Døren til det lille drengeværelse på indre Østerbro var lukket. Hans mor var gået i seng, det havde 10-årige Michael sikret sig, inden han bredte det bedetæppe, han tidligere på ugen havde købt for sine lommepenge i en lokal tæppehandel, ud på gulvet.
I et forsøg på at vende ansigtet mod muslimernes pilgrimsby, Mekka, havde han lokaliseret øst nogenlunde. Han havde gennem sine mange tyrkiske venner allerede tilegnet sig et næsten flydende tyrkisk, men de arabiske ord til aftenbønnen, maghrib, kunne han kun sige brøkdele af. Kun Allahu akbar, Gud er stor, kom fejlfrit ud.
»Jeg var et barn, så jeg tænkte bare »Ej, hvor er det her fedt«. Selv om det var helt amatøragtigt, var der ingen tvivl indeni. Det føltes helt rigtigt«.
Michael Aslanes smiler, når han taler om første gang, han lagde sig med panden i jorden for at vise sin ydmyghed over for Gud. Om den tænksomme, generte dregn, der som 8-årig begyndte at læse bibliotekets tykke bøger om filosofi, historie og religion, mens hans kammerater spillede fodbold.
