Radiohead fandt sammen på en skole i 1980’ernes Oxfordshire, hvor medlemmerne gemte sig for skolens bøller i musiklokalet.
Foto: Gian Ehrenzeller/AP

Radiohead fandt sammen på en skole i 1980’ernes Oxfordshire, hvor medlemmerne gemte sig for skolens bøller i musiklokalet.

Fra 'Nirvana Light' til verdensstjerner: Radiohead er rockens sidste modstandsgruppe

Ingen har solgt så mange plader og koncertbilletter med så mærkelig musik som Radiohead. Forstår du det heller ikke? Aner du ikke, hvad Radiohead egentlig går ud på? Eller har du glemt, hvor mange gange Radiohed har ændret musikhistorien radikalt? Med nedslag i fem centrale sange fortæller Simon Lund historien om en gruppe engelske antihelte, der tidligt oplevede succesen og siden da kun har forsøgt at undgå at leve op til den. For blot at få mere succes.

Whatever makes you happy

Whatever you want

You’re so fuckin’ special

I wish I was special

But I’m a creep

I’m a weirdo

What the hell am I doing here?

I don’t belong here.

’Creep’, 1992

Næsten ingen lagde mærke til det, da Radiohead udgav sangen ’Creep’ 21. september 1992. Ligesom ingen havde lagt mærke til det, da rockbandet fra Oxford tidligere det år udgav sin første ep, ’Drill’. De fire demosange, der var indspillet under navnet On A Friday, men udgivet som Radiohead, forsvandt ind under historiens gulvtæppe.

Det skulle ’Creep’ dog efterhånden lave om på. Inspireret af Pixies’ dynamiske vekslen mellem de stille, rugende passager og larmende udbrud i omkvædet, der sendte en skylle af massiv guitarstøj gennem trommehinden, var ’Creep’ tidstypisk som grunge. Tilsat en egen signatur i Thom Yorkes skrøbeligt klagende stemme og Johnny Greenwoods ophuggede, vrangvillige guitarriff.

På BBC anså Radio 1 sangen for at være »for deprimerende« til at blive spillet i radioen, og der blev kun solgte 6.000 eksemplarer af singlen.

Men uden for De Britiske Øer tog man ’Creep’ til sig. Først i Israel, siden i Spanien, Skandinavien og ikke mindst USA. Med Seattle som kulturelt epicenter i de år dominerede den alternative og støjende rock de amerikanske universitetsradioer. Og fik god plads på MTV.

I begyndelsen af 1990’erne var alternativ rock en magtfaktor. Med langt uglet hår, skægvækst, løs flannelsskjorte, slidte bukser og genbrugstøj var den genstridige outsider paradoksalt nok indenfor i varmen i en global ungdomskultur, der havde Kurt Cobain som ufrivillig lederstjerne.

Det hjalp sikkert, da Radiohead i USA fik stemplet ’det britiske Nirvana’. Eller det mindre flatterende ’Nirvana Light’. For mens de stadig kørte rundt i en lille varevogn for at give koncerter på pubber og små spillesteder i hjemlandet, indledte de en succesfuld tur rundt i USA med ’Creep’ som rambuk ind til arenaer og hitlister.

I 1993 blev der pludselig lagt mærke til ’Creep’. Selv tegneseriefigurerne Beavis og Butthead gryntede og fnisede til den på MTV. Og forstod præcis, hvad den sang gik ud på.

»Hvis det ikke snart begynder at rocke, skal jeg sgu nok give ham noget, han kan tude over«, indleder Butthead, mens sløjfen på fire toner cirkler rundt under Yorkes mumlende stemme.

»Bare vent, det bliver fedt lige om lidt«, siger Beavis og stønner af glæde, da guitarriffet hakker sangen op til et støjcrescendo: »Yeah! Yeah!«. Indtil Radiohead falder tilbage i det tyste underspil.

»Hvad sker der? Hvorfor spiller de ikke bare den cool del hele tiden?«, siger Beavis, næsten desperat.

»Ser du, Beavis, hvis de ikke havde en del af sangen, der virkelig var en stinker, ville den fede del af sangen ikke være lige så fed«, svarer Butthead.

Suttede på Satans pik

Elsket og udødeliggjort på MTV. Mere kunne man ikke forlange i 1990’erne. Medmindre man var Radiohead.

Med ’Creep’ som trampolin sprang Radioheads debutalbum, ’Pablo Honey’, ind på den amerikanske hitliste. Men bandet kom til at hade ’Creep’. Ligesom Robert Plant ikke kunne udstå at synge ’Stairway To Heaven’, og Kurt Cobain næsten ikke kunne komme igennem at spille ’Smells Like Teen Spirit’.

’Creep’ var en radiovenlig og forsimplet alternativ rockhymne for dem, der svælger i selvmedlidenhed og fremmedgørelse. Den var alt det, som Radiohead ikke ville være. »En omgang lort« har Thom Yorke har siden kaldt ’Creep’, ligesom han til The Guardian har sagt:

»Vi suttede pik på Satan med den sang. Det tog halvandet år at blive de mennesker, vi var før ... at få følelsesmæssigt styr på det«.

Med tiden forsvandt den fra Radioheads koncerter. Fra 2009 til 2016 var den helt væk. For så overraskende at dukke op på sætlisten til de koncerter, Radiohead gav i forbindelse med udgivelsen af deres niende album, ’A Moon Shaped Pool’.

Om bandet vil det eller ej, fortæller ’Creep’ også historien om tilblivelsen af Radiohead. For sangeren Thom Yorke, guitaristen Ed O’Brien, trommeslageren Phil Selway samt brødrene Colin og Johnny Greenwood på henholdsvis bas og guitar fandt sammen som outsidere i skolen.

De gik på en streng friskole, hvor rektor ikke havde meget tilovers for kreative børn, og skolens bøller mobbede Thom Yorke, der født med en lammelse i det venstre øje altid så mærkelig ud.

De fem venner fandt sammen under musiklæren Terence Gilmore-James’ guidende forståelse. Han indførte dem i klassisk musik, filmsoundtracks, avantgardistiske kompositioner og traditionel jazz. Og inspirerede dem til at afsøge nyt musikalsk terræn.

»Skolen var kun tålelig for mig, fordi musiklokalerne lå afskåret fra resten af skolen«, har Yorke fortalt The New Yorker. »Klavererne stod i små båse, og jeg brugte en stor del af min tid på bare at hænge ud der«.

Fra en dag i 1985 mødtes Radiohead hver fredag og øvede i skolen musiklokaler. Deraf navnet On A Friday Night. Lige indtil de fik en pladekontrakt, og selskabet EMI pressede på for et andet navn. Det fandt de på Talking Heads-pladen ’True Stories’, hvor David Byrne synger:

»Transmitter!/ Oh! Picking up something good/ Hey, radio head!/ The sound ... of a brand-new world«.

Måske var ’Creep’ det bedste benspænd, Radiohead kunne få. For de havde ambitioner om at bryde reglerne og skabe en helt ny verden af musik. Men de fik kun fodfæste ved at spille efter de noder, der dengang formede tidens toneklang.

Please, could you stop the noise? I'm trying to get some rest

From all the unborn chicken voices in my head

What’s that?

(I may be paranoid, but not an android)

’Paranoid Android’, 1997

De ufødte kyllingers stemme i dit hoved?! Er du okay, Thom Yorke?

Man kunne godt blive bekymret for Radioheads forsanger, da de udgav sangen ’Paranoid Android’ 26. maj 1997.

Men inden man fik trukket Yorkes forvredne falset ned på jorden igen, var den på én gang guddommeligt og overdrevet komplekse sangkomposition stukket af mod storhed. Man ramte selv først jorden seks et halvt minut senere. Og opdagede, at virkeligheden ikke længere var den samme.

’Paranoid Android’ var varslet om albummet ’OK Computer’ – et værk, der her tyve år senere stadig fremstår som en af rockhistoriens største bedrifter. Det første album med Nigel Godrich som fast producer og såkaldt sjette medlem af Radiohead. Men tilløbet til ’OK Computer’ begyndte med kvalmen over at spille det samme under halvandet års uafbrudt turné.

Radiohead var på kanten af opløsning. Men sammen med produceren John Leckie og studieteknikeren Nigel Godrich gik de i gang med at hamskifte, der ikke kun ændrede Radiohead, men også hele den moderne rockhistorie, da de udgav albummet ’The Bends’ i 1995.

Med ’The Bends’ var Radiohead ikke længere endnu et band i rækken af endeløse gentagelser af den alternative rocks skabelon. De var tegningen til noget meget større.

Det var her, de tilførte keyboards i deres vokabularium og fandt ud af, at man ikke behøver at skrue op for volumen, når man vil hæve intensiteten. Mystik kan have samme voldsomme effekt. Det var her, Thom Yorke slap den personlige navleangst for at formulere sig om den skræmmende verden omkring ham – i stadig mere gådefulde vendinger. Og uden udviklingen af hans Jeff Buckley-inspirerede falset-krængende sangstil på ’The Bends’, var der ikke kommet nogen Coldplay, Muse elle Kent. Det var her, klynkerocken fik sin hjørnesten.

Abbey Road-fuldskab

Det var dog først med ’OK Computer’, at Radiohead for alvor lagde ekkoet af Pixies, U2 og Talking Heads bag sig. Eller løftede inspirationskilderne op til Radioheads egne profetiske genialiteter.

Som den tossede konstruktion af ’Paranoid Android’. En sang i fire næsten adskilte dele, der både skifter toneart og tempo undervejs. Inspireret af kompositionen i The Beatles’ ’Happiness Is a Warm Gun’ og sammenlignet med Queens’ mesterstykke ud i symfonisk rock, ’Bohemian Rhapsody’, men ifølge Radiohead selv en joke, der var opkaldt efter en deprimeret androide i Douglas Adams’ ’The Hichhikers Guide to the Galaxy’.

»Grundlæggende var det bare en undskyldning for at svejse en håndfuld halvfærdige sange sammen, Abbey Road-style. Det er Radiohead, der er fulde og holder fest. Jeg var der ikke, da de strikkede det hele sammen – jeg var blevet lagt i seng af de andre. Hvad den handler om? Romerrigets kollaps«, har Thom Yorke sagt om ’Paranoid Android’.

Vi har allerede lært, at Yorke godt kan godt lide at lægge afstand til sine egne sange. Ligesom han helst undviger, når fans eller andre berømtheder prøver at omfavne eller indkredse ham. Det uforklarlige bærer sin egen magi.

For nogle et irriterende selvoptaget karaktertræk. For andre essensen af den kamp mod kapitalisme, mod herskende strukturer, mod rockens forudsigeligt overfladiske klicheer og mod berømmelsens råddenskab, der tiltrak folk i enorme mængder til Radiohead og gav bandet status som rockens sidste sande modstandsfolk. I stadionstørrelse, vel at mærke.

Teknologi, vold og moderne angst

Thom Yorke og Radiohead kan iscenesætte sig selv i uforklarlige sætninger, lægge skjulte spor ud til fanbasen og drille omgivelserne med skælmske beskeder. Men de kan ikke styre fortolkningen af deres værk. Heller ikke af en sang som ’Paranoid Android’.

Hørt på afstand er det den sang, der med sin fortættede intensitet, sitrende musikalske kortslutninger og skiftende humørstemninger bedst indkapsler de temaer, der blev foldet ud på hele ’OK Computer’. Fra lurende sindssyge og vold til forbrugerisme, slogans og ikke mindst den moderne angst i sammenstødet mellem menneske og teknologi.

Mens resten af den engelske britpop svulmede op som kokainblæst storhedsvanvid i Oasis eller kravlede ned i et kaninhul med Blur, skabte Radiohead med ’OK Computer’ et album om og for en ny introvert og skeptisk computergeneration fuld af selvhad og afsky over for autoriteter.

Opsummeret i ’Paranoid Android’ var det lige så meget et ekko af Douglas Adams’ galaktiske blafferguide som af George Orwells dystopiske forestillinger om 1984.

I’ll laugh until my head comes off

I’ll swallow until I burst,

until I burst, until I

Who’s in the bunker?

Who’s in the bunker?

I have seen too much!

I haven’t seen enough,

you haven’t seen it

I’ll laugh until my head comes off

Women and children first

and children first and children

’Idioteque’, 2000

Det er svært at sige, hvad der var mest overraskende og skelsættende, da verden første gang hørte sangen ’Idioteque’.

Var det musikken? Det repeterende elektronisk beat med fire synthakkorder, der var samplet fra Paul Lanskys ’Mild und Leise’, et stykke eksperimenterende computermusik fra 1973. Væk var guitarens heroiske holmgang med livets store følelser. Tilbage stod en robotiseret klagesang med strygere, messinghorn og et abstrakt trommemønster. Skabt af Johnny Greenwood uden guitar og Thom Yorkes søsyge harmonier.

I en næsten klaustrofobisk tekst synger Yorke om en panik, der løber gennem etnisk udrensning, radioaktiv nedsmeltning og klimakatastrofen. Han samler op på tidens sorte samvittighed og frygt på en eksistentialistisk sang, der nægter at komme sin egen fortvivlelse og forvirring til undsætning.

Tre år efter at Radiohead havde skænket rocken et af de sidste store gesamkunstwerker, opløste de rockmusikkens faste form

Eller var det erkendelsen af, at denne lille omgang dampkogerrytmik med sine blåkolde tekstlinjer om apokalypsen faktisk var det mest poppede nummer på hele ’Kid A’?

Et album, der rystede rockverden i sin blævrende grundvold 2. oktober 2000 med sin opløsning af sangstrukturer i en eksperimenterende indoptagelse af jazz, klassisk musik, ambiente bjergkæder af klange og især elektroniske kompositioner inspireret af Björk og Aphex Twin. Med Johnny Greenwood mere optaget af at spille på Ondes Martenot, et tidligt elektronisk instrument fra 1928, end på guitar var ’Kid A’ et avantgardistisk værk. Og stik mod al logik strøg det ind på førstepladsen på den amerikanske hitliste. Som kritikeren Josh Tyriangel skrev i Time Magazine, da ’Kid A’ blev udvalgt til listen over de 100 bedste album nogensinde:

»’Kid A’ er det modsatte af easy listening og det underligste album, der har solgt en million eksemplarer, men også et bevis på, hvor kompleks popmusik kan være«.

Blip, båt, her gå det godt

Men det var også et album, der delte ikke bare fans, men også kritikere. Som magasinet Select spurgte i en hovedrystende anmeldelse:

»Hvad forventer Radiohead at få ud af at lyde som Aphex Twin anno 1993 – en medalje?«.

Hvad enten man blev blæst bagover af glæde eller galde, er der ingen tvivl om, at ’Kid A’ blev albummet, der trak Radiohead ud af 1990’erne og efterlod Pearl Jam, Tupac og R.E.M. tilbage i det forrige årtusinde.

Mens musikbranchen stadig var optaget af at sælge cd’er med dyre reklamekampagner, endnu dyrere musikvideoer på MTV og gode forbindelser til radiostationernes gatekeepere, var Radiohead i gang med at bygge og udvide fanbasen via internettet.

Den længe ventede opfølger til den millionsælgende ’OK Computer’ blev ikke lanceret med traditionelle kampagner. Den blev udbredt gennem små filmsekvenser, kaldet ’blips’, der kunne postes i fanfora. Som den tids svar på gif’er var ’Idioteque’ en lille sekvens af rytmiske klip fra et bordfodboldspil.

Og Radiohead tog med begejstring imod nyheden om, at ’Kid A’ var blevet lækket og blev delt af fans på den nye fildelingstjeneste Napster. Der gik endda rygter om, at Radiohead selv havde lækket albummet, da Thom Yorke udtalte:

»Napster skaber en begejstring for musik på en måde, som musikindustrien for længst har glemt at gøre«.

Før ’Kid A’ var ingen i musikbranchen interesseret i internettet. Det solgte ingen cd’er. Men da først ’Kid A’ og året efter tvillingealbummet, ’Amnesiac’, der var indspillet i samme omgang, gik til tops på hitlisterne, ændrede de store selskaber holdning. For et album som ’Kid A’ var jo i avisen The Observer blevet beskrevet som »et kommercielt selvmordsbrev«.

Igen skabte Radiohead et paradigmeskift. Og satte strøm til vreden. Men på en måde, der væltede hele rockmusikkens historie omkuld. Tre år efter at Radiohead havde skænket rocken et af de sidste store gesamkunstwerker, opløste de rockmusikkens faste form.

Som Thom York sagde til magasinet Rolling Stone dengang:

»Der er stadig mange ideer om rockmusik, der gør sig gældende. At søge ind i stofferne af kreative grunde, ikke som en del af éns livsstil, musik som en livslang forpligtigelse. Hvis det er, hvad folk mener med rock, fedt! Men jeg har svært ved at kalde den sti, vi har valgt, for rockmusik.

Because we separate

Like ripples on a blank shore

(In rainbows)

Because we separate

Like ripples on a black shore

’Reckoner’, 2008

Hvad vil du betale for sangen ’Reckoner’, hvis du selv kunne bestemme?

Med sin mediterende guitarsløjfe, de løse håndleds rytmer, sagte klaverakkorder, filmiske strygere og Thom Yorkes tusmørkesøgende falset taler vi her om et af Radioheads smukkeste øjeblikke. På en gang funky lavmælt og emotionelt majestætisk.

Den underspillede storhed på ’Reckoner’ indeholder ikke de store musikalske revolutioner.

Den tid virkede allerede afviklet for Radiohead, da de fem år tidligere, i 2003, havde udgivet albummet, ’Hail to the Thief’, hvor de vendte tilbage til guitarens eksplosive kraftfelt og mere konventionel sangskrivning.

I teksten på ’Reckoner’ findes titlen på det album, det kommer fra, ’In Rainbows’. Og det er her, det der med prisen kommer ind i billedet, for det er uden for musikken, at den radioheadske omvæltning ligger gemt denne gang.

Med ’Hail to the Thief’ afviklede Radiohead nemlig også sit forhold til pladeselskabet EMI. De havde opfyldt deres kontrakt og bad ikke om en ny. The New York Times kaldte Radiohead for verdens »uden tvivl mest populære band uden en pladekontrakt«.

Men 10. oktober udgav Radiohead ’In Rainbows’ via sin egen hjemmeside. Og prisen? Den bestemte du selv. Du kunne give 0, 150 eller 1.000 kr. for at downloade den digitale udgave af bandets syvende album.

Musikindustriens ground zero

Både Beyoncé, David Bowie og U2 har siden sneget sig ind på verden og udgivet et album som et overraskelsesangreb. Selv om det også er ren forretning i dag, har de udnyttet den frihed, som Radiohead var med til at give dem.

Uden reklamer eller forvarsel meddelte Radiohead over bloggen Dead Air Space, at det nye album udkom ti dage senere. I dag er det normalt, men ’In Rainbows’ var den første chokudgivelse fra et af de største navne i popsfæren.

Efter sigende blev det downloadet 1,2 millioner gange den første dag, og da Radiohead bagefter gjorde status over eksperimentet, havde betal-hvad-du-vil-modellen i løbet af de tre måneder, det stod på, indtjent mere end det samlede salg af ’Hail to the Thief’.

Efter de tre måneder udgav Radiohed ’In Rainbows’ fysisk og solgte yderligere tre millioner plader. I magasinet Time reflekterede Thom Yorke over bruddet med EMI:

»Jeg kan godt lide folkene på vores pladeselskab, men spørgsmålet er vel efterhånden: Hvorfor har man brug et pladeselskab længere? Og ja, det giver os sikkert også en eller anden form for pervers nydelse at sige ’fuck you’ til en forrådnende forretningsmodel«.

Selv om kritikerne og publikum elskede lyden af et band, der forvaltede sin kunstneriske frihed på ’In Rainbows’, var det bruddet med musikindustrien, der gjorde albummet skelsættende.

Først opløste Radiohead rockmusikken med ’Kid A’, bagefter kortsluttede de musikbranchen.

Til lyden af en sang så atmosfærisk og smuk som ’Reckoner’.

I’m not living

I’m just killing time

Your tiny hands

Your crazy kitten smile

Just don’t leave

Don’t leave

And true love waits

In haunted attics

And true love lives

On lollipops and crisps

Just don’t leave

Don’t leave

’True Love Waits’, 2016

Det er den afsluttende sang på Radioheads niende album, ’A Moon Shaped Pool’. Og skulle det blive det sidste album fra de fem englændere, der efterhånden nærmere sig de 50, er ’True Love Waits’ det perfekte punktum.

Radiohead er ikke gået i opløsning har og overlevet mange hårde kriser de sidste tredive år. Men gennem de sidste ti-tolv år har de enkelte medlemmer spredt deres koncentration over mange andre projekter end Radiohead. Det virkede ikke længere som deres førsteprioritet.

Thom Yorke har udgivet to soloalbum og været en del af supergruppen Atom for Peace. Johnny Greenwood har komponeret orkestermusik og soundtracks til film som ’There Will Be Blood’. Colin Greenwod har fotograferet og været med på andre musikeres projekter. Ed O’Brien har været involveret i kampen for musikeres rettigheder i den digitale tidsalder og har et soloalbum på vej. Og Phil Selway har optrådt med sit og Jarvis Cockers band i en Harry Potter-film samt udgivet et par soloplader.

Allerede med albummet ’King of Limbs’ fra 2011 mærkede man tabet af intensitet.

Med det album var der mere på spil i lanceringen af albummet som en avis end i numrene, der lagde vægt på rytme og lydkonstruktion frem for sangskrivning. Musikalsk kompetent, men uden den nødvendighed, der karakteriserer Radiohead.

For at gøre billedet af et band, der gør status og sætter to sidste streger under resultatet, komplet var ’A Moon Shaped Pool’ også en opsamling af sange, der havde skvulpet løst rundt i Radioheads musikalske maskinrum i årtier. ’Burn the Witch’ siden 2000, ’Present Tense’ siden 2008 og ’True Love Waits’ siden 1995.

Derfor var ’True Love Waits’ ikke kun en sårbar tankestreg af en vuggevise i sig selv. Det var ikke bare en sang uden guitar, hvor to pianoer lod et minimalistisk tema gradvis overlappe til et polyrytmisk mønster, mens Yorke med en hæs streg gennem sin stemme trak følelsen af farvel gennem den hypnotiske tekstur. Det var en sang, der opsummerede hele Radioheads historie, metode og forhold til sine fans.

Når Radiohead besøger årets udgave af NorthSide, er ’True Love Waits' måske på sætlisten. ’True Love Waits’ var årevis om at finde vej til et album, men Radiohead har spillet nummeret så mange gange live, at det er blevet et af fanskarens favoritnumre.
Foto: Chris Pizzello/AP

Når Radiohead besøger årets udgave af NorthSide, er ’True Love Waits' måske på sætlisten. ’True Love Waits’ var årevis om at finde vej til et album, men Radiohead har spillet nummeret så mange gange live, at det er blevet et af fanskarens favoritnumre.

That shitty liveversion

Første gang Radiohead optrådte med sangen, var under en koncert i Bruxelles. De var på turné efter ’The Bends’, og med en akustisk guitar sang Thom Yorke ’True Love Waits’. Bandet indspillede den til ’OK Computer’, men den kom ikke med på det endelig album. De prøvede gang på gang at finde den rigtige version under de sessioner, der førte til ’Kid A’ og ’Amnesiac’ fra 2001. Undervejs noterede Ed O’Brien på bandets hjemmeside:

»Det her er noget nær tilgang nummer 561, men det er en fantastisk sang. Vi prøver ganske enkelt at finde en måde at spille den på, der begejstrer os. Og vi har fundet en vej nu, vi har i hvert fald fundet ny tilgang. Det kan selvfølgelig være, det også bare er det rene lort, og vi helt har mistet plottet i den her sang. Please, lad det ikke være tilfældet«.

’True Love Waits’ fandt dog ikke plads på et album, men blev en livefavorit hos Radioheads fans. Bootleg-versioner af nummeret blev delt på nettet, og Radiohead tog en koncertoptagelse af sangen med på livealbummet ’I Might Be Wrong’ fra 2001.

»Vi har forsøgt at indspille den utallige gange. Og det ironiske er, at folk nu kun har den lorte dårlige liveversion«, sagde Nigel Godrich dengang til Rolling Stone.

Ifølge Godrich kræver en Radiohead-sang stadig, at Thom Yorke kan mærke, at den skiller sig ud som sig selv:

»Vi kunne indspille den, så det lød som John Mayer. Men det er ingen interesseret i«.

I stedet blev ’True Love Waits’ ved med at dukke op til koncerter. Og afprøvet i ny former. Den blev også et internt signal mellem Radiohead-fans – en sang, man kun kendte, hvis man virkelig fulgte Radiohead.

Måske var det, fordi Radiohead ville rydde op i gemmerne. Måske var det Thom Yorkes skilsmisse, der gjorde udslaget.

For sangen, der blev skrevet, dengang Yorke blev gift, fandt først sin endelige form, da han blev skilt.

Uanset hvad fortæller ’True Love Waits’ en sigende historie om Radiohead. Det er en sang, der hele tiden forandrer sig i zonen mellem bandet og omverden. En sang, der leder efter sin rette form i tiden, i betydningen og i teksturen. En sang, der tager det lange seje, skeptiske træk og flytter perspektiv fra en ung mands romantik til en ældre mands erfaring.

For til sidst at blive forløst med en dybt personlig klang. Ikke bare for Yorke selv, men for alle, der har mærket kærligheden sive ude mellem fingrene. Det er lige så melankolsk, som det er smukt.

Og meget mere Radiohead bliver det ikke.

Kilder: The New York Times, NME, The Observer, The New Yorker, Time Magazine, The Guardian, Melody Maker og Wikipedia 11. juni.

NorthSide, Aarhus. www.northside.dk

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce