Tro mig, det er ikke spor morsomt at uddele to kokkehuer. Det er faktisk ret træls, som man siger, hvor jeg er født. For det betyder, at man i pligtens navn har spist sig igennem et tre- eller flere-retters-måltid, som man gerne havde forladt længe inden finalen og allerhelst været foruden. Eller sagt på en anden måde - det er nok tilladt at levne, når man er ude som prøvespiser, men ikke at springe over - eller springe af! Og hvorfor kommer dette personlige suk og støn nu på print? Simpelthen for at forklare den lyksalighed, der griber en, når man har fået serveret en pragtmiddag i en net, men alt andet end fashionabel restaurant i en trist sidegade til det yderste Østerbrogade. Ja, det var den overraskende og herlige oplevelse, der mødte mig og min ledsager på årets sidste prøvespisning, og det er endda lige før, jeg må sige, at de fire kokkehuer, der står herover, er en ret karrig uddeling. Men det ville være løgn og pral, hvis jeg hævdede, at det var skæbnen eller min intuition, der førte os til restaurant Vincent's i Landskronagade 4. En betænksom og venlig kollega på bladet gav mig tippet - han og hans frue (som han høvisk skrev) syntes simpelthen, at de kun sjældent havde fået en lige så formidabel middag som her hos den franske kok Vincent og hans danske kone Lisa. Store ord, men jeg kan både forstå og følge ham og siger varmt tak for anbefalingen. Og hvad der i mine øjne også er så tiltalende, er, at Vincents er et rart og helt ukrukket spisested. Her møder man entusiasme og dygtighed, og typisk for de to er, at de selv har sat hele herligheden i stand: 19 dages hårdt murer-, tømrer- og malerarbejde. Der er nydeligt på en beskeden måde hos - fuldt navn - den franske Vincent Chabane fra Grenoble, der står i køkkenet, og hans danske kone, Lisa Degn, der står for serveringen. Det vil sige, medmindre hun er på kursus og i nogle timer overlader sin post til en yderst kompetent, ung dame, sådan som vi oplevede det. Himmerigsmundfuld Dagens menu står skrevet på en tavle på væggen, den dag havbars med sauterede kartofler, muslinger og beurre blanc, efterfulgt af stegt perlehønebryst med trøffelsauce og mangosuppe med kokosnøddemousse. Hvad mere er: Man gnider brillerne endnu en gang, når man læser prisen, 210 kr. for de tre retter, og fra kortet kan man også vælge fire, der står til 250 kr. og fem til 290 kr. - hvis ens kapacitet skulle være til det. Men det bedste er selvfølgelig, at man er gæst hos en både erfaren, idealistisk og branddygtig kok. Dette er Vincents anden restaurant - han og Lisa traf hinanden i London, hvor de åbnede en lille bistro i Clapham, hvorefter de besluttede sig for at tage til København. Og nu har de sammen drevet restauranten i Landskronagade i halvandet år. Beklageligt nok uden at jeg har hørt om den, før min kollega droppede mig et par linjer. Til menukortet. Blandt forretterne var en langoustine bisque med estragoncappucino, som min gæst havde vældigt mod på, mens jeg havde lyst til crostini med vilde svampe, chili pesto og gammel aceto balsamico, men den marinerede laks med tapenade og den dobbelt bagte ostesouffle lød sandelig også så fristende. Inden vi kom så langt, var stand in-servitricen kommet med en appetizer til os, en dukkestelterrin med en vidunderlig sneglesuppe, der i øvrigt også stod på menuen. Der var fylde og kraft, og der var hvidløg og snegl i den lille himmerigsmundfuld foruden personlighed, og vi mere end anede, at der ventede os en herlig middag. Tallerken så pragtfuld ud Så kom forretterne, de bestilte, hvortil vi havde bedt om to glas Alsace Pinot Blanc a 50 kr., et fremragende valg, når jeg selv skal sige det. Der var indbagte langoustinehaler i min gæsts suppe, der skiftede farve til grøn, hvor estragon-cappucinoen befandt sig - det så herligt ud - og ros er et svagt ord for de gloser, der lød fra hendes mund. Mine ristede skovsvampe med de sprøde og bløde og store crostinier var en magtfuld sag, omkranset af acetoen, for chilipestoen råbte bål og brand, men gik dog fint til de særdeles velsmagende svampe. Og dem var der mange af. At hvidvinen ikke lige var den ideelle ledsager, kan jeg kun takke mig selv for. Nu vidste vi med sikkerhed, at vi sad til bords - nydeligt dækket bord med hvid papirdug - hos en mesterkok. Vi priste vores lykke, alt imens vi gnaskede det pragtfulde, hjemmebagte brød i os - i øvrigt også en god brandslukker - og ventede tålmodigt på hovedretterne. Til dem havde vi bestilt en halv flaske Jaubertes til 150 kr. - samt gratis postevand, der kom i en fin rosendekoreret flaske. Noget morsommere end en almindelig glaskande og mon ikke Lisas ide? Så kom hovedretterne. Andeconfit har sjældent udseendet med sig, men min medspisers tallerken så pragtfuld ud, fristende, lækker; en gyldenbrun lille portion pommes Anna, skiveskårne, stegte kartofler lå som et rundt låg over andelår m.m., og hertil kom en timiansauce, der ville noget. Lutter fryd og glæde. Efter min mundsmag forstod jeg hvorfor. Selv havde jeg i sidste minut bedt om at få den bestilte lammenavarin ændret til den oksemørbrad, der også stod på kortet og blev serveret med en karakterfuld sauce med grønne Madagaskar-peberkorn og bagte rødbeder og gulerødder samt broccoli. Vistnok også en enkelt kartoffel. Vi kom til at tale om et lille barn, der ventes i en os nærtstående vegetarianerfamilie, og med munden fuld af pragtfuld, saftig og rødt oksemørbrad, virkelig højeste kvalitet og den absolutte velsmag, begyndte jeg at beklage den lille nye, der er på vej, og som aldrig vil komme til at smage kød - i hvert fald ikke i sine første leveår. Madagaskar-pebersaucen var et genialt pift til kødet og grøntsagerne. Og rødvinen gik flot med vores hovedretter. Da Lisa, der var dukket op fra kursus, fortalte os, at hun havde giftet sig med Vincent for at være sikker på altid at kunne nyde hans chokolademousse, valgte jeg selvfølgelig den som dessert, men anede ikke, at den kom ifølge med en pistaciemousse og appelsinmarmelademousse, en smuk trefoldighed. Desværre, jeg kunne umuligt spise op. Mindeværdig dessertoplevelse Min gæst havde ønsket sig tarte tatin som afslutning på den skønne middag, desværre udsolgt, og hun fik i stedet et varmt, bagt æble med is i midten og en sprød, glaceret skive æble som låg, og hele sagen var overhældt med karamelsauce med cognac, vistnok, i hvert fald tiltalende spiritus. Og hun takkede skæbnen for, at hun skulle slutte måltidet med denne overraskende og mindeværdige dessertoplevelse. Vi takkede nej til kaffe og fik en regning på 715 kr. - for jeg nød et glas af husets rødvin, en god Corbieres (45 kr.), før tallerkenerne med hovedretterne gik ud. Det var i sandhed en pragtmiddag, Vincent serverede for os, og erfaringen viser, at en så positiv anmeldelse som denne i en periode betyder pres på restauranten. Men jeg har tillid til, at Vincent og Lisa vil være i stand til at håndtere situationen, og en ting er sikkert her: Vincent sænker ikke niveauet. Hvem ved - måske vil den søde servitricevikar får tilbudt fast arbejde som støtte for Lisa i en tid? Jeg ønsker parret bag Vincent's et rigtig godt nytår.