Der var engang - og jeg er gammel nok til at have oplevet det - da korporlig afstraffelse af børn var ganske udbredt, og nogle forældre sagde til det uartige afkom, som de havde straffet med en lussing eller en endefuld: »Det gør mere ondt på mig end på dig«. Sådan omtrent føler jeg det, når jeg giver to kokkehuer til den nye russiske restaurant Izbushka på kanten af det gamle Grønttorv - helt præcis i Rømersgade 9. Og dybt nede i kælderen. Det ville være mig en virkelig glæde at kunne tildele den tre huer, men desværre - det går ikke. Helt objektivt sagt er der for mange minusser i regnskabet. Og at der er langt mellem russiske restauranter i København, og at vi trænger til en på et folkeligt plan - ja, også på kaviar- og luksusniveau nu hvor K.G.B. er lukket - det må ikke påvirke en madanmelder, der gør sig umage for at være objektiv. Nok har jeg to gange besøgt Sovjet, som det hed dengang, og også spist på russiske restauranter både i Paris og London samt Helsingfors, men det ville være vildt pral, hvis jeg sagde, at jeg har et godt kendskab til det russiske køkken. Så derfor var det et forstærket hold, der mødte op til denne prøvespisning i kælderen, hvor Izbushka ligger. Jeg havde simpelthen inviteret min russisktalende kollega til at være min ledsager. Og hvad kunne hun ikke fortælle mig med sit store kendskab til land og folk for ikke at nævne spisevaner og råvarer og tilberedningen af maden. Jeg anede ikke, at de mange, små forretter, som en gæst modtages med, er den russiske husmors stolthed, og at hun gerne lægger mere vægt på dem end på hovedretten. Heller ikke, at der i dag er kiwi og avocado i butikkerne i Moskva. Og nok husker jeg, at russerne har været sat på en skrap afholdskur under Gorbatjov, men ikke at Sjevardnadse, dengang partichef i Georgien, prøvede at styrke limonade- og tesalget ved at give ordre til, at alle de gamle vinstokke i landet skulle fældes. Så når der på etiketten på en flaske står, at det er en georgisk vin, den indeholder, er der al mulig grund til skepsis. Vælg selv - løgn eller fup. Som regel er vinen moldavisk. Mættende og kedelig Vi havde reserveret bord i den nye restaurant, hvor der førhen lå en kinesisk og helsepræget. Det viste sig at være unødvendigt. Men en venlig ung mand viste os hen til det eneste af dem, hvorpå der stod reserveret, og som aftenen skred frem, blev det mere end indlysende, at hans kendskab til tjenerfaget var mikroskopisk. Men tjenstvillig var han da. Da vi til sidst spurgte ham om, hvad han egentlig lavede, fortalte han, at han studerede markedsøkonomi og havde boet 11 år i Danmark. Ejeren af restauranten? Ja, det var et olieselskab. Punktum. Men hvem der stod for køkkenet, fik vi aldrig opklaret. Spisekortet - på russisk, dansk og engelsk - ser ret fyldigt ud, men er det faktisk ikke. Der indledes med en alenlang stribe af appetizers eller salater af en art: rødbede, ræddike, surkål, gulerødder, stegte kartofler med løg etc. samt piroger til kun 10 kr. for to. Her i Rømersgade er en pirog et lille hjemmelavet brød med fyld af en anelse kål. Mættende, men utroligt kedelig, selv om den var lun. »Afgjort opvarmet«, sagde min ledsager. »Og du kan ellers tro, at piroger kan være lækre«. Vi havde besluttet os for at dele husets udvalg af russiske forretter (59 kr.), og min gæst foreslog også en 'stolitjnij salat' - typisk russisk, fortalte hun. Jeg vil kalde det for en gang ruskom-snusk af finthakkede kartofler, gulerødder, kogte ærter, kål m.m. Men hun spiste da op. Så var der mere karakter over udvalget af russiske forretter med bl.a. surkål, saltede agurker, marinerede tørre svampe og aubergine-ikra (ikra betyder kaviar på russisk). Jeg havde også bestilt en svampepaté, der blev serveret i en sød pandekage (20 kr.), og svampene, der intet havde med en paté at gøre, var bare finthakkede. Vi havde begge indledt seancen med et glas af husets hvidvin, kaldet georgisk og slet ikke værst (80 kr. tilsammen), og vores rødvin, ifølge min russiskkyndige kollega en af de velkendte ved navn Saperavi, bad vi også om at få serveret i glas. (100 kr. for to). Den var virkelig noget for sig selv, som tjeneren havde advaret os, og kan ikke rigtig sammenlignes med kontinentale vine. Den vandt noget ved nærmere bekendtskab, og mens min ledsager tog en gang borsjtj, tynd, men velsmagende, nippede jeg til vinen. Mæt for små penge Hendes hovedret var pelmeni, en slags kødboller i en pastadej, og hun fik syv. Vi kan måske kalde det for en russisk variant af ravioli (billig, kun 59 kr.). Jeg derimod tog husets dyreste hovedret, sibirisk kalvekød (159 kr.), der bages langsomt i en lav skål under et lag af ost, løg og russisk mayonnaise, som de selv kalder for provencalsk. Det var en sammensætning så absurd, at jeg måtte prøve den. Og det udmærkede kalvekød svømmede i en fed sauce, ja, det var en meget, meget tung ret, men den smagte udmærket. Og man kan jo levne. Min gæst havde også kun pæne ord at sige om sine pelmeni. Med andre ord: Hovedretterne var så afgjort højdepunktet denne aften. Desserterne var få, pandekager med honning (der kom forklaringen på de søde pandekager til svampepateen!), is eller kage med nødder og frugt, kaldet mazurka (29 kr.) Den valgte vi, og blot dette ene eksempel på tjenerens uerfarenhed: Vi fik den serveret uden tallerken og selvfølgelig uden gaffel. Den mindede os mest om en skive af en engelsk fruitcake, og den fik følge af en kop nylavet, men meget tynd kaffe (38 kr. i alt). Og dermed nåede regningen op på 638 kr. Det kan ikke blive til andet end to kokkehuer til Izbushka. Men det skal understreges - man kan spise sig mæt i den nye russiske restaurant for meget små penge, hvilket forklarer et par unge russere blandt de få gæster. Eller var de bare venner af huset? Eller ansatte?