Dengang var hun udmærket klar over, at hendes billeder af østtysk hverdag måske aldrig ville nå et større publikum, og at hun risikerede repressalier fra myndighederne alene for at tage dem. Hun boede i byen Lehnitz lidt nord for Berlin, som dengang i over et årti havde været delt af muren. Og de fleste andre af DDRs fotografer var på den tid omhyggelige med udelukkende at fotografere sukkersød propaganda, husker hun. Men hun og en håndfuld kollegaer satte sig for i det mindste at dokumentere mismodet, resignationen og den daglige laden-stå-til på østsiden af muren.
Mahler var særlig på udkig efter møder mellem venner, bekendte og fremmede i skiftende konstellationer af mænd, kvinder og børn. Hvor ansigter og kroppe lod antyde, hvad der ikke kunne udtales: Hvordan menneskene oplevede livet i øst. I 1988 følte hun, at hun havde nok. Og lod projektet ligge. Og der har det i store træk ligget til i dag.
Efter murens fald dannede Ute Mahler og andre, der har dokumenteret hverdagen bag jerntæppet, det succesfulde agentur Ostkreuz, hun har undervist på en kunsthøjskole og siden 2000 været professor i fotografi i Hamburg. Nu arbejder hun som mode- og portrætfotograf for forskellige magasiner og udgav for nylig – i anledning af tæppefaldets 25 års jubilæum – sine billeder af en gråtonet hverdag i øst under titlen ’Zusammenleben’.
Nogle fortrin har fortiden dog over nutiden, kan man læse i The New Yorker. Det krævede nemlig mindre at tage billeder dengang, siger Ute Mahler til bladet. For, som hun siger: »Det er altid lettere 'at skyde op imod noget'«.
