Man kan sige meget om Skovriderkroen - og det gør man også. Der har været mad, udskænkning, dans og forlystelsessyge folk i en menneskealder i de gule bygninger ud til Charlottenlund Forts strand. Dele af de nuværende lokaler stammer fra 1930'erne, men i alt væsentligt er den nye Skovriderkro blevet til i den millionombygning som blev foretaget i 1990'erne af købmand og ejer Niels Roest og cafékonceptguruen Jan Rode. Folkeviddet er som altid hjerteløs, men også rammende i sin satire. 'Damhus Nord' er Skovrideren blevet døbt i en ironisk hentydning til klientellet af velbeslåede herrer i hyttesko og kvinder i fuld krigsmaling, der stiller op til kødmarkedets rituelle pardanse og narrestreger på stedet. Natklubben har et vist ry for at være jagtmark for de typer vildt, der nu forefindes i de sorgløse, nordlige kommuner, og sæsonen varer hele året. Ikke meget anderledes end på forlystelsescentret syd for byen, den gamle Damhuskro - men nok henvendt til andre indtægtsgrupper. Same ballgame - different cologne. Fransk landkøkken Denne aften var stemningen nu god og fuldkommen afslappet på Skovrideren. Sommervinden viftede blidt i de høje træer, unger med topmaver og softiceskæg legede i haven, og der blev grillet på terrassen. Stilen var helt nede på jorden og alle kunne være med. Et nyt og meget erfarent, talentfuldt og bundsolidt hold er på det seneste rykket ind på Skovriderkroens eksklusive, mørke trægulve. Francis Cardenau - en af vores bedste kokke herhjemme med adskillige Michelinstjerner på cv'et - og to absolutte topsommelierer: Jesper Boelskifte og Erik Gemal Witting - danske, nordiske og internationale mestre i deres fag. Køkkenchefen på stedet hedder Dan Christiansen. Spisekortet er godt og overskueligt opdelt i nogle kategorier: Lette og friske retter, fyldige, kraftige, rustikke - osv. Vinkortet har de samme opdelinger, som gør det nemmere at kombinere, hvis ikke lige man kan sine chateauer og producenter på fingrene. Derudover har man på Skovriderkroen ligesom på Le Sommelier indført den glimrende tradition for glasvis udskænkning af et stort antal flasker fra vinkortet. Køkkenet har bund i det franske landkøkken - dér mærker man Francis Cardenau med det samme. Et klart japansk tilsnit er der også i flere af retterne. Priserne er ikke uventet i den højere ende: forretter ligger fra hundredekronesedlen til 135 kr. og hovedretter fra 155 til 190 kr. En aftensmenu til 335 kr. er der også, og den nappede min gæst, da han hørte, at den startede med stegt knurhane og fortsatte med oksefilet. Jeg prøvede en af de japanskinspirerede retter til at starte med og en rustik, mere fransk-italiensk inspireret hovedret. Elegante forretter Knurhanen var smukt sprødstegt og blev serveret med lidt glaserede stave af persillerod og en lille elegant beurre blanc-sauce med purløg. Sommerligt og let og meget velsmagende. Kunne den have klaret en lidt løsere hånd med saltbøssen? Måske. Men den klarede vi selv ved bordet. En fin lille ret. Selv prøvede jeg den såkaldte »japanske tuntatar med lakserogn og wasabicreme på saeeasin blinis med seaweed sauce«. Tre små, meget delikate, luftige blinis var foldet omkring en skefuld cremet tuntartar. (Finthakket tun rørt i en ganske let, cremet dressing). En lille salat var anrettet på midten af tallerkenen og tilbehøret til blinis'erne var derudover tre små skefulde af den såkaldte seaweedsauce - en ret innovativ tapenade af noritang med lidt lakserogn på toppen. Selve tuntartaren smagte ikke af særlig meget og blev en lidt fad omgang; Dér ville jeg nok overveje at sætte ind med en smagsgiver af en art. Ikke mindst fordi hovedrollen blev overtaget helt af tangsaucen, og det bragte retten smagsmæssigt lidt ud af balance. Men anretningsmæssigt var der ikke en finger at sætte; en meget elegant og delikat forret. I glasset fik min gæst en klassisk Pouilly Fumé fra Henri Bourgois, 2000 til 70 kr. glasset; selv prøvede jeg en spændende, eksotisk spansk Gewürztraminer, 2002, Viñas del Vero, Somontano, Spanien - til 60 kr. for et glas. Velsmagende kalv, stiv risotto Der kom lidt tungere skyts på bordet med hovedretterne. Min gæst fik oksefilet, syltet kalvebryst og røget brissel, serveret med et sydfransk tilbehør i form af langtidsbagt tomat og braiseret fennikel foruden en dansk sommerkartoffel. Røget brissel var ikke mindst interessant - ret kraftig i røgsmagen, men det holdt - ikke mindst på grund af brislens naturlige fedme. Stor smag. Flot hovedret med den lille - men dog noget kedelige skønhedsfejl, at oksefileten havde fået for meget denne aften og var blevet grå. Det var min kalveculotte til gengæld ikke. Mere perfekt stegt og velsmagende stykke kalvekød skulle man lede længe efter. Den havde fået en såkaldt toscansk urtepesto påsmurt stegeoverfladen og blev serveret med en olivensky, en timbale af rød piment og en cremet risotto. En uhyre velsmagende, rustik kødret. Eneste anke var risottoen, som desværre var en lidt for stiv grød denne aften (man kunne næsten skære af den ...). Vi drak en vældig god sydafrikaner til hovedretterne: en 2000'er, Laibach fra Stellenbosch - blandet Cabernet og Merlot. Flot vin. Halvliters Badoit gik for 25 kr. stykket. Noget kostbart leje Min gæsts dessert var en sommerlig sag: hindbærsuppe med blandede bær og en lækker is på melon, mango og passionsfrugt i en nøddekurv. Frugtsupper er klassisk og godt, og isen var glimrende med en perfekt konsistens; men nøddekurven var blevet sej denne aften. Det kan ske - men det tager unægtelig lidt af fornøjelsen, hvis ikke den er sprød som glas. På min tallerken var der en rabarber creme brulée og en appelsinsorbet lagt på en såkaldt rabarberterrine (en skive af møre stave af rabarber, presset i form). Eneste skønhedsfejl var, at man skulle have givet creme bruléen en tur til med gasbrænderen; sukkerlaget havde ikke taget farve og var derfor ikke sprødtkaramelliseret tilstrækkeligt. Et glas af en fremragende dessertvin 1999 Quarts de Chaume, Domaine Baumard, Loire gik for 85 kr. Hermed endte regningen på 1.390 kr. Det anbringer Skovrideren i det noget kostbare leje for, hvad angår det store aftenkøkken. Med så skarpe folk på broen og i køkkenet er Skovrideren bestemt et sted, der bør have fire kokkehuer. Når der alligevel ikke sidder det i rammerne skyldes det, at vi alligevel oplevede lige lidt for mange smuttere denne aften til, at vi kan nå derop med en regning på næsten 1.400 kr. Men det piller ikke ved det grundlæggende indtryk af et godt, gedigent og dygtigt køkken i sikre hænder, venlige tjenere og som sagt meget dekorative omgivelser. Husk også, at der er andre spisemuligheder på kroen. Brasseriet har retter til under en hundredekroneseddel, og i sommertiden kører man et meget fornuftigt grillkoncept, hvor man kan spise sig mæt i diverse lækkerier for 185 kr. Brunch er også en mulighed på stedet, hvor man formedels 149 kr. bør kunne trille hele vejen hjem. Tre huer og en anbefaling. Skovrideren rider igen.