I pilgrimsbyen Varanasi i Indien brænder bålene dag og nat.
Familier lægger sammen med præster over 200 lig ind i flammerne i løbet af et døgn - og smider asken i den hellige flod Ganges, som menes at rense alle synder bort.
Der er næsten feststemning, når ligene bæres til floden, for i hinduismen er der grund til at glæde sig over døden, som for gode mennesker vil være en port til et bedre næste liv.
Billedserien fra Varanasi er taget af den danske fotograf Klaus Bo, som rejser rundt i verden og fotograferer døderitualer. Ambitionen er at fotografere 15-25 ritualer fra andre kulturer. Fotografierne skal blive til projektet og udstillingen 'Dead and Alive'.
»Døden er det eneste, vi alle har til fælles. På hele Jorden«, siger Klaus Bo. »Hvad vi så lægger i det, er forskelligt. Jeg vil vise, hvordan andre gør«.
»Herhjemme lever vi i en kultur, hvor vi i høj grad undgår at berøre døden og helst vil fornægte den. Jeg håber, vi kan komme til at snakke om døden og forholde os til den. For når vi er så lukkede omkring døden, kommer den som et chok«.
Klaus Bo folder projektet ud sammen med journalisterne Susanne Sayers og Nilo Zand, fotografen Christian Als og etnologen Mette Niebuhr i begyndelsen af 2013 og formentlig lang tid frem - fordi projektets færdiggørelse kræver, at nogen først skal dø på rette sted og rette tid.
Mellem 150 og 200 mennesker lægges hvert døgn i flammerne på pladsen i Varanasi. Røgen hænger tykt, men det er lugten af brændt træ, der dominerer, ikke brændt kød.
I Indien er det ifølge hinduerne kun kroppen, der dør. Sjælen, derimod, er på vej et andet sted hen. Derfor sørger hinduerne ikke på samme måde som i Vesten under ritualet.
Stemningen ved begravelsespladsen er på én gang højtidelig og hverdagsagtig. Hunde render rundt, geder og hellige køer søger varme ved bålene og gumler efterladte blomsterkranse, mens grupper af mennesker snakker sammen eller reciterer mantraer, der skal hjælpe den dødes sjæl på vej.
Vandet fra Ganges er helligt og renser alle synder. Derfor dyppes ligene i floden eller får sprøjtet flodvand på sig inden kremeringen.
I hinduismen brændes kroppen, fordi ild renser, og fordi der ikke må være jordiske rester, som kan holde sjælen tilbage fra rejsen videre.
Der er næsten feststemning, når ligene bæres til floden, for i hinduismen er der grund til at glæde sig over døden, som for gode mennesker vil være en port til et bedre næste liv. I Varanasi kan hinduerne glæde sig over at slippe helt fri fra genfødslens hjul og opnå udfrielse, Moksha.
Ligene er ofte rigt dekorerede, når de bæres ned til Ganges. Først når de skal på bålene, bliver dekorationerne fjernet.
Det er som regel ældste søn, der står for at tænde bålet. Han er ofte klædt i hvidt og har barberet håret af hovedet som tegn på sorg og respekt. Når kremeringen er overstået, begynder en lang periode med mange ritualer, der skal hjælpe sjælen på vej til næste liv eller Moksha, udfrielsen.
Ligene smøres omhyggeligt med ghee, klaret smør. Fedtstoffet er med til at sikre, at ilden tager fat og brænder med høj temperatur.
En far med sin døde datter. Små børn brændes ikke, for deres sjæl har ikke brug for ildens rensende kraft. I stedet tynges de ned med sten direkte i Ganges.
De rigeste laver ligbål, der udelukkende består af kostbart og duftende sandeltræ. De fattigste må som her nøjes med at drysse pulver af sandeltræ ud over liget.
Der er en stille time hver morgen, hvor medlemmerne af Dom-kasten – der har monopol på begravelsesarbejdet – gør ghatten ren og gør klar til endnu et døgn med ligbrændinger.
Pilgrimsbyen Varanasi i Nordindien er en af verdens ældste byer og mindst 3.000 år gammel. Den har ifølge myterne været hjem for guden Shiva og hans hustru, gudinden Parvati. Også buddhister betragter Varanasi som hellig.
Der kræves enorme mængder træ til de mange ligbål – hvert bål bruger omkring 300 kg træ, og selv om de fattigste nogle gange ikke har råd til et stort bål, er brændingerne reelt et miljøproblem, og der er ingen skove tilbage omkring Varanasi.