deres børnebørn i en dårlig familiesituation end at bo et andet sted og undvære dem. De lever i frygt, og problemet bliver kun værre«.
Pedro Vega Yucra på 80 år fra landsbyen Ayacucho i Peru. »Jeg har bare et lille hus. Jeg har ikke nogen marker, jeg kan dyrke, så jeg har ingen penge. Jeg bor alene, fordi min kone døde for tre år siden, og mine børn bor langt herfra. Min største frygt er, at jeg en dag ikke har mere at spise og måske heller ikke kræfter nok til at arbejde selv. Herude på landet dør vi gamle uden nogen lægger mærke til det. Vi spiser alene, vi sover alene. Regeringen burde tage vare om os, men når man bliver ældre, er alle ligeglade«.
Sandra S. Harris på 67 er fra Decatur i delstaten Georgia i USA. »Jeg frygter først og fremmest at miste min hukommelse. Det gør mig bange med alle de tilfælde af Alzheimers. Vil jeg kunne huske fortiden, mine venner og alt det, jeg har gjort? Det er ikke let at erkende, at jeg bliver ældre, og jeg er bange for, at folk vil udnytte mig. Her i landet er et af de store problemer identitetstyveri. Jeg anede ikke at det eksisterede, før jeg selv blev ramt, og det gjorde ondt. Jeg er meget udadvendt, så jeg må være forsigtig. Når folk, jeg lige har mødt, er lidt for flinke, trækker jeg mig tilbage«.
Hamid Mohammed på 65 bor i New Delhi i Indien. Han er far til seks døtre, og tre af dem er gift. Han siger, at han er meget bange for den elendighed, der kan ramme hans familie, hvis han mister sit job med at trække en rickshaw. Han er den eneste i familien, der tjener penge. Det store problem for flertallet af Indiens ældre er ifølge Hamid manglen på ordentligt husly, for mange af dem er afhængige af, at deres børn tager sig af dem.