Det var en fredag aften - og folk, der følger med i de gastronomiske nyhedsbulletiner, ved selvfølgelig, at Saxogade nu også er rykket frem i skudlinjen. Da vi åbnede døren til restaurant Cristal Palace, var vi simpelthen ved at blive blæst ud igen af støj- og latterniveauet, og tjeneren, den venlige, omhyggelige Christophe, der den aften må have tilbagelagt maratondistancens 42 km på de få kvadratmeter gulvplads mellem anretterbordet (der er en køkken-klap) og de mange små 60 x 60 cm-borde, var endnu i fin form. Vi fik endda lov til at udskifte det reserverede topersonersbord med et andet i noget længere afstand fra aftenens værste støjsender, det lange med 12 højt råbende mænd. Så alt tydede på en god oplevelse, som vi også trængte til efter vores skrækkeligt lange køretur gennem det halve Vesterbro. Saxogade er nemlig ensrettet - vi skulle i nummer 3 - og da chaufføren ikke måtte køre ind fra Vesterbrogade, begyndte han at lede efter alternativer, parallelgader - og endte høfligt med at slukke for taxameteret. Tak. Faktisk ligger Cristal Palace skråt over for Føtex, nu ved De det, hvor vi til sidst insisterede på at blive sat af. Det er selvfølgelig køkkenet, som i løbet af seks måneder har gjort Cristal Palace til et nyt, smart og kendt københavnsk samlingssted for it-folk (gætter vi) og den slags, der også ønsker at være in. Penge koster det i hvert fald. Ejerne, som vi fik udpeget af vores tjener, Vincent og kokken Philippe, vil jeg beskrive som franskmænd med en trang til ufranske overraskelser. Herom senere. Men den dybt charmerende, gyselige indretning med blomstret flocktapet og gulddekorerede paneler, røde fløjlsportierer, Louis Seize-stil-sofaer, leopardpuder på træstolene og et zebraskind på væggen mellem alle spejlene i guldrammer er ligesom de lange perlekæder hængende omkring baren og de bølgende, transparente loftgardiner med guld - ja, et syn! Et pragtfuldt syn for en nordbo. Man kan også sige en dybt fascinerende og pragtfuld kontrast til den rene og simple skandinaviske smag. Jeg var i hvert fald overvældet. »Min mund keder sig« Man skal sørge for at sidde mellem venlige mennesker, der er villige til at rejse sig op, mens man selv sætter sig - og vi gnubbede stoleryg og bord med virkelig flinke medgæster, og så kunne festen begynde. Vi var blevet så kåde, at vi startede med noget så sommerligt og sydeuropæisk som et glas anis (28 kroner) fulgt af en karaffel vand, og det selv om der var tre grader og sort udenfor. Og alt imens studerede vi det ikke alene for Saxogade, men for København højst usædvanlige menukort. Hvor herligt at møde næsten lutter overraskelser. Indledningsvis var der snegle på spyd i tempuradej, røget laks med agurk og spansk chorizopølse blandet med italienske ricotta, blomkålsstuppe med græskarolie og crostinier med rillette af sardiner, cassoulet med pimentos og serranoskinke og foie gras-terrine med syltede bær, rucola og toast. Alt til priser mellem 68 og 88 kroner. Det var sandelig oplivende læsning, men kan det holde, spurgte vi forsigtigt hinanden. Christophe ville gerne vide, hvad vi ønskede til hovedret, og det var straks meget sværere. Der var fire muligheder. Perlehønebryst - for tiende gang denne vinter - og på hvide bønner fik mig til at tænke på nogle venners lille dreng. »Min mund keder sig«, sagde han, når han blev stillet over for en ret, han enten havde fået serveret for tit eller ikke kunne lide. Risotto med japanske shitakesvampe - havde det så endda været kantareller - og med kyllingevinger, der som bekendt er så godt som kødløse, var heller ikke noget, men derimod kunne jeg godt fristes af tunfiskefilet med syrlig tomatrelish og noget så specielt og mig ukendt som wokstegte ægnudler med tang. Men så stod vi lige midt i problemet. For den sidste mulighed, côte de boeuf, serveres kun til to personer, og Christophe var - hvad vi siden forstod - ikke rede til indrømmelser. Og der stod 'bøf' i øjnene på min gæst. Resultat: Vi endte med at bestille husets côte de boeuf (195 kroner pro persona), og det er den største servering, jeg til dato har oplevet på en restaurant. Kød til et regiment soldater Vi fik en kompliment fra Christophe, da vi fra vinkortet valgte en Côtes du Rhône, Saint Cosme, til 215 kroner - samt kommunens drikkevand - og min vens foie gras-terrine (88 kroner) serveret med solbær, syltet med rødvin, og let ristet hjemmebagt brød var mild og indbydende. Og selv om det lyder mærkeligt, så befandt skiverne af den fine røgede laks, bedste kvalitet, sig udmærket i selskab med den småtskårne spanske chorizopølse, rørt op med ricotta og enkelte agurkeskiver. Og synet var også en glæde. Så kom Christophe og satte brødkurv, salt og peber til side, og det havde sin grund. På bordet placerede han et bakkestort hvidt fad omkring en halv meter langt, måske mere, og på det lå der røde kødskiver og enkelte ben med kød, kort sagt, côte du boeuf i sådanne mængder, at der var nok til at mætte det ofte omtalte regiment soldater. Og i den ene ende af fadet befandt sig, hvad Christophe kaldte gnocchi af kartofler med haricots verts. Vidste jeg ikke bedre, ville jeg sige genopvarmede kartofler, serveret med lidt for længe kogte grønne bønner samt forårsløg. Og en sauceskål var der også blevet plads til på det enorme fad. Den må køkkenet nu forbedre, der var ikke meget smag og kraft i den, selv om den står beskrevet som med sechuanpeber - den virkede fortyndet. Men det var jo også en travl fredag aften i en overbelagt restaurant. Behøver jeg at tilføje, at vi hverken kunne spise helt eller halvt op? Vores desserter var til gengæld noget nær perfekte. Min ven havde bedt om chokofingers, en slags udskårne stykker af en kage lagt sammen med chokolade og mokka (68 kroner), og han var mildt tilfreds. Mit eget valg var stykker af frisk ananas, marineret i - spørg mig ikke hvilken spiritus - og med en sjapis, en granite (57 kroner). Vi sluttede med to gange café au lait til 44 kroner, og hele regningen blev på 1.003 kroner. Ikke en billig middag, men havde vi taget perlehønen, var den da blevet cirka 80 kroner lavere. Cristal Palace, der drives af venlige, overtravle, ambitiøse mennesker, får tre pæne kokkehuer og tak for en virkelig overraskende aften - og en rar.