Tivoli gør noget mærkeligt ved mig. I det øjeblik, jeg spadserer ind i den gamle have, hader jeg det, som jeg normalt elsker, og elsker alt, hvad jeg normalt hader. For nu at sige det ret så firkantet. Tag eksempelvis vikingerestauranten Valhal, den store og redelige kubus. Det er ikke alene hørmen fra køkkenregionerne, som får mig til at vende den ryggen, men det kategorisk stramme udseende forekommer mig malplaceret og dybt ucharmerende. Til gengæld nyder jeg skamløst og inderligt en restaurant som Divan 2 med de store prismelysekroner og lampetter, garneret med metervis af kæder med krystaller, og de opulente rokoko-slyngninger hen over det salonfähige, grønne gulvtæppe og - skam få mig - endog sofaerne og de polstrede stole betrukket med et Sanderson- stof med kokette hyrdescener a la Watteau. Lykkeligvis er de lysegrønne, malede stole nutidige, men det er ikke til at komme udenom: Her er tale om ren kitsch. Slut med sidespring, for dette er en restaurantanmeldelse, og til sagen. Divan 2's direktør, veteranen Kurt Vøttrup, som allerede overtog Tivoli-stedet i 1975, har i den senere tid været udsat for noget for ham så sjældent som kritik. Hvilket han har taget til efterretning. Så han har foretaget drastiske ændringer i køkkenet og kører i dag Divan 2 med to nye og alternerende chefkokke, Jesper Haasum Hansen og Jakob Hundsdahl. Og det tør jeg godt sige; de kan deres kram. Og endelig, hvis nogen skulle være i tvivl, det er ren selvforkælelse at spise middag i Divan 2, og det er dyrt. Et besøg kræver en endog meget speciel anledning. Fristende forretter For straks at være jordbunden og klar, det billigst mulige er at vælge restaurantens faste treretters menu til 445 kr. Men et sted i det lange og fornemme vinkort står der minsandten en husets vin til 95 kr. for en halv flaske, det være sig rød eller hvid. Og vi vovede en halv Sauvignon Blanc, der selvføglelig ikke var en stor vin, men en absolut acceptabel 'dagligvin'. Nu er Divan 2 ikke netop stedet, hvor man begynder at spinke og spare - det er et enten-eller, så min ledsager og jeg indledte denne middag med et glas cremant d'Alsace (75 kr.), mens vi lænede vi os tilbage i sofaen og kiggede op gennem glasloftets væv og ud i den nordiske sommerspecialitet, den lyse aftenhimmel. Vi følte os stærkt forkælede - og menukortets indhold bidrog hertil. For straks at svare på standardspørgsmålet: Ja, her var selvfølgelig nypillede rejer, Tivoli-klassikeren - og i år koster en lille portion 125 kr. og en stor 185 kr. Men det var nu ikke vores valg. Min ledsager ville nemlig gerne prøve dagens menu, som tilbød grønne aspargesvinaigrette med ristede kammuslinger, stegt dansk kalvekam ledsaget af fintskårne grønne bønner med grofthakkede mandler, nye kartofler samt trøffelsauce og dessert eller oste. En åbenbaring Jeg, a la carte-spiseren, valgte at begynde med den sprøde kammuslingetærte med auberginekaviar til 135 kr. Og min hu stod til fisk - de dyre fisk. Klassikeren Madame Walewska med søtunge topper prislisten med 365 kr., og billigst var den norske vildlaks med bl.a. radiser i en rygeost-creme til 195 kr. Her er ingen angst for at prøve noget nyt indimellem. Men nej tak, jeg valgte pocheret pighvar i en pot-au-feu med lillefingertynde karotter og udskæringer af artiskokbunde (285 kr.). En pragtfuld ret med et lidt anæmisk udseende, alle ingredienser med intens smag. Og ud over den halve flaske af husets Sauvignon Blanc drak vi en fortrinlig flaske Fleurie 99, (395 kr.) - fik desværre ikke husets navn - men det er nu ikke beaujolais'erne, som tager pladsen på det udsøgte vinkorts mange sider, der er kun tre. Kammusling var fællesnævner i vores forretter, og de var af den mest udsøgte kvalitet og velbehandlede, navnlig min sprøde tærte med auberginekaviar var - efter min mening - en åbenbaring. Og min gæsts kalv var perfekt, rosa, møre skiver, og tilbehøret, de groft hakkede grønne bønner og mandler, selvfølgelig samlet i køkkenet i en ring og serveret med trøffelsauce, igen en overraskelse og glæde. Tjeneren Runni fra Færøerne, som jeg først troede var japaner, havde et øje på hver finger, var smilende, men alt andet end servil. Som afslutning på denne helt igennem mindeværdige middag valgte min ledsager ostene, og det var en særdeles righoldig og smuk tallerken, som blev stillet foran hende, og generøst lod hun mig nippe med. Min søde tand fornægtede sig ikke, den store rabarberdessert med talrige variationer var nok fristende, men jeg har fået rigeligt af dem p.t. og ønskede mig derfor en lille ananaskage, nærmest en tærte bagt med karamel, som vist på regningen er blevet til petitfours, min gæsts valg. Hvis jeg skal finde et svagt punkt var det kaffen, nogle vil kalde den for tynd, men til os passede den fint. Vi prioriterer vores nattessøvn højt. Regningen? Ja, den blev på 1.720 kr. Divan 2 er meget dyr, og Divan 2 er meget dejlig. Andet besøg Et par dage efter middagen i Divan 2 besøgte vi atter restauranten og spiste denne gang frokost, og priserne raslede ned, selv om vi bestilte en hel flaske af husets Sauvignon Blanc d'Oc. Den koster nu også kun 185 kr. Alt var lige så udsøgt, lige så perfekt som ved aftentid. Og atter var direktøren, Kurt Vøttrup, der i egen person og decideret aktiv: »Jeg holder kun fri søndag aften«, forklarede han bagefter, og vi var så heldige igen at blive betjent af vores koreanske færing. På frokostkortet er alt fra sild i mange variationer til Divan 2-frikadeller og den berømte biksemad til middageskortets luksusbetonede anretninger. Min gæst valgte ærtesuppen med ristede kammuslinger (125 kr.) og derefter en tatar af svagt røget laks med peberrod (72 kr.) - rigelige portioner. Han kunne ikke klare ost. Og Divan 2 tilbyder hver dag en lille frokost bestående af tre specialiteter til 195 kr., og dem ville jeg meget gerne prøve. Først kom der en blomst af ferskrøget laks i generøse skiver med en kartoffelsalat i flødedressing, derpå andepaté med lidt salat af bl.a. røde og grønne salater og fintskåret kråse og endelig kalvefilet med en vol-au-vent med svampe. Det krævede mere appetit, end jeg kunne mønstre. Men pragtfuldt var det. Til sidst: to dobbelt- espresso med mælk (60 kr.). Regningen sluttede ved 637 kr. Og er der noget, Divan 2 har fortjent, er det fem kokkehuer.