Skulle nogen have en gammel romantisk drøm om dengang i de store sibiriske skove, så kan jeg fortælle, at dér fik man kun kålsuppe, vodka og kaviar. Ingen af delene holder i længden, men det er frygtelig nostalgisk at gense det i en kælder, der på alle måder lever op til erindringen fra en rejse med Den Transsibiriske Jernbane i 1982. Når man træder ned i kælderen i Rømersgade, er man på et splitsekund ført tilbage til Bresjnevs storhedstid. Her er svagt indeklemt fugtigt, og pæren i lampen nær det bord, vi spiste ved, var gået ud. Dugene var ægte stoftryk i den stilart, der er ubeskrivelig, men som jeg i 1982 blev tilbudt at købe mange meter af, og den lille papir-'dug' under lysestagen var let nusset, lidt genbrugt og stærkt krøllet. På mange måder er det faktisk fantastisk, at man endelig finder sådan et uforfalsket sted i København. I ørerne har man straks og hele aftenen den skønneste russiske popmusik, og for at fuldende billedet sidder her flere russere og spiser deres hjemlands vemodige retter, mens de nyder stemningen. Menukortet er både på russisk, dansk og engelsk, hvilket tyder på en forventning om en alsidig kundekreds. Er man ikke til det individuelle (og det var man bestemt ikke i forgangne tider), er der menu, men jeg har det nu bedst med selv at bestemme og at se så meget som muligt, så vi kastede os ud i lidt af hvert af både forretter og hovedretter. Tålmodighed kræves Jeg havde udstyret mig med et par medspisere, så vi kunne se det meste af kortet på en gang. Udbuddet er ganske pænt. Med frygt og bæven bestilte vi således fire forskellige forretter og fire forskellige hovedretter. Frygten gik på, hvorvidt dette ville sinke vores middag voldsomt, men det bør køkkenet kunne klare, ellers skulle de lade være med at udbyde det. Det tog som frygtet sin tid. Men hvad der var den egentlige tidsrøver, er svært at svare på. Måske var den egentlige årsag en fejlslagen 5-årsplan, for selv drikkevarer og brød var næsten 20 minutter om at komme til bordet efter afgivet bestilling. Til gengæld var al maden superfrisklavet og hjemmelavet, så det taler jo for, at det er ventetiden værd. Da vi åbnede det imponerende kort over russiske øl og vodkaer, huskede jeg på, at næste dag var en hverdag, og at jeg på bemeldte gennemrejse havde drukket ganske glimrende 'vino karashnoje sohoje' (eller hvordan det nu lige skal staves ), altså tør rødvin. Dengang var det meget vigtigt at fremhæve, at vinen skulle være tør, ellers fik man næsten altid serveret noget, der mindede om sød portvin. Blandt de nævnte vine på kortet var karakteristisk nok kun to tørre, heraf den ene fra Georgien. Men ak, den var ikke nået frem, så vi måtte tage husets, der viste sig at være en lidt uinteressant vin de table fra Sydfrankrig. Så hellere drikke øl. Salt - en by i Ruland? Blandt kortets mange meget originale, gode sager valgte vi naturligvis en borsjtj (rødbedesuppe), en pelmeni med laksefyld (en art ravioli, dampet), blini med laks (der ikke er små, men store pandekager med let sød smag bl.a. fra boghveden) og en kombineret tallerken med et udvalg af de sursyltede ting som surkål, rødbede-ikra (grydestegning med løg og tomater og eddike), aubergine-ikra, marinerede svampe, supergode saltagurker og nogle flere blinis. Alt i alt glimrende hjemmelavede ting, blot blev det hele noget fadt, fordi saltleverancerne åbenbart var gået en anden vej. Alt manglede salt. Saltbøssen var også væk på bordet, men vi stjal fra nabobordet og tømte bøssen helt. Det russiske køkken er et kål-, rugbrøds- og fermenteringskøkken, og vi blev i den genre i vore madvalg. I øvrigt supplerede vi drikkevarerne med et glas hjemmelavet kvas, der er gæret rugbrød til tider krydret med citron. Har man først smagt kvas, er det som med retsina, man må bare drikke det on location, men derhjemme kan det knibe med at overbevise andre om herligheden. Hovedretterne bød på kalvekød i lertøjspotte, og det var på flere måder aftenens bedste, især fordi det havde fået den mængde salt, der skulle til. Her er tale om simrekøkkenet, når det er bedst. Kalvekød, kartofler, gulerødder, roer, urterødder og suppe, der simrer i lertøjspotte og serveres i en sådan. Det spises med cremefraiche i mangel på den skønne smetana (russernes syrnede fede mælk). Gode blinis Shashlik er en klassiker med marineret krydret lammespyd og salat til. Ikke så mange dikkedarer. Kylling Kijev er en anden klassiker, men set med postmodernitetens øjne er det en nutidig ret. Det lader nemlig til at være Chicken McNuggets forløber, der kan tilskrive sig oprindelse i det russiske køkken. På tallerkenen kom et stykke rygende varm kylling med noget god dressing smurt på, hvorefter stykket var blevet dyppet i brødkrumme og dybstegt. Tilbehøret var råstegte kartofler. Endelig var der de gode store blinis med fyld af hakket kød og løg og selvfølgelig serveret med cremefraiche. En god ret, hvis der havde været salt nok. Hovedretterne koster cirka 160 kroner for de store retter og en fyldig sag som rødbedesuppen fås for 40 kroner, så med nogle øl til kan man let spise for 300 kroner per person. Skal det gøres billigere, er forretterne så store, at to af dem snildt kan mætte selv en sulten jernminearbejder fra Midtsibirien. Maden er gedigen, og det er med glæde, man konstaterer, hvor hjemmelavet den er. Men ventetiden er alt for lang, og mad må ikke i den grad mangle salt. Alligevel er her til 3 huer for en utrolig særlig oplevelse i gensynet med Rusland.