Vi lever ikke bare i nuet. Vi er strandet i det. Men tænker sjældent over, hvad det betyder, at vi går igennem livet med lup og studerer øjeblik for øjeblik, mens vi for at opleve i længere forløb selv må kæde dem sammen.
Musik er noget, vi selv tænker os til. For i nuet hører vi kun toner og slag. Musik bliver det først, når vi tilfører tid og oplever tonernes stigninger og fald. Ved at huske, hvad vi hørte for lidt siden. Og forestille os, hvad der kommer om lidt.
Nogenlunde sådan forholder det sig også med den måde, vi ser verden på. Et landskab har ikke nødvendigvis nogen en udstrækning i tid. Men det har bevægelse. Uden tid ser vi den slet ikke. Med mindre nogen klapper tiden sammen og lægger hele forløb ind i et enkelt øjeblik. Hvilket synes at være ideen bag fotografen Xavi Bou’s billeder af fugles bevægelser.
Som barn lærte hans bedstefar ham om forskellige fuglearter og deres træk. Senere gav han sig til at fotografere fugle i omegnen af Barcelona. Med tiden kunne han skelne arterne fra hinanden alene på deres flugt og fik lyst til at fotografere selve flugten og således synliggøre naturens skjulte æstetik. Eller som han siger til kunsthjemmesiden hyberallergic.com: »Jeg ønskede at vise, hvad formen af deres flugt på himlen ville se ud som, hvis vores oplevelse af tid var anderledes«.
