De er unge. De har travlt. Alt går hurtigt. De suser rundt på sociale medier, konsumerer tusindvis af indtryk, og deres tid står – som dem selv – sjældent stille.
Det var dér, ideen opstod hos Emil Ryge: Ideen om fotografisk at udsætte disse højhastighedsvæsener for det langsommeligste af det langsomme.
Fotografen Emil Ryge tager wet plate fotografier. Også kaldet ’våd kollodium’. En af de allerældste fotografiske teknikker - fra 1851 – som populært sagt går ud på at lave sin egen film - på stedet - ved brug af æter, alkohol, bomuld og sølvnitrat. Der fotograferes på aluminiumsplader ved hjælp af et gammelt storformatkamera, og billedet fremkaldes – ligeledes på stedet - i et medbragt mobilt mørkekammer. Man får kun ganske få fotografier med hjem, og ja ... i det hele taget er alt så langsomt og problematisk, som det næsten går an at blive.
Men deri ligger hele pointen, siger Emil Ryge. Han blev uddannet fotojournalist i 2010 og arbejder det meste af tiden som freelancefotograf på den helt almindelige digitale måde.
