Jeg siger ikke, at den, som værdsætter kvalitet og et fornemt og sikkert komponeret måltid, straks skal slippe, hvad hun/han måtte stå med i hænderne og begive sig til Mors. For Mors ligger jo for en del af os lidt af vejen. Men jeg råder dem, der blot kommer i noget, der kan kaldes for nærheden af øen og byen, at sætte kursen mod havnen i denne venlige og kønne Limfjordsby. For her ligger hotel Pakhuset med restaurant af samme navn, men det er nu alene for restaurationens skyld, jeg anbefaler stedet så varmt. Mere kan jeg heller ikke udtale mig om. Med gode, gamle venner, frankofile, tør jeg sige, og med stor kulinarisk formåen og tæft, var jeg på vej fra et gammelt fiskerhus ved Vesterhavet til en firelænget bondegård ved Storåen, og vi var blevet enige om undervejs at aflægge Pakhuset i Nykøbing Mors et besøg. Helt præcist sagt at afprøve køkkenet her. Det har i en række år haft ord for at være et udmærket spisested. Men ingen af os havde helt præcise informationer om, hvordan Pakhuset er i dag, så ekskursionen var lidt af et skud i blinde. Vi bestilte bord til en frokost. Det kunne jo ikke gå værre, end at vi levnede og gik igen, selv om det allerede her skal siges, at alene for kigget ud over provinsidyllens havn og Limfjorden har man lyst til at blive siddende. Og på dage, hvor solen er fremme, er det en balsamisk oplevelse at sidde udenfor på terrassen. Så heldige var vi nu ikke, men vi var oprigtigt imponerede for ikke at sige overraskede, lige fra det øjeblik vi trådte ind i gourmetrestauranten - som en tjener kaldte den - til en venlig modtagelse og særdeles smukt dækkede borde. Hele lokalet, den nutidige møblering, vidnede om kvalitet. Og - tør man sige det? - om god smag. Vovet kok Bordreservationen viste sig at være overflødig - ak, ja - men den venlige og kompetente kvindelige tjener fortalte os, at det passede kokken udmærket. For om aftenen var der fuldt hus, og han var allerede godt i gang med forberedelserne til middagen. Vi studerede frokostkortet, tiltalende nok, stort set traditionelt, rimelige priser, en frokost her med en enkelt øl må kunne klares for omkring de 100 kr., hvis ikke man ekstravagerer og vælger at starte med jomfruhummerhaler med bulgur (javel, en vovet kok, vi spidsede ører). Og så faldt vores blik på middagskortet, der viste, hvad gæsterne om aftenen skulle glædes med. Og vi blev fyr og flamme. Ville det mon være muligt at prøve nogle af retterne? Selve hovedretten, kalvemørbrad, var vi slet ikke interesseret i, for uret viste 13, og takket være vores egen mesterkok var ingen af os brødflove, tværtimod. Den velvillige kvinde kom tilbage til den næsten tomme restaurant med den glædelige besked fra kokken, at vi godt kunne få lov at vælge fra aftenens middagskort, hvor der er fast pris for to, tre og fire retter. Og så sandelig, vi fik serveret et måltid, som vi sent vil glemme. Og det har sin naturlige forklaring, som vi bare ikke kendte før bagefter. Kokken i Pakhuset er i dag ingen ringere end Peter Bønding, som i 11 år har været køkkenchef i Århus på Per Bruhns kendte restaurant Prins Ferdinand, der var stjernen i Emmery's - Per Bruhns restaurant med butik-foretagender. Da Bruhn var begyndt at ekspandere og etablere flere Emmery's forretninger i København og derfor i fjor solgte Prins Ferdinand, besluttede Peter Bønding sig for, at tiden til forandring også var kommet for ham. Og sammen med Lise Hald, den kvindelige tjener, som han danner par med, købte han hotel og restaurant Pakhuset i Nykøbing Mors. Det skete i november i fjor. Og uden at have nogen anelse herom var vi tre heldige dumpet lige ned til Peter Bøndings fremragende køkken. Middag til frokost Det var altså fra middagskortet, vi valgte vores frokost. Og to af os ønskede at begynde med en omgang friskkogte krabbekløer, der indtil kort tid forinden havde bevæget sig hen ad havbunden. De blev serveret med en enkel og sprød fennikelsalat, smagt til med citron og olivenolie, intet andet, og selvfølgelig fulgte der hummergaffel og skylleskål med citronskive med retten. Den tredje fik indledningsvis en anretning med skiver af bresaola, lufttørret oksefilet, med ristede pinjekærner, flager af parmesan og rucola - og brødene var selvfølgelig hjemmebagte og skønne. Vores 'hovedret' blev husets fisketallerken, der var en øjenlyst men så sandelig i lige så høj grad en glæde for ganen. Ja, vi fik nødvendigvis alle tre det samme fra det smalle kort. Og fiskeanretningen bestod af tre forskellige små retter. Der var et stykke laks, såkaldt hårdt ristet, der kun lige havde været vendt på panden i sekunder og var lyserød-til-rå. Utroligt raffineret og præcis behandling, til glæde for ganen. Så var der minsandten hele små knurhaner til os, sprødstegte og uden ben, og skulle det være nødvendigt at sige det, friskfangede, og de blev serveret med sommerspinat og en form for peperonate, her fintskårne røde peberfrugter tillavet med lidt courgette og tomat. Smagen var så liflig som synet. Og endelig var der en galette de pommes de terre, og på den runde cirkel af kartoffelskiver lå der af alle utænkelige grøntsager små stykker skorzonerrod med bid, der var kommet i fornemt selskab med en generøs omgang jomfruhummerhaler, dryppet med en hjemmelavet pesto (selvfølgelig) og med udskæringer af kinesiske radiser. Vi var overvældede - overrasket er for mildt et ord, for endnu anede vi jo ikke, hvem kokken var. Og hvad drak vi hertil? En dejlig Joseph Drouhin- hvidvin, en Foret Blanc til 298 kr. flasken. Samt gratis vand. Generøs gestus Desserten var en typisk forsommerspise, en rabarberkompot med vaniljeis og tuilles - og gid jeg kunne præsentere så søde og dog faste rabarber for mine gæster for ikke at nævne den pragtfulde vaniljeis. Det vil sige, at vi hver fik tre retter uden at have så meget som kigget på kalvemørbraden. Og så siger taxameteret 298 kr. for hver person. Vi sluttede denne prægtige frokost med stærk espressokaffe (54 kr. i alt) - vel at mærke med mælk til - og hertil bød Lotte Hald os af en æske med et udvalg af de mørke Valrhona-chokolader. En gennemtænkt og generøs gestus. Vores regning bærer selvfølgelig præg af, at dette er en prøvespisning, og at man betaler for en, to, tre, fire, fem retter, uanset hvad og hvordan man vælger fra middagskortet. Med en flaske af den fremragende Laforet Blanc står en frokost som denne i 1.146 kr. - men selvfølgelig, mindre kan da gøre det. Vi nød vores sublime måltid og priser vores kok, Peter Bønding, og takker en ukendt fe, som ledte vores vej til de nye ejere af Pakhuset i Nykøbing Mors. Det kan kun blive til fem kokkehuer til Peter Bønding, restaurantchefen Lotte Hald og Pakhuset.