Det er ikke kotume at begynde med pengene, når der uddeles kokkehuer, men de 230 kr., som er prisen for den treretters menu plus en kop kaffe, Imperial Hotels brasserie hver dag tilbyder sine gæster, er også usædvanlig. Sjældent tilbydes man et godt måltid fra et velorganiseret kvalitetskøkken til så få kroner. Der er en naturlig forklaring. Nok er det nogle måneder siden, at René Bolvig efter syv år forlod Imperial, men indtil i sommer stod han for køkkenet, som han havde organiseret med stor professionel kunnen og viden - og det er en forudsætning for, at man som Imperial kan have to restauranter kørende samtidig, en eksklusiv med en nutidig version af haute cuisine og en mere jordnær som brasseriet. Hele den gamle stab er altså Bolvig-folk, og den nye køkkenbestyrer på Imperial, Bo Ringkøbing, er selvfølgelig skolet af Bolvig. Han fortsætter klogeligt i Bolvigs fodspor - endnu er han dog ikke udnævnt til køkkenchef. Og så må vi se, hvor længe det varer. Nok var der et par steder, hvor man kunne sætte en finger, men der var i det store og hele kun grund til tilfredshed. Og endnu en gang - til den pris! Brasseriet henvender sig både til hotellets gæster og til os, der har behov for en tiltalende og billig frokost (kortet er lige efter mit hoved) og for en middag, der ikke må koste en herregård. Her i det velafkølede lokale med sine store vinduer på hjørnet ud mod Vester Farimagsgade havde min ledsager og jeg bestilt bord en hed aften i sidste uge - og så længe turistsæsonen endnu varer, er det tilrådeligt at gøre det i god tid. Brasseriet er måske ikke ligefrem et hygge-nygge-sted, men sandelig langt mere tiltalende end for et par år siden, hvor man godt kunne tale om et korrekt og goldt interiør. For stolene er blevet mageligere med kombineret ryg- og armlæn, og der er hvide duge på de større borde og en interessant lysekrone og minsandten store, smukke, hvide orkideer. Den billige middag Der var ret tyndt besat i det forholdsvis store rum, da vi ankom, og vi havde lige akkurat fået kikket på menukortet og bestemt mad og vin, da det nærmest væltede ind med gæster fra flere verdensdele (kunne vi se). Det tog vel kun 10-15 minutter, så var alle pladser besat. Men da vi ikke ligefrem er undseelige og heller ikke har lyst til at blive overset, fik vi påkaldt en tjeners opmærksomhed, netop da stormløbet begyndte. Og han tog sig omgående venligt - overordentlig venligt - og effektiv af vores lille topersoners bord (60 x 60 cm og med papirdækkeservietter). Og det blev et godt bekendtskab. Men her en væsentlig sidebemærkning: Vi nåede også at studere det særdeles velgennemtænkte menukort i brasseriet, der både byder på sandwiches, såsom den klassiske club sandwich, på supper og på salater, caesar salat såvel som nicoise og en avocadosalat med emmentaler og pecannødder, på en gang spaghetti carbonare og tro mig, en æggekage med laks og rucola. Og alt til et tocifret tal. Og det er selvfølgelig Bolvigs arbejde. Her er alt, hvad en hotelgæst trænger til indimellem det lukuliske, et enkelt par kød- og fiskeretter og så også dagens treretters menu med kaffe til 230 kr. Vi blev enige om, at jeg skulle tage den billige middag, og min ledsager - der ikke var vanskelig at overtale - påtog sig at afprøve de dyreste retter fra menukortet, nemlig en foie gras terrine (92 kr.) efterfulgt af steak frites med hjemmelavede pommes frites (hvad ellers?) og bearnaise sauce (165 kr.). Rødvinen blev en Beaujolais Villages fra Domaine Piron (samt Kim Bülow, 210 kr.) - og selvfølgelig, den ene kande isvand blev til to, uden at det satte spor i regningen. Forkert menukort Ifølge mit menukort bestod min middag af helleflynder med marinerede grøntsager, perlehønebryst og en mandelis, så stor var min forbavselse, da tjeneren satte en perlehøne terrine foran mig samtidig med foie gras terrinen til min gæst. Protest! Og da jeg hørte, at min hovedret var oksemedaillon med spidskål, steg min stemmes styrke. Helt unødvendigt. For vi havde jo vores prisværdige tjener, afslappet og kompetent. Han fastslog hurtigt, at jeg ved en fejl havde fået et menukort med forrige uges treretters menu og lovede: »Det ordner jeg«. Og det gjorde han og mere til - for vi fik et par appetizers, som nu hedder tapas på tidens kokkesprog, til at trøste os med i ventetiden - og foie gras terrinen blev selvfølgelig bragt til et køligere opholdssted. Og naturligvis havde jeg intet imod som forret at få søtunge i stedet for helleflynderen, der den dag var svømmet forbi køkkenet. Jeg sætter pris på en sådan konduite. Min gode ledsager skjulte ikke sin glæde over den fremragende foie gras terrine (og jeg fik min mundsmag, og selvfølgelig var den sublim), og selvom hendes oksekød ikke var medium som bestilt, men så absolut gennemstegt, smagte det efter gæstens udsagn særdeles godt, og den gode og gammeldags bearnaise sauce blev kaldt superb. Til gengæld fik husets pommes frites en anmærkning - de var alt for bløde for ikke at sige slatne. Men der var pres på den aften, og man må gå ud fra, at køkkenet er i stand til at lave ordentlige pommes frites. Mit eget perlehønebryst skal kun høre venlige ord. Og jeg, der ikke er så vildt betaget af is som mange andre, jeg var udelt tilfreds med min mandelis med lidt frugt. Nød den ligefrem. Men gæsten måtte opgive at komme igennem sin rigelige portion af lækre profiteroles med creme og flødeis og chokoladesauce. Det er forståeligt - modsat prisen, kun 48 kr. For en ordens skyld skal det nævnes, at det var en både stor og god kop kaffe, der fulgte efter menuen. Regningen for vores dyre og vores billige middag samt den udmærkede Beaujolaise Village (som tjeneren minsandten havde omtanke at tilbyde os let afkølet på denne hede aften) blev på 745 kr. Og med til at gøre aftenen så god og rar var en velsignet kompetent, venlig, afslappet og alt andet end fortravlet atmosfære, selv om tjenere og servitricer arbejdede under højtryk. Foreløbig er Bo Ringkøbing i stand til at holde det Bolvig'ske niveau, mere kan der ikke siges i dag, og med lidt venlighed får han fire kokkehuer. René Bolvig? Ja, ham skal vi i dag over vandet for at finde, for han har sammen med Rasmus Bo Bojesen overtage Basecamp - og det er en helt anden historie.