I en af de mere humoristisk anlagte filmfremstillinger af bibelhistoriens store øjeblikke ankommer Moses fra bjerget med tre tætbeskrevne stentavler og siger med malmrøst til det ventende, udvalgte folk: »Jeg har været oppe og tale med Herren og har her 15 bud, som ...«. I samme øjeblik snubler Moses over et par småsten og taber den ene af tavlerne, som knuses til ukendelighed. Moses fortsætter ufortrødent: »Og jeg har her ti bud, som Herren vil, at I skal følge«. Der har i nogle tusinde år fra tid til anden været spekuleret over, hvilke yderligere leveregler Jehova med rimelighed kunnet have lagt ned over den ventende menneskehed. I Ravnsborggade kan man nu i nummer 16 præsentere Det Ellevte Bud, der i al sin enkelhed lyder på at nyde maden fra et køkken, der bruger tid, lidenskab og kræfter på at frembringe det bedste, man formår. Det er kokken Jim Feilberg, der har slået sig ned på stedet og har sat en hulens bunke potter og pander over komfuret, som der kommer masser af delikate småretter ud af. Feilberg har tidligere bl.a. slået sine folder på den meget roste restaurant Godt Gemt. Konceptet er enkelt: Køkkenet laver serier af de små lækkerier i tapasstørrelse, og man kan enten vælge otte (325 kr.) eller tolv styks (395 kr.) - svarende til en tre- eller en fireretters menu. Priserne er i det højere luftlag, hvor der skal præsteres noget på tallerkenerne. Men bare rolig. Det bliver der sandelig også. Man har også mulighed for at få et antal a la carte-retter. Priserne starter på 195 kr. for to retter. Køkkenet og de vinkyndige disciple har sammensat en vinmenu til otte- og tolvretsmenuerne til 300 kr. Vi valgte at gå hele vejen og smage så meget som muligt med anmeldergaflen. Lige til hvedeøllet Den første tallerken bød på tre små delikate fiske-happere. En lille skål med en glimrende, let jomfruhummerbisque, der halvt dækkede en ravioli med jomfruhummerfyld. Meget fint. Skal man være krakilsk - og det er der jo nogen, der skal - så kunne kokken godt arbejde på en lidt mere elegant raviolidej. Der var lige på kanten af at være for meget 'brød' over vores denne aften. Dernæst var der en stegt kammusling med en udmærket traditionel basilikumpesto på toppen. Kammuslingen var perfekt tilberedt og meget velsmagende. Til slut var der et lille stykke skrubbe, tilberedt med honning, rødbede og timian - meget delikat. Godt at møde skrubben også i det højere køkken. Her fint og vinterligt ledsaget af både rodfrugt, timianens karakteristiske smag og honningens sødme. I glasset en Vernaccia di San Gimignano 2000 fra Casani. Syrerig, karakterfuld og god fylde - dejligt. Vi fortsatte med en cremet gedeostesuppe med kapers. En uhyre blød og venlig ret, hvor det dybe og fede i osten fik flot modspil af kapersene. Et meget originalt drikkevareforslag på vinmenuen: hvedeøllen Enkens Anden Lyst fra det lille, fine feinschmeckerbryggeri Refsvindinge på Fyn. En delikat 'tåget', orangegul hvedeøl med god syre til at arbejde med suppen. Efter en lille pause var det nu blevet tid til to vegetarretter: en canelloni med fyld af langtidsbagte tomater med en ledsagende kraftig trøffelglace til. Flot sødme i tomaterne og dybde i trøffelsaucen. På samme aflange tallerken lå i modsatte side en lille rustik brødcrouton påsmurt ricottaost og rød peber, ledsaget af en lille rucolasalat med parmesanspåner. Fin kombination. Vinvalget var en klassiker: Riesling Spätlese fra superproducenten Fritz Haag, 2000. Meget flot vin - Haag skuffer vist aldrig. Samme vin kunne følge næste ret på vej, men man fik valget af en rødvin også. En Barbera d'Alba fra Punset, Vigneto Zocco, 1998. Masser af saft og kraft i den, en ren fornøjelse. På tallerkenen kom nu en lille himmerigsmundfuld i form af stegt foie gras med et tilbehør af granat-æble, strimler af rosenkål og små stykker bacon i en indkogt glace. Glimrende blanding: sødt fra granatæblet og kraft og røg fra baconen, holdt i balance af syren/bitterheden fra rosenkålen. Mit vinvalg gik mest i retning af rødvinen, som bedst klarede at spille op ikke mindst med baconsmagen. Lidt tam hare Der blev dømt en lille pause herefter, inden hovedretten ankom - i en meget fornuftig dukkestørrelse. En relativt sjælden gæst på tallerkenen: dansk hare, her nyskudt af en jægersmand i kokkens familie. Leveren var stegt og serveret med en lille relish på citronfiletter og æbletern; mørbraden smukt rød-rosa-stegt fulgtes ad med lidt langtidsbagt tomat og en anelse tomatglace. Måske kunne retten have fortjent et lidt mere markant tilbehør. Tomaten havde lige været der i vegetarretten - man kunne godt være søgt i en anden retning. Der var lidt for lidt modspil til kødet på tallerkenen, men det piller ikke ved, at haren var upåklageligt tilberedt. Et flot ostebræt med små godbidder kom på bordet efter en passende pause. Vi er nødt til at gå lidt let henover det: en klassisk fåremælksost, et par vellagrede komælksoste, en ged fra armagnac og et stykke roquefort. Gode, veltempererede oste, omhyggeligt udvalgt. Husets brød var udmærket - måske en anelse på den anonyme side. Vi slutter af med et imponerende dessertudbud: et champagneglas med et lille blendet shot af æblebrændevin og æblesorbet. Virkelig godt. En lille tærte med honningsyltet æble og klassisk vanillecreme - delikat. Creme Brulée i den klassiske version og ledsaget af små grapefiletter, og endelig en amaretto-is (italiensk mandellikør) oven på rødvinssyltede svesker, tilsmagt med lidt kanel - og en hilsen fra den ventende julemåned. Flot og rigeligt. I glasset kom aftenens sidste vin: en flot Chateau de Fesles, 1999 Bonnezeau. Vi er i Anjou ved Loire, i det fornemme distrikt for søde vine lavet på 100 procent Chenin Blanc. Flot fylde og god syre, der holder sødmen på plads. Meget fin afslutning. Fire til Nørrebro Med kaffe og danskvand kom regningen op på 1.546 kr. Mange penge, ja, men sat i forhold til kvaliteten en flot aften fra køkkenets side, hvor der var god balance i tingene. Sjovt som ens fordomme ikke mindst forventer bestemte typer restaurantoplevelser, alt efter hvilket kvarte, man befinder sig i. 1.500 kr. er ikke mindst mange penge at gå ud at spise for på Nørrebro. Men hatten af for, at Det Ellevte Bud tør byde på gastronomi i dette niveau i en lille, stilfærdig sidegade til Nørrebrogade. Det er et besøg værd. Og som sagt er der også langt mere økonomiske alternativer end den store aftenmenu. Det er et dygtigt, inspireret køkken i sikre hænder. Aftenens vine (og øl!) var også omhyggeligt håndplukkede og velvalgte. Fire huer må sendes ind til Ravnsborggade med grønt bud til Det Ellevte Bud: »Du skal prise kokken og nyde maden«.