Den gamle hviderussiske kvinde med tørklædet kigger undrende på os. Gående alene i kanten af en øde landevej langt væk fra hovedstaden Minsk havde hun næppe forventet at se en canadisk fotograf og en dansk journalist træde håbefulde ud af en bil for at tale med hende. Og det må også have virket lidt underligt, at det er et gammelt busstoppested, de vil have hjælp til at finde. Men hun er venlig; hun fornemmer nok, at det her er meget vigtigt, så hun kigger grundigt på det printede Google Maps med krydset og nikker.
»Ja, I er det rigtige sted«, siger hun og kigger så på plantegningen af det busstoppested, som vi har fået fortalt burde være netop her.
»Det er revet ned nu«, siger hun.
Det er den canadiske fotograf Christopher Herwig, hun taler til – på russisk, som han har lært sig til husbehov. Eller mere præcist: Han har haft behov for at lære det for at forfølge sin besættelse. I nu 13 år har han rejst rundt »på jagt efter de bedste busstoppesteder«, som han siger, »opsporet og fotograferet dem«. Mere præcist er det busstoppesteder opført i Sovjet mellem 1960’erne og 80’erne.
