Man kan trygt anbefale folk, som gerne vil prøve mange forskellige slags øl, at gå i Gullivers et stenkast fra Kongens Nytorv, helt præcis i Gothersgade 2, men en advarsel allerede i første sætning. Det forudsætter unægtelig, at man ikke har noget imod et rystende dårligt køkken. For nu at blive ved øllet, der er Gullivers eksistensberettigelse, så talte og talte vi og nåede op på 17 slags fadøl og 21 forskellige former for flaskeøl samt seks ales, og de kom ifølge kortet fra så vidt forskellige lande som Japan og Danmark, der er repræsenteret ved Hancock, som i min barndom hed Thordahls Bryggeri og såmænd lå i min fødeby, Skive. Otte slags cider var der også. For Gullivers' forbillede er den engelske pub - delvis. Man kan spise fortrinligt på engelske pubber, og man kan spise fra tåleligt til rædsomt - og ha' medlidenhed med mig: For da min medspiser, som jeg holder meget af, havde taget den første mundfuld af sin steak and kidney-pie til 90 kroner, snerrede hun et vredt: »Det troede jeg aldrig, du ville byde mig«. Og så var hun endda sluppet for dagens suppe, en svampesuppe, »selvfølgelig hjemmelavet«, da hendes valg af forret, et stykke med røget laks, var udsolgt. Engelske nationalretter Vi lever i en tid, hvor der er blandet godt rundt på begreberne og både serveres god mad og et rart glas i baren og en stor snack ved bordet med dug, og vi havde sikret os mod ubehagelige overraskelser, så godt vi kunne. Syntes jeg. Og vi fik da et bord for os selv. Ja, selvfølgelig er al maden hjemmelavet, sagde den søde servitrice, og alt kommer fra vores eget køkken, hvor der er en udmærket kok, som er engelsk og kan sine klassikere, og ejeren er også englænder og en slags garant for den ægte vare. Og mens vi indtog en gin og tonic (60 kroner for to), så vi vel seks-syv varme retter blive sat foran sultne gæster. De fleste af de ret højrøstede gæster nøjedes dog med øl, og her var der spændende navne som Fiddler's Elbow og Bishop' Tipple. Spisekortet på et par sider ser tilforladeligt ud, her er ud over dagens suppe enkle forretter som salater og en række forskellige pier foruden diverse former for burgere med og uden hvidløg og ost. Og endelig - de tre hovedretter: lammekoteletter, entrecôte (til topprisen 130 kroner) og laks, og så selvfølgelig klassikerne. Eksempelvis fish and chips og en kyllinge-curry-ret og noget så enfoldigt som »a plate of plain chips, 50 kr«. Og midt i alt det britiske dukkede der et par mere eksotiske tilbud frem som nachos supreme med chili og jalapenes. Så er det med at have sit ølglas inden for rækkevidde. Men vi var obsternasige - med omkring 50 forskellige slags øl at vælge imellem og kun en eneste rødvin, den australske Jacob's Creek årgang 2000, blev vi trodsige og besluttede os for - rødvinen til 110 kroner. Det skal straks siges - den var drikkelig, og så heller ikke mere. Gråt kød og klistret sovs Så til maden. Min ledsager har foreløbig nægtet fremover at være medprøvespiser. Hun sad med en tallerken fuld af bidder af gråligt kød, tørt og smagløst, og et underligt stykke bagt flad dej, der af form mest lignede et stykke knækbrød og vist var en slags forkert butterdej. Men en pie lignede det slet ikke, og det var der heller ikke tale om. »Jeg har fundet én bid nyre«, forkyndte hun efter lang tids søgen i den grålige masse. Så var jeg heldigere. Min entrecôte var et antageligt stykke kød dækket af en klistret brun sovs (hvilket pulver?) og selvfølgelig stegt grå, selv om servitricen på sit korrekte spørgsmål havde fået at vide, at jeg gerne ville have kødet rosa eller medium. Humøret holdt samme lave temperatur som udendørstermometeret denne februardag. Og så til grøntsagerne - og vi fik stort set de samme. Det vil sige gulerødder, broccoli, courgetteskiver og tomatskiver. De to første var kogt uden at være overkogt (tak), de andre rå og halvlunkne og noget fladklemte efter at have ligget under entrecôten, og de var end ikke drysset med salt og peber. Til min entrecôte kom der mørkebrune skiver af bagte kartofler, mens min ledsager, der havde bedt om et par kogte kartofler som ekstra tilbehør til sin pie, fik noget så sjældent som en eksploderet kartoffel i egen skal. Hvordan, mor? Formodentlig mikroovnens skyld. Jo flere mundfulde vi tog, jo bedre syntes vi om Jacob's Creek - og så kikkede vi på desserterne. Så gik de ud efter kaffe Diverse slags fabriksis samt applepie. Vi var meget triste, faktisk opgivende, hvad der ikke ligner os. Jeg indrømmer, det var fejt, men vi gav op. Efter en lille pause sagde min veninde: »Giver du ikke en kop kaffe«, alt mens hun kikkede på vores forlorne renæssancebord og bjælkerne og vimplerne og alt det andet skrabsammen. »Jo, og så har min gode bror lige foræret mig en flaske Poire William, den åbner vi - om nogen har fortjent et glas, er det os«, sagde jeg. Gullivers holder lave priser - det må man sige - lige så lave som kvaliteten, 90 kroner for en Big Brother Burger med bacon og ost, eksempelvis, fish & chips ligger i samme prisleje, og vores regning blev på i alt 390 kroner. Det mest positive ved måltidet var så afgjort den venlige servitrice, der ganske vist loyalt omtalte Gullivers' engelske kok som udmærket. »Han kan måske have været skolekok, men det tvivler jeg endda på«, sagde min medspiser, som havde sin skolegang i London. Og hårdere dom kan en kok ikke få.