0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Kyndigt håndværk og skaberglæde

Gl. Jernbanevej 21, Valby.

Restaurantanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Der er kyndigt håndværk og skaberglæde ved komfuret i La Cuisine du Maroc, og kvaliteten er fortsat høj.

Sådan forholder det sig med La Cuisine du Maroc - en lille, hyggelig marokkansk restaurant på den diskrete adresse: Gl. Jernbanevej i Valby. Det vrimler ikke ligefrem med marokkanske restauranter i byen; jeg har kun kunnet finde et par stykker ud over denne.

Vi var sidst forbi med anmelderblokken for syv år siden, og dengang blev det til fire huer til La Cuisine du Maroc. De mange roller som henholdsvis indehaver, kok, køkkenchef og overtjener spilles af én og samme person på stedet: den meget venlige hr. Elbaz. Han ligner sig selv - og det gør stedet sådan set også. Hvide vægge med farvestrålende malerier og 10-12 små borde at råde over, fordelt på to små rum. Man træder mere eller mindre direkte ind i køkkenet, som domineres af en stor glasdisk, hvor aftenens kød og fisk som regel ligger til skue. Denne aften var der forholdsvis stille i restauranten, men det var også en ualmindelig almindelig hverdagsaften, og vi kom sent.

Vi taler om tingene
Elbaz er en meget venlig mand, der foretrækker at tale om tingene, når der skal bestilles. Så han kom hen til bordet med et par glas abrikoslikør og fortalte, hvad han havde i tankerne. Restauranten råder vist nok over et kort, men der er stor udskiftning i udvalget af retter, afhængigt af råvarers tilgængelighed og kokkens temperament.

Denne aften spurgte han blot, om vi spiste fisk - det gjorde vi - og om vi havde noget imod oksekød til hovedret. Det havde vi ikke. Vinen skulle han nok tage sig af. Huset råder som regel over et pænt udvalg af marokkanske vine, men til aftenens menu anbefalede vores vært nu en flaske Rhonevin fra Chateau Neuf du Pape. Vi fik den glasvis - og de nærmere data er desværre undsluppet. Jeg beklager.
Det marokkanske køkken har naturligvis sit eget særpræg, men bærer dog et klart slægtskab med de øvrige nordafrikanske køkkener. Couscous er nok den mest kendte klassiker i hele regionen; en ret, der varieres i det uendelige. I Marokko skulle retterne generelt være mere diskret krydret end i Algeriet og Tunesien, hvor der ofte fyres godt op under smagsløgene, ikke mindst med den kendte, stærke krydderpasta harissa.

En anden berømt, nordafrikansk ret er tajine, som serveres i de kendte lerskåle med det høje, dekorative koniske låg. Mere om den senere - det var vores hovedret. Forretterne var grillet smørfisk, som blev serveret med to meget fine salater. Den ene var en kold ratatouille på tomat, løg, springonion og oliven, den anden var en meget raffineret kombination af løg og strimlet gulerod, tilsmagt med abrikos og kanel. Smørfisken var mør og saftig, smukt grillet og krydret med lidt hvidløg og frisk koriander.
Endelig var der en lille skefuld hvidløgsmayonnaise, som gik godt til den grillede fisk. En glimrende forret.

Elbaz skænkede op i glassene og forsvandt hurtigt ud i køkkenet igen, hvorfra der efterhånden bredte sig liflige dufte. Rødvinen var en god, solid Rhone, der nok kunne slå fra sig, når den mødte hovedretterne med oksekød. Inden længe kunne vi se ned på hver vores rygende varme Tajine-skål. I den var et stykke mørt og velsmagende oksekød blevet braiseret sammen med en masse, friske grøntsager: gulerod, løg, tomat, courgette og - overraskende nok - asparges. Kødet var forinden blevet marineret i olivenolie, sort peber og safran, hvilket gav en flot smag til hele retten. Tajinen fungerer i princippet som en stegeso; man tilbereder kød og grøntsager i egen kraft så at sige. En meget enkel og velsmagende ret, tilberedt af gode, friske råvarer.

I den halvdyre ende
Der var to desserter i den søde afdeling denne aften, og vi prøvede en af hver. Min gæst fik tynde skiver melon med en appelsinis til - udmærket og friskt. Selv prøvede jeg en dessert, som jeg mener Elbaz har haft på kortet, så længe han har haft restaurant på stedet: stegte bananer. Denne aften blev de serveret med en kokosis. Meget enkelt og velsmagende. Jeg går - med fare for at fornærme kokken - ikke ud fra, at isen var hjemmelavede, men de fejlede bestemt ikke noget. Desserter er nok ikke det, der interesserer køkkenchefen allermest, men der er altid et par ærlige bud inden for genren.

Vi sluttede af med to kopper marokkansk kaffe (15 kr.), tilsmagt med rigeligt sukker og kanel. Dem, der ikke har en decideret sliksød tand, vil jeg næsten anbefale at bede om at få dæmpet sukkermængden. Den kan virke overvældende i kombination med kanelen. Regningen endte på 895 kr., hvilket nok anbringer La Cuisine du Maroc i den halvdyre ende af restauranter. Ikke mindst når man ser på etniske spisesteder. Vi er ikke vant til at lægge så mange penge på en lille restaurant, der repræsenterer et fjerntliggende, eksotisk køkken. Men det er til gengæld også en høj standard, man oplever på La Cuisine du Maroc.

Råvarerne er altid superfriske, der er kyndigt håndværk og skaberglæde ved komfuret, og det kan både ses og smages. Ved sidste besøg for syv år siden blev det til fire huer til La Cuisine du Maroc - og det er der efter dette besøg ingen grund til at pille ved. Fire huer og en varm, marokkansk anbefaling.

Deltag i debatten nu

Det koster kun 1 kr. at få fuld adgang til Politiken, hvor du kan læse artikler, lytte til podcasts og løse krydsord.

Læs mere