Foto: Janus Engel

»Dans, for helvede«: For funk- og soulbandet D/troit handler det om at starte en fest – en dansefest

Det krævede en god portion overvindelse, før D/troit trygt turde bekende kulør som det, de er: et soul- og funkorkester, der får folk til at danse sig selv i smadder med dets højenergiske koncerter. For var det nu fint nok at spille soul? Det blev det. Lørdag spiller D/troit på Musik i Lejet i Tisvildeleje.

D/troit blev sig selv en forårsdag i 2013.

Bandets guitarist og primære sangskriver, Klaus Højbjerg, mødte op i øvelokalet i Kødbyen og havde som så mange gange før en skitse til et nyt nummer med. Men der var en lyd og en stemning over den nye sang, som var væsentligt anderledes. Pakket med funky guitarriffs, soulede vokalstykker og en eksplosivt imødekommende energi havde sangen et udtryk, som lå langt fra den garagerockede lyd, som de fem musikere ellers havde brugt omkring 10 år på at udvikle og forfine som rockbandet The Breakers. Men som de også efterhånden var ved at køre temmelig død i.

Skitsen blev til nummeret ’Soul Thing’, og rockbandet The Breakers transformeredes kort efter til fuldblodssoulbandet D/troit. Og ’Soul Thing’ er i dag et af D/troits mest populære numre, der stadig er på sætlisten, når bandet giver koncert. Nummeret blev for D/troit med pianist Mads Jensens ord »det, der startede det hele«.

»Vi blev virkelig revet med af den sang alle sammen. Jeg fik i hvert fald med det samme sådan en fornemmelse af »hell yeah, det er dén vej, vi skal. Vi skal ikke længere stå på et stadion og spille sådan løø-løø-løø«, hvis du forstår?«. Mads Jensen fører møjsommeligt højre hånd op og ned langs de imaginære guitarstrenge, han har foran sig.

Jeg møder Mads Jensen og forsanger Toke Bo Nisted på Café Mandela på Halmtorvet få hundrede meter fra D/troits øvelokale. Vi lægger optimistisk ud med at sætte os i en solstråle på terrassen, men må i klassisk dansk sommer-stil flygte i ly efter få minutter, da et pludseligt regnskyl spolerer de gode intentioner.

Indenfor småsludrer en lille håndfuld gæster afdæmpet ved bordene. Copenhagen Jazz Festival er kun lige begyndt, men ligger allerede som små puder under øjnene på de to herrer, der beskriver jazzfestivalen som »et af de travleste tidspunkter på året«. Senere skal de spille to jobs med D/troit. Først en koncert på Balders Plads på Nørrebro, og efter midnat skal folk danses i gang i Pumpehuset.


    De spiller Northern Soul, en genre, der slet, slet ikke er oppe i tiden, og de gør det så godt, at publikum stod på sæderne og dansede til P6 Beat-festen i Koncerthuset. De optræder under Musik i Lejet. Vi interviewer forsangeren og et par bandmedlemmer og vil gerne bede om et bandfoto - De spiller senere på Balders Plads, så det kan være de går og stiller op. Ellers som et cool gruppefoto på en gade i kvarteret. De er ret skarpe at se på med hvide skjorter, smalle slips etc. Foto: Janus Engel

De spiller Northern Soul, en genre, der slet, slet ikke er oppe i tiden, og de gør det så godt, at publikum stod på sæderne og dansede til P6 Beat-festen i Koncerthuset. De optræder under Musik i Lejet. Vi interviewer forsangeren og et par bandmedlemmer og vil gerne bede om et bandfoto - De spiller senere på Balders Plads, så det kan være de går og stiller op. Ellers som et cool gruppefoto på en gade i kvarteret. De er ret skarpe at se på med hvide skjorter, smalle slips etc. Foto: Janus Engel

»Vi kiggede bare på hinanden dengang og tænkte: Fuck, vi er på dybt vand, men det er sjovt igen. Det var sådan lidt en ud-af-kroppen-oplevelse, hvor man pludselig vil kramme, drikke nogle bajere og fortælle alle om denne fede nye ting, man har lavet«, supplerer Toke Bo Nisted, da jeg beder ham tænke tilbage på første gang, bandet spillede ’Soul Thing’.

Med hjælp fra Little Steven

Forud for forårsdagen i øvelokalet havde de fem medlemmer, der ud over Toke Bo Nisted, Mads Jensen og Klaus Højbjerg tæller trommeslager Jackie Larsen og bassist Stefan Andersen, i et stykke tid befundet sig i en famlende fase rent kunstnerisk.

Der skulle ske noget nyt med bandets lyd, men ingen af dem var helt sikre på hvad. De havde forsigtigt eksperimenteret med at bevæge sig væk fra det garagerockede og hen mod et mere soulet udtryk, hvilket især skete på opfordring fra den amerikanske pladeselskabsboss og Bruce Springsteen-guitarist Steven ’Little Steven’ Van Zandt, som bandet dengang samarbejdede med.

»Steven Van Zandt syntes, vi lavede nogle flotte melodiøse sange som The Breakers. Men også nogle sange, som i virkeligheden kunne foldes endnu mere ud. De ville have godt af at blive soulificeret, mente han«, forklarer Toke Bo Nisted, mens cafeens højttalere meget passende sender Aretha Franklins sjælfulde stemme rundt i lokalet.

Havde I det bare sådan: Cool nok, det gør vi?

»Ja. Vi var jo blevet signet på hans store selskab i New York, som var villige til at bruge ressourcer på os. Så vi var gamle nok til ikke at opføre os som nogle lalleglade 18-årige, der tror, de skal erobre hele verden med deres musik, og at alle andre skal bare holde deres kæft. Så vi var åbne over for det«, siger Toke Bo Nisted. »Da vi så rent faktisk begyndte at stille os ned i øvelokalet og prøve det funkede og soulede af, kunne vi fornemme, at der i virkeligheden var en masse paralleller mellem det og den musik, vi tidligere havde lavet«.

Når man spiller for en fyldt sal,

og folk danser, sveder og har det skideskægt over det, man gør, så er det det hele værd

Men at høre under et pladeselskab, der ligger på den anden side af Jorden, blev alligevel for kringlet, fortæller Toke Bo Nisted. Der var »for meget topstyring og for lidt dialog«, siger han.

»Vi skiltes ikke som fjender, overhovedet. Vi blev bare enige om, at det ikke rigtig fungerede. Så samarbejdet ebbede lige så stille ud«.

Men bruddet med pladeselskabet betød ikke et brud med den soulede retning, som Steven Van Zandt havde ansporet. Tværtimod. Bandet begyndte at have et ugentligt gig på baren Floss i Pisserenden, hvor de spillede covernumre af nogle af de soulmusikere, som inspirerer dem allermest – folk som Otis Redding, Sam Cooke, James Brown, Etta James, Aretha Franklin og Charles Bradley. På den måde kunne de fem musikere lige så stille tilpasse sig den soulede lyd hver især og ikke mindst lære at spille den sammen, forklarer Toke Bo Nisted.

»Det gav os en fornemmelse af, hvad det egentlig overhovedet ville sige at spille soul. Jeg skulle jo også lære at synge på en helt anden måde, og der hjalp de koncerter rigtig meget«.

Lagde Koncerthuset ned

Sideløbende med Floss-koncerterne gik bandet i hi i øvelokalet og begyndte at komponere. Der gik næsten halvandet år med flere ugentlige øvere, før bandet i efteråret 2014 turde springe ud som D/troit og give den første koncert med egne soulnumre.

Siden har D/troit spillet koncerter i massevis, både herhjemme og i udlandet, og bandet er blevet kendt for sin evne til at få selv de mest stivbenede koncertgængere revet med af musikken. Det skete blandt andet til P6 Beat Rocker Koncerthuset i 2015, hvor salen i løbet af 10 minutter blev omdannet til ét stort dansegulv, husker Toke Bo Nisted.

»Det var en fuldstændig fantastisk sal at få lov at stå og spille i. Alle kunstnere har kun ganske kort tid at spille i hver, så den skulle virkelig have 120 procent. Men heldigvis tog publikum virkelig godt imod os. De stod oppe på stolene og dansede og havde én stor fællesfest«.

I 2015 skrev bandet også kontrakt med det danske pladeselskab Crunchy Frog, som kort tid efter udgav D/troits første ep, ’Do the Right Thing’. Og 15. september i år udkommer bandets debutalbum, ’Soul Sound System’.

Men faktisk tog det en del tid for bandet selv at turde sige det højt og bekende sig fuldt ud til soul- og funkgenren, fortæller Toke Bo Nisted. Sådan helt uden ironisk omsvøb eller automatforsikringer til omverdenen om, at det selvfølgelig intet har med klichéfuld fritidshjemspædagog-fløjlsbuksefunk, slapbas eller andre slut-80’er-genfærd at gøre.

»Måske er der mange, især i den yngre generation, som mest forbinder soul og funk med sådan nogle musikhold, man spillede på i folkeskolen. Og så er det ikke lige det, der vækker mest interesse. Vi spillede i hvert fald allerhelvedes meget funk på min friskole«, siger Toke Bo Nisted.

»Så det har også været lidt af en overvindelse for os at skulle sige: Jo, fuck det, det er funk og soul, vi spiller. Fordi vi elsker at spille funk og soul. Men det kan godt tage lidt tid alligevel at skulle vænne sig til. At sige det højt og acceptere det, også selv om man er en granvoksen mand. Det lyder måske mærkeligt ... Men det er lidt, ligesom man skal tage sig sammen til at være ærlig og indrømme, at man godt kan lide at se håndbold. Og drikke Aperol Spritz, ha ha«.

Stilen er lagt, slipsene strøget og skoene (temmelig) nypudsede, når D/troit spiller live. Foto: Janus Engel

Stilen er lagt, slipsene strøget og skoene (temmelig) nypudsede, når D/troit spiller live. Foto: Janus Engel

Men hvordan har I det med at spille en genre, som måske ikke lige er den mest hypede eller den, der bliver spillet mest i radioen?

»Det er selvfølgelig ærgerligt, men det er bestemt ikke sådan, at vi synes, vi har noget at pibe over. Vi har jo selv valgt det, fordi vi kan lide det«, siger Mads Jensen.

»Og så har vi jo bare et radiomarked i Danmark, som er virkelig smalt. Der er et virkelig lille udvalg af radiostationer i Danmark og nogle public service-stationer, som har meget magt«, fortsætter Toke Bo Nisted.

Det handler måske også om, at folk bare hellere vil lytte til noget andet?

»Ja, det handler det helt sikkert også om. Der sidder nok nogle dj’s på radiostationerne, som vurderer, at der ikke er særlig høje lyttertal i soulmusik, og som også nok bare hellere vil spille noget andet. Men det er tankevækkende, at der er så relativt få radiostationer i Danmark, for på den måde kan det være lidt svært, hvis ikke man lige spiller den slags musik, som er mest populær«, siger Toke Bo Nisted.

Dans, for helvede!

Med til diskussionen om manglende airplay og soul- og funkgenrens generelle popularitet herhjemme hører også, at D/troit først og fremmest er et liveband, understreger Mads Jensen. Et band, som har det allerbedst med at give koncerter, have tæt kontakt til publikum og kunne sende folk dansende hjem i seng.

»Det vigtigste for os er, at vores musik kan mærkes. Og når man spiller for en fyldt sal, og folk danser, sveder og har det skideskægt over det, man gør, så er det det hele værd. Det er i hvert fald vores oplevelse, at folk virkelig må overgive sig til vores musik, når de hører os live«, siger Mads Jensen.

I bliver ofte booket til sene koncerter, hvor man virkelig skal have publikum i gang. Hvordan finder I den fornødne energi til det?

»Jamen, den kommer fra musikken i sig selv. I hvert fald for mit vedkommende. Så det er bare sådan, vores energi som musikere er. Det er det, vi har allermest lyst til. At stille os op på den scene og udstråle: Dans, for helvede!«, siger Toke Bo Nisted.

»Og så er det bare et kæmpe privilegium at kunne rive folk med. Og det kan vi tillade os at sige, at vi kan. For det har vi set igen og igen til vores koncerter«, siger Mads Jensen.

»Så i det øjeblik vi ikke kan smide den energi i det, skal vi ikke spille sådan her længere«.

D/troit. 22. juli. Bodega-scenen kl. 00.50. Musik i Lejet, Tisvildeleje. www.musikilejet.dk

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce