Man kender det fra slow motion. At tidens træghed kan forlene kroppens bevægelser med en anderledes ynde, end de besidder i virkelighedens opskruede tempo. Som om bevægelsen får en ædlere hensigt – nemlig: sig selv – når den folder sig ud over længere tid.
Og måske er det også det, der virker i den amerikanske fotograf Blake Littles fotografier af mennesker overhældt med honning. En transparent masse, der følger kroppens former, men alligevel – som træg fremkaldervæske – forlænger visse linjer, udvisker andre og trækker en skønhed frem, der altid synes at have været der. Som om det er sådan, vi egentlig ser ud, men bare til hverdag - af praktiske hensyn - må haste rundt i disse anderledes ufuldkomne udgaver.
Egentlig fotograferer Blake Little berømtheder som Tom Cruise og Gwyneth Paltrow. Og de klarer nok skønhedskravet uden honning. Men en dag han fotograferede en bjørnelignende mand, der labbede honning i sig med næven, blev han betaget af den forandring, den gyldne masse afstedkom. Det så ud, som om mandens hånd var indstøbt i rav.
Siden er han gået planken ud og har fotograferet flere end 60 personer overhældt med honning. Professionelle modeller, dansere, stærkt overvægtige, en kvinde på 85 år og et barn på halvandet. Først undervejs i processen slog det ham, hvordan honningen fik deres kroppe til at ligne statuer fra antikken med deres perfekte hud og positurer.
