Det er ikke alene nydeligt, det er også pænt«, kunne man udbryde i en slet skjul omskrivning af H.C. Andersens 'Svinedrengen', i hvis fødeby stedet for dette måltid skal findes. Det er nemlig præcis sådan, jeg har det efter en særdeles behagelig aften på Restaurant Klitgaard. Køkkenet kan sit håndværk, det har fulgt med i tidens tendenser, og det bruger råvarer fra de lokale producenter, hvilket bestemt taler til dets fordel. Lokalet er roligt, afdæmpet og rart at være i, blot kan jeg ikke begribe, hvorfor selv nogle af de bedste spisesteder i provinsen har hang til at spille - om end dæmpet - musiksak hele aftenen. Måske for at overdøve, hvis her er alt for tomt, for Odense sådan en sen torsdag aften i januar er godt nok ikke noget oplivende syn. Her var dog i betragtning af gadernes tomhed relativt mange, hvilket ikke influerede på køkkenets fine kadence i servering og ej heller på den meget, meget venlige og hjælpsomme betjening. I øvrigt skal der her indsparkes en rose til flere af de fynske restauranter, der har fanget den trend, der hedder: 'vi gider ikke nyde maden i røg og damp'. På menukortet står, at rygning først er tilladt efter klokken 21. Fint princip i balance mellem det puritanske og det ligeglade. Udvalget er overskueligt, men godt og med variationsmuligheder. Kort fortalt er der seks retter på den eneste menu, og herfra kan man plukke mellem tre (395 kroner) og seks retter (635 kroner). Vi nøjedes med tre, men fordelte os, så vi kunne se det meste. Det er dog også muligt at købe retterne enkeltvis. Mens priserne ligger ganske højt for maden, er de tilhørende vinmenuer ikke ublu, hvilket skal ses i lyset af Klitgaards ikke så store vinkælder med et overkommeligt vinkort i mellemlejet. Da vinmenuen ikke helt ramte vores smag, forhørte vi os om mulig udskiftning af et par af glassene, men her er besøgstallet for lille til, at man kan købe andre glas end de i vinmenuen udbudte. Til gengæld har vinkortet flere halve flasker, så sagen kan ordnes på denne måde. Pocheret pighvar og julesalat Min medspiser lagde ud med pocheret pighvar i tre pæne små stykker på en lun julesalat, hvorover der var hældt en østersskumsauce med lidt jordnødder og purløg. Inden for genren af nytænkte stilrene retter er dette en form for klassisk fremstilling med et tvist. Skumsaucerne er stadig på deres højeste hos Klitgaard. I glasset blev skænket en riesling 1999 fra det gode hus Hugel, hvorfra jeg dog har smagt adskilligt bedre flasker end denne. Selv fik jeg en letcremet hvidkålssuppe med en stor ravioli med fyld af fynsk griseskank. Over hele anretningen var rundhåndet høvlet ultratynde skiver af sort vintertrøffel. Hvis man skal lære at spise mere hvidkål, var dette måske måden at begynde på. Suppen var pureret og smagte skønt helt uden den bitre bismag, kogt kål kan have; raviolien udmærkede sig ved den sjældne egenskab både at være kogt ordentligt og samtidig have saftigt fyld. Det er en sjælden kunst. Trøflerne gjorde bestemt heller ikke skade, og man kunne søbe de sidste rester op med de små lune hjemmebagte dekorativt formede kuvertboller. I mit glas kom en kraftig hvid italiener (og her tænkes ikke på hønseracen), hvis navn er forsvundet i rejseroderiet, men som kunne langt mere, end jeg havde forventet. Et godt valg til denne ret. Nydeligt tallerkenmønster Passende pause og vi fik præsenteret og skænket af en halv flaske Gigondas 2000, Dom. St. Gayan til 230 kroner. Den gjorde ingen fortræd, smagte fint, men væltede os heller ikke ned af stolene. Den ene hovedret var fra havet og bestod af to pæne stykker bagt torsk anrettet som alt andet i et nydeligt tallerkenmønster med små æg af brandade (klipfiskepuré), der gjorde noget rigtig godt for torsken. Rundt langs kanten var tegnet en symbolsk stribe kikærtecreme med små dråber af oliventapenade, der til min undren var smagt til med lime. Øverst pyntede sprøde rugtuilles (meget tynde kiks), mens bunden var lagt af en pæn portion sauterede courgettestænger. Alt i alt en god fortælling fra det sydeuropæiske bortset fra strejfet af limeskal. Den anden hovedret var okse fra den gode fynske gård Grambogård. Her var både rosastegt mørbrad og mørt braiseret bryst anbragt på en lille portion ragout af linser fra le Puy, karamelliserede skalotteløg og et 'æg' med persillekartoffelmos. Som 10-tallet i vores karakterskala siger: 'Den udmærkede, men dog noget rutineprægede præstation'. At appetitten måske er større i provinsen kommer til udtryk, når den søde værtinde gentagne gange og med let forundring spurgte, om vi dog ikke ville have mere af hovedretten. Men næh tak, vi ville hellere se desserten, der var betegnet som eksotiske desserter i udvalg. Efter nærmere udspørgen erfarede vi, at det bød på noget med banan (stærkt eksotisk!) ananas og kokos. Vi undlod dessertvinen og nød i stedet resten af Gigondas'en i den passende korte ventetid. Desserten viste sig at kunne meget mere end blot at være banan, ananas og kokos. Tre små anretninger med hver sin frugt. En slags glaseret banan'tærte', der visuelt mindede om rugkiks med banan, men som smagte sprødt og sødt, over for en perfekt kokos-creme brulée med kokossorbet, modspillet af en braiseret frisk ananasbåd i rørsukkersirup, ananassorbet og en sprød bagt chips af ananas. Fin balance mellem sød, surt, friskt, tungt, blødt og sprødt. Dejlig dessert, der endte med at give os en regning for to på 1.148 kroner, hvilket er passende for det pæne og gedigne niveau, der holdes på Klitgård. Fire huer til et godt sted i fødselaren Andersens by.