Sult er nødvendig, hvis man skal nyde sin gode middag i Filminstituttets restaurant. Der er fire kokkehuer. Eller sagt på en anden måde, så går der en lang foyer med en glasvæg tværs igennem huset fra den ene gade til den anden, og den er delt op groft sagt i fire kvarte, som ikke alle umiddelbart er til at skelne fra hinanden. Ja, og der er indgang fra begge gader. Jeg havde aftalt at mødes med min gæst i restauranten, som de kloge folk derinde har givet navnet Sult - et pletskud, vil jeg mene - og for at opfriske hukommelsen - tænk på Knut Hamsuns bog og Henning Carlsens filmatisering. Men hvor var indgangen? »Lige frem«, sagde en venlig mand. Og sandt nok, pludselig stod jeg i cafeen med den store bar og mange små borde, hvor der sad mennesker, og da jeg fortsatte, nåede jeg restauranten. Hvor min ven ventede og straks kom ilende. Men det er en glidende overgang, der er ikke nogen klar definering af de forskellige enheder. Umiddelbart bemærkede jeg ikke, at stolene er forskellige i de to spiseafdelinger, og hvis ikke der havde været stofservietter elegant stillet op på bordene som høje omvendte kræmmerhuse, havde jeg ikke umiddelbart været klar over, hvad der var café, og hvad der var restaurant. »Og desværre, garderoben ligger ret langt nede i kælderen«, sagde min ven. Men da der er plads til omkring 80 mennesker i Sult - det fortalte vores dygtige og tiltalende servitrice os - og kun to borde var besat på det tidspunkt, mente vi nok, at vi kunne tillade os at lægge overtøjet på en tom stol. For allersidst i foyeren kommer den lukkede boghandel. Ganske kort sagt synes min ledsager, der er arkitekturkyndig, at det er en udmærket ide at lade spisestederne ligge i en foyer, hvor folk jævnt hen går forbi, for det giver liv - eller kan give liv. Det virker efter ønske, når biograferne tømmes, men indimellem slet ikke. Og for nu at bringe mig selv ind i billedet - modsat min gæst, der er ligeglad, foretrækker jeg så absolut ikke at være en skueret, når jeg sidder med en god ven og nyder en middag og en fortrinlig flaske Fleurie (295 kr.). Til frokost - lad gå. Og frokostkortet er i øvrigt også tiltalende, priserne fornuftige. Take it or leave it Nu lidt personalia. Filminstituttet har forpagtet spisestederne ud til Bo Haahr og Claus Olesen, der allerede er involveret i forskellige former for catering andre steder i byen, den altobserverende restaurantchef hedder Thomas Witalis, og på den såre vigtige post som køkkenchef sidder Alvin Bielefeldt. Ham kan de sandelig være tilfreds med inde i Filminstituttet. Han kan sin metier. Vi anede det allerede, mens vi nød et glas cremant (fra Loire, den billigste, 65 kr. pr. glas) og kikkede på kortet. For undtagelsesvis at tage mig selv først, tegnede jeg mig for dagens menu til 268 kr. Hver eneste ret tiltalte mig, der var nytænkning her, en suppe var faktisk hovedretten - og hvor tit får man en lun dessert? Og min gæst, han valgte a la carte. På min menu stod serranoskinke med kantareller som forret - to ting, jeg holder meget af, men helt ærligt sagt; den fornemme spanske skinke virkede alt, alt for salt serveret på denne måde, og de stakkels kantareller fik ikke en chance. Det skuffede mig. Men videre - min godt indkogte og brune fiskesuppe var så sandelig både mættende og imponerende, den blev serveret med et overdådigt og vidtfavnende fyld af skaldyr og fiskearter - den var faktisk så rigelig, at jeg generøst skænkede en jomfruhummerhale til min ledsager. Og endelig som afslutning kom der en lille lun chokoladekage, utrolig raffineret, men om den mættede! Jeg måtte udsende et SOS, som gudskelov blev vel modtaget på den anden side af bordet. Der er i øvrigt også på kortet til den, der virkelig er hungrende efter en seks-rettersmenu, der kort fristede min ledsager, som havde modtaget mig med de betryggende ord: »Jeg er sulten«. Men da den begyndte med makrel, som han absolut ikke ynder under nogen form, holdt han sig til a la carte-kortet og kom ikke til at fortryde. Først muslingerisotto (82 kr.), derefter perlehøne (162 kr.) og endelig de såkaldte balsamicofigner (65 kr.). Det eneste, der skuffede os, var den usmidige holdning dikteret oppefra, selvfølgelig, da min gæst spurgte, om det ikke ville være muligt for ham i stedet for perlehøns at få kanin, der var hovedret på den store, seks-retters-menu til 320 kr. Men nej, sagde servitricen. Samt desværre. »Det er take it or leave it«, som hun tilføjede. Til gengæld fik vi som appetitvækker begge et kaninlår. Hensat til græsk ø Bortset fra denne skuffelse var min gæst overmåde tilfreds og havde kun lovord for sin middag. Hans risotto med muslinger var perfekt - og hvis nogen mener, at det er da nemt nok at lave en god risotto, er de amatører. Det er virkelig svært at opnå den rigtige konsistens, hvor risene ligger enkeltvis og dog er møre og lidt fugtige uden at være kogt sammen til en grød. Muslingerne var simpelthen fulde af smag, nykogte og selvfølgelig heller ikke skrøbelige som dåsemuslinger. Jeg smagte med. Risotto skal laves i sidste minut, men kan dog stå lunt og vente - derfor er den en sjælden ret på en restaurant. Hovedretten, perlehønen (162 kr.), fik også pris og lovsang fra gæsten, og det er da altid rart for en værtinde, selv om hun ikke selv har rørt i gryderne. Jeg var ikke helt så imponeret over perlehønen som han, selv om den naturligvis var mør og også saftig, velbehandlet, kort sagt, og serveringen var overmåde delikat og elegant. Og endelig - vi var absolut enige om, at hans såkaldte balasamicofigner (65 kr.) kunne få enhver til at føle sig sat tilbage til en græsk ø en god sommerdag. I øvrigt - apropos varme og tørst, så stod der også denne danske og våde og triste novemberdag en glaskande med isafkølet vand på bordet - vi skulle ikke bede om det. Så er der ikke sagt et ord om den fremragende Fleurie - og heller ikke om vores for smarte armlænestole i forkromet metal og med lædersæde og -ryg. Sidstnævnte fortjener ingen ros. Min gæst er en stor mand, men absolut ikke tyk, og han fik ondt i lårene af at sidde klemt inde i stolen, hvis armlæn bøjer let indad og ikke udad, som det ville være logisk. Nu er det sagt. Regnefejl eller glemsomhed Vi sluttede af med kaffe, glimrende kaffe, cafe au lait og stempelkaffe (20 kr. for hver), og regningen lød på 747 kr. Det var da ufatteligt billigt for så god en middag, syntes vi begge. Men jeg må desværre komme med en tilføjelse. Et par dage efter, da jeg ringede til restaurantchefen for at få oplyst ejernes navne og derfor igen havde taget regningen med telefonnummer frem, bemærkede jeg, at den gode servitrice havde glemt at sætte vores rødvin på regningen. »Jeg sender en check på de 295 kr., hun har glemt«, sagde jeg. Men nej, absolut ikke. »Det er vores fejl, det tab må vi tage«, sagde restaurantchefen. Med andre ord: Vores middag med drikkevarer kostede korrekt 1.042 kr. Kald det regnefejl, kald det glemsomhed, det har i hvert fald ingen indflydelse på kokkehuerne. Sult skal have de fire styk for sit glimrende køkken og en venlig betjening. Ja, tre ville være for karrigt.