En ting er at finde gode spisesteder i centrum. Langt mere udfordrende er det at finde de små gedigne steder i randområderne af byen. De dukker heldigvis op med større og større hyppighed, og for nylig faldt et tip om, at man på Jyllingevej kunne spise både godt og billigt. Med det mundrette navn Valodia ligger her en lille restaurant med todelt lokale, et til rygerne (det største) og et til ikkerygerne. Da jeg ringede og bestilte bord, blev jeg spurgt og kunne derfor i god tid sikre mig en plads uden for røgen. Indretningen kræver ikke arkitektuddannelse for at blive analyseret. Her er bløde farver, røde toner og stivede duge og servietter. Spisekortet er relativt let at overskue, da her udbydes to menuer, hvorfra man kan købe a la carte. Klog politik, da stedet ikke er stort. Så må man hellere satse på det sikre og det enkle, og her var da hele aftenen igennem et fint tempo og ingen ventetid. Til menuerne er der vinmenuer, hvilket siger noget om stedets ambitioner, og som i øvrigt muliggør, at gæsterne på tryg vis kan prøve flere vine. Det er god politik og noget, flere steder burde tage op. Det behøver ikke kun være de mangestjernede steder, der tager højde for, at man gennem måltidet har det bedre med forskellige smagsindtryk til de forskellige retter. Ambitiøs kok Værten gør meget for, at man skal føle sig godt tilpas, og både han og kokken er flere gange i løbet af måltidet henne for at høre til velbefindendet. Her er hjemligt på den rare måde. Værten anbefalede os at tage dagens 3-retters menu (335 kr.) og så lidt bekymret ud, da vi takkede, men fordelte os, så medspiseren bestilte 5-retters menuen (465 kr.). Kort efter kom værten fra køkkenet med beskeden om, at den store menus hovedret (rullesteg af frilandsgris med svesker, brombær og urter) ikke kunne tilberedes, så i stedet ville vi begge få dansk oksemørbrad med sherrysky, der var hovedretten på den lille menu. Klar tale og hellere det end vente en evighed på maden. Kort efter kom en appetitvækker, der ikke lige vakte min største begejstring. Det var en lille 'ceasarsalad' med præfabrikerede croutoner, der smager gyseligt af dårlig olie. Hellere lade helt være end servere dette. Heldigvis var det ikke standarden for resten af måltidet. Som min første ret kom en gennemført i orden hummersuppe, tilsmagt med cognac og friske knasende sprøde porrer til at bryde den fyldige sødme fra den gedigne bisque (suppe, der koges på ristede hummerklør og skaller). Brødet til var nybagt, groft og lysår bedre end de indledende croutoner. Hertil et sikkert glas Chardonnay, Dunningan Hills. Medspiseren fik en flot stor portion rimmet torsk (saltede og marinerede rå tynde skiver torsk) med en lækker salat af æbler og kapers. En frisk hvidvin fra Bergerac til var også i orden. Medspiseren fik så en forret mere, og her såvel som i andre små indslag viser kokken, at han har nogle ambitioner. Til et lille stykke foie gras kom pergamenttyndt speltbrød, friterede pastinakker, rødbede og selleri, mens der blev skænket en noget for tør hvid portvin til den fede lever. En brødsvipser Hovedretten understreger, at mange stadig lægger stor vægt på stegen. Og kød - det var, hvad vi fik. Et særdeles mørt og velstegt stykke oksemørbrad kom med kraftig sherrysky, diverse rodurter og så en lidt gummiagtig kartoffelsag, der dog havde en god smag af hele mosede kartofler med pil, rørt med brunet smør og derefter (og det er her, gummieffekten kommer) bagt i ovnen. Vi fik skænket en kraftig Syrah-drue i glasset, og man sikrer sig, at ingen synes, det er en fedtet udskænkning. De to glas, der skænkes, svarer på det nærmeste til en halv flaske. I den store menu var der så oste, der holdt sig primært til det danske domæne, serveret helt enkelt med lidt små provenceoliven. Fint med den rene linje. Der var brie, danbo, grillet gedeost, røget danbo og blå ost. Igen en lille svipser - her i form af det brød, der lå under den grillede gedeost. Det var de her helt intetsigende minitoast, man kan købe i metermål hos grossister. Med det gode brød i kurven forstår jeg ikke den slags afvigelser. Her blev portvinen glemt, men da vi havde så rigeligt i glasset med rødvin, gjorde vi ingen indsigelser. Knas, sødt og blødt Det søde punktum var en tretrinsmodel, hvor min bød på knas, sødt og blødt. Det knasende var en nøddekrokant med ristet majs i hvid chokolade, det søde var en meget intens og lækker vaniljeis (hjemmelavet!) med en slags sød myntepesto på, der klædte den særdeles godt, og så til sidst en lille korrekt creme brulée, der jo snart er standard på enhver desserttallerken. Men man kan jo også kalde den lakmusprøven for dessertkøkkenet, og den blev bestået her. Den store menu serverede næsten samme slags dessert, blot var creme bruléen udskiftet med en nøddetærte. Mætheden var til at mærke, og vi valgte at lade kaffen vente til derhjemme. Regningen lød på 1.315 kroner for to personer med henholdsvis 3 og 5 retter og tilhørende vine. Man kan sige, at den store vinmenus merpris på 115 kroner for et lille ikke så velvalgt glas portvin ikke var det værd, men man kan også sige, at vi kunne have gjort det for 1.070 kroner, om vi havde holdt os til de sikre 3 retter, som vi blev anbefalet. Der er gode råvarer for prisen, og kokken vil noget med sin mad, men der er ikke tale om overraskelser. Pris, mad og vin tilsammen giver 3 pæne huer.