Navnet er ret umuligt. Coquus er latinsk for kok, og det har man døbt Søren Gerickes gamle restaurant Anatole i Gothersgade 35. I en fjern fortid var det her, det smukke gamle Hjorteapotek lå, men i post-Gericke- tiden led stedet den kranke skæbne at ende som et sølle lavprisspisested først med græsk køkken og endelig - selvfølgelig - som et take away-pizzeria. Så kom den engelske redningsmand til på slutningen af sidste år, nemlig kokken Paul Cunningham (tidligere Søllerød Kro og Plaza m.m.) og overtog lejemålet, og hermed begynder den nye epoke. Og må den vare længe! Køkkenet er sublimt, enkelt sagt, og rummene tiltalende, hele det fine glastavleloft fra 1880'erne er kommet frem igen efter at være dækket af spånplader, for sådan noget gammelt bras skulle gæsterne spares for at kikke på. Og hele restauranten er ført tilbage til en slags apotekstil fra 1800-tallet med mørkebrune guldrandede paneler og pilastre og - mange tak - særdeles komfortable, nutidige møbler. Sjældent har jeg siddet så bekvemt som i min polstrede stol ved det hviddugede bord her, og i loungen vil jeg påstå, at man let kunne tage sig en lur i sin lænestol. Men det vil Cunningham personligt nok forhindre. For han skal gerne nå et aftentog til Korsør, hvor hans familie bor. Den første lokkemad Men alt nok om fortiden, interiøret og tog, for det er Paul Cunninghams køkken, der spiller hovedrollen. Og selv om jeg desværre ikke kan kalde mig stamkunde, siger min smule erfaring, at han aldrig har været bedre end nu. Han er selvfølgelig kreativ og kræsen, og han har erfaring, men hans køkken er blevet mere personligt. Vi er i en luksusrestaurant med alt, hvad dertil hører såsom armfulde af roser i den store vase, så det må blive godt, sagde vi indledningsvis til hinanden, og det blev mere end det. Og de to tjenere kan den kunst at være der, når man har brug for dem, men ellers lade gæsterne i fred, fortsætte deres samtale og nyde den sjældne stund. Det er ikke her, de kommer løbende i utide og spørger gæsten: »Smager det?«. Spisekortet udskiftes hver uge og er i øvrigt nemt at overskue. Fem retter for 545 kr., fire retter for 495 kr. og tre retter for 425 kr., som vi valgte, og hvad vi skulle have gjort, hvis vi havde bestilt mere end de tre retter, tør jeg slet ikke tænke på. For den generøse Cunningham giver sine gæster en lang række ekstrabidder og mundfulde, som de slet ikke har bedt om. Da vi sad og studerede spisekortet, der ligesom vinkortet er lagt ind i noget, der ligner ens bedsteforældres tunge fotoalbum med mørke sider, og fik vores aperitif, (for min gæsts vedkommende en gin og tonic, 45 kr. og 25 kr., mens jeg foretrak et glas hvidvin, 55 kr. og spørg ikke om navnet), kom helt uventet den første lokkemad. Det var nyristede cashewnødder og gennemsigtige, silkepapirtynde carrychips samt sprøde saltstængler, og det blev bedre endnu. Først var der skemad til os, lidt svampestuvning med Serranoskinke på toppen og sprød bund, serveret på ja, en ske, et lille, slankt glas med en intens sellerisuppe med vintertrøffelbidder og trøffelolie og hertil minsandten kaninrillette på toast med lidt sødlig rødløg. Vidunderligt Ja, vi havde allerede besluttet os for vores middag, før vi kom så langt. Min ledsager ville gerne benytte sig af muligheden for at konvertere den ene forret, ristet vesterhavstorsk på aubergine kaviar til en hovedret, mens jeg holdt mig til menuens forslag, ristet Bresse-kylling med Puys-linser og en ballontine af kyllingefars og ristet timian. Som forret - den rigtige og bestilte forret - valgte min ven Cunninghams intense østerssuppe, en velouté med østersquenelle og tortellini med pocheret svineskank, mens jeg var dristig - for ikke at sige vovet - og bestilte chefens nyeste kreation, ristet foie gras med røget ål og tynde strimler af rå rødbede i en skarp vinagrette, der næsten kaldte tårene frem og gav mig voldsomme nyseanfald. Absolut en interessant kombination, en udfordring for smagsløgene, men at have prøvet den én gang er nok for mig. Derimod har jeg stor lyst til husets østers-velouté, den duftede skønt, og den fik prædikatet 'vidunderlig' af spiseren. Det ærgrede mig virkelig, at jeg ikke kunne få en mundsmag. Ja, og så sad vi med vores brødudvalg, tjeneren kom nemlig tidligt i måltidet med en bakke med fire slags hjemmebagt brød! Den vesterhavstorsk, som min gæst spiste, fik hans norske hjerte til at banke, flaget, som den bør være, fast og minsandten brunlig på skindtoppen, for den var ristet i olivenolie, og den havde følge af en auberginekaviar med langsomt stegte tomater, sorte oliven og vistnok basilikum. Alt andet end norsk, men at blive kaldt for en fremragende kombination af en nordmand, der ved juletid spiser lutefisk med kålrabistuvning, er da en kompliment. Mit Bressekyllingebryst var gennemstegt, men alt andet end tørt, og til min overraskelse var Puyslinserne og skyen fra den stegte poulet en alt andet end kedelig ide, og allerbedst var det farserede lår, ballontinen. Gavmild tjener Så er der endnu ikke sagt et ord om vinene. Vi valgte husets lille og billigste vinmenu med tre glas, pris 225 kr., og lod tjeneren råde hele vejen igennem, hvilket vil sige, at min gæst bl.a. fik en Macon-Villages og en Provencevin, en Chateau Romanin, mens jeg prøvede en muscadet fra Loire, en Hautes Noelles og en Auxey-Duresses fra 1993. Vores desserter var ens, menukortets smukke og rigt smagende citrontærte med citron iscreme og en mørk kakaosorbet med guddommelige kakao-mandel-madeleiner og en vingelé, lavet på samme vin, som jeg drak til desserten, en jurancon, en Domaine Jupe, mens min gæst faldt for den lidt sødere, australske Pegasus Bay. Typisk for stedet - der blev fyldt mere i glassene, end vi kunne forvente, og dessertudvalget var forøget med bl.a. vores vingelé. Vi sluttede af i loungen med en stempelkaffe til mig (33 kr.) og nok et glas Pegasus til min gæst (59 kr.), og ind kom der et langt hvidt fad med husets egne petits fours. Det lykkedes os akkurat at klare én. Regningen for dette utrolige måltid blev på 1.557 kr., nok mange penge, men ikke dyrt for alt det, vi fik. Der er fem kokkehuer til Paul Cunningham.