Det gode rygte om lave priser og god mad er løbet hurtigt, og det er svært at få bord i Restaurant Cofoco. Navnet refererer ikke til et eksotisk ukendt etnisk køkken, men er en forkortelse af Copenhagen Food Consulting. Det er nemlig den smarte business stil, der præger stedet, hvor fire driftige drenge har skabt et New Yorker-inspireret super enkelt, næsten stilrent sted med mad for to til 5-600 kr. Køkkenchefen Casper Aaquist og kok og idémand Torben Klitbo har begge en fortid på Konrad, mens Anders Aagaard Jensen og Christian Lytje begge har indsigt i kulturlivets æstetiske dimensioner gennem andre faglige uddannelser (design, drama m.m.). I kombination med et godt forretningstalent har de indrettet de høje kælderlokaler, der før husede en orientalsk mavedanserrestaurant, ved at få Bo Concept til at levere de enkle møbler i cremet stil med råt touch. Sidder man ikke ved de hyggelige firemandsborde af træ med læderbetrukne armstole, kan man sidde ved det høje langbord, over hvilket der skinner tre imponerende lysekroner købt antikvarisk fra det danske konsulat i det tidligere dansk Vestindien. Slanke tulipanglas og stofservietter fuldender den stramme, men hyggelige opdækning. Spisekortet er enkelt. Man kan kun bestille aftenmenu med tre retter. Det koster 225 kr., og så kan man vælge mellem tre forskellige forretter, hovedretter og desserter. Skulle man være til mere, kan man få ost som tillæg for 50 kr. Vinkortet er tilsvarende simpelt. Fire hvide og fire røde, en dessertvin og to slags øl fra Brøckhouse. Alle vine fås i glas, og priserne er enten 100, 200 eller 300 kr. for en flaske og 25 eller 50 kr. for et glas. 50 cl øl koster 50 kr. Man behøver ikke regnemaskine for at tælle regningen sammen hos Cofoco. Der er også Hildon modevand til 25 kr. for liter, men man kan uden bøvl også få almindelig isvand gratis. Tjekket og tjept Så langt, så godt, og den gode historie fortsætter, fordi maden faktisk er særdeles veltillavet og byder på en del håndværk, som ikke alle orker at stå og fedte med derhjemme. Det er klart, at der ikke er tale om innovativt køkken på topniveau, men vi er faktisk et godt stykke på vej mod toppen, både hvad angår kombinationer og brug af råvarer. Og så er der tjekket. Servicen er som i kystbyerne i USA, hvor man altid kan nå to serveringer per aften. Og skal man i teateret, er man sikret, at man kan nå sin 8-forestilling, hvis man bare siger det. Vi var dårligt sat ned, før vin, vand og et ualmindeligt lækkert hjemmebagt brød stod foran os på et lille skærebræt, så vi selv kunne bestemme tykkelsen af skiverne. Min medspiser fik en terrin af kalveskank smukt samlet med lidt aspic og velkrydret i kødet med en senmoderne udstrøget klat af pærepure og en meget meget fin salat med sprøde tynde citronmarinerede pæreskiver, der matchede kødets salte smag fortræffeligt. I det hele taget kan køkkenet en hel masse med at kombinere salt, syre og sødme med det sprøde, det bløde, det cremede osv. Det kom også til udtryk i min risotto med sprødstegte blomkål til de bløde langtidskogte aborioris drysset med knasende stegte pistacienødder og frisk letbitter brøndkarse. Hertil et enkelt glas Riesling fra Josmeyer 2002 i Alsace (50 kr.). Det er klart, at vinudvalget ikke kan være det store, men de flasker, der er, favner bredt til den gode pris. Gris og græskar Efter passende pause kom min saftige steg af nakkekam fra en Grambogaard-gris. Den lå på en allestedsnærværende puré her af græskar, og der var også ovnstegte græskar til. Eneste personlige anke er, at hvis man nu ikke elsker græskar, så ville det være skønt med to forskellige grøntsager i tilbehøret. Men det er en smagssag, og det fungerede fint med hakkede sorte oliven og en dejlig skysovs fra kødet. Alternativt kunne jeg have valgt lammeculotte med gedeoste-kartoffelpuré og bagte rødbeder med frittet salvie. Den så også god ud. Min medspiser prøvede fiskeretten, der var en lille gryde med dampet helleflynder, mens der på tallerkenen lå en pocheret æggeblomme, kogte porrestænger med fyld af æblesalat og naturligvis en æblepuré som bund. Fisken er en af de fineste fisk og bekræfter, hvor bevidst råvarerne udvælges efter høj kvalitet og god smag. Den havde fået en lille smule for meget varme, men smagen var stadig god. Vi drak en Bodega Norton Reserve Malbec 2002 fra Argentina til 200 kr. og måtte gentagne gange forbløffes over det flotte høje niveau, der holdes til denne særdeles overkommelige pris. Desserterne var en creme brulée, der vel snart går over i historien som dansk nationalspise, her serveret med kvædekompot; en flot blodappelsin fromage med syltede blodappelsinstykker til anrettet med sprødt krymmel af knust honningkage og endelig en pæretærte lavet a la søstrene Tatin (dvs. på hovedet) og serveret med den skønneste kardemommeis, jeg længe har smagt. Kaffemulighederne er stempelkande, men vi var så godt forsynede, at vi standsede her og endte med en regning på 650 kr. Det er, som man siger, et fund til prisen, og drengene fra Cofoco fortjener i høj grad deres fire kokkehuer, det er lige en til hver.