En rød, rigelig og velsmagende cocktail, som går under navnet Café Ketchup. En milleniums-fusion af stilarter, der har fundet sin egen rytme og melodi. Den sorgløse in-crowd så ud til at have taget stedet til sig; det var i hvert fald en dekorativ blanding af kendisser og wannabees, der sjaskede cocktails i sig side om side med almindeligt dødelige forretningsmænd og cafégæster. Kokkene holder til i et kæmpemæssigt åbent køkken i kælderen, så deres arbejde er en naturlig del af livet på stedet. Smart? Ja. Om det bliver ens stamsted, eller man flygter skrigende bort, er en smagssag; men Ketchup er ubetinget sikkert og dygtigt skruet sammen, og der er gode folk i hovedrollerne. Vi besluttede os for at gå linen ud og tage den fulde 'Ketchup-Experience' med et par af husets cocktails som indledning. De koster 70 kr. stykket og går under navnet French Martinis. De var fremragende, og man får en pæn balje alkohol for pengene, men mere skal de nok heller ikke koste. Samtidig kom brødet og husets adelsmærke - ketchuppen på bordet. Den er knaldrød, tilsmagt med chili og udmærket - men der var ikke så meget at bruge den til i løbet af måltidet. Det er måske nok mest en gimmick, der klæder konceptet - men det rigtige koncept er jo også gud ifølge de kloge købmænd. Suppe som cappuccino Pludselig stod tjeneren der med to kopper cappuccino. Vi havde ikke bestilt dem, men lod ham ikke mærke med noget og tog imod dem. Under det fnuglette mælkeskum gemte der sig en cremet linsesuppe med små stykker foie gras i. En blanding, der tvang én til at overgive sig. Den fulgtes ad med en lille, tæt abrikosrelish. Sødmen i abrikoserne fandt foie grasen i suppen og indgik et smukt samarbejde. En fornem appetizer. Inden længe gik de i gang med anretningen af vores forretter ved den lange køkkendisk. Min gæsts tallerken var en klar fusionskonstruktion: En cremet, delikat kartoffelsuppe, var anrettet i en suppeskål med en potageskefuld wasabicreme oveni. En håndfuld knasende sprøde ærter, vendt i wasabi (japansk peberrodsagtigt pulver) (og derefter langtidsbagt/tørret?) var drysset i suppen. Men kreativiteten stoppede skam ikke her. To velkrydrede crabcakes (fiske/krabbefrikadeller), i asiatisk stil var anrettet på en sidetallerken på et stykke ristet foccaciabrød, 97 kr.Suppen var fremragende, cremet og flot afstemt med wasabiens aromatiske peberrodssmag. Krabbedellerne var også en ren fornøjelse; focacciabrødet havde man nok mindre brug for - det talte ikke så meget med hverken krabbe eller suppe. Men det så da meget raffineret ud - og det er måske grund nok. Min forretspizza lod nu intet tilbage at ønske. Papirstynd, sprød dej, derpå en engleblød avocadocreme og dernæst røget laks og røget smørfisk - og ovenpå rigelige mængder frisk rucola, 90 kr. Originalt? Ja. Måske lidt vulgær i al sin rigelighed og svælgen i populære sammensætninger - men også forbandet velsmagende. Smørfisk egner sig rigtig godt til rygning. Røgen binder den heftige fedme og giver kødet karakter. Laksen var glimrende, og avocadoen ren og mild i smagen og delikat cremet. I glasset var der på tjenerens anbefaling en fremragende siciliansk hvidvin på den forholdsvis sjældne grønne Grillodrue, fra producenten Rallo, 1998. Der var både fad og dybde i smagen og en smuk gylden farve lyset kunne spille i. Et glas kostede 75 kr. Til hovedretterne knappede tjeneren en flaske Big House Red op. Vi er i USA hos den vilde og gale producent Bonny Doon, 1999. Utrolig at de kan frembringe så fyldig og stor en smagsoplevelse af så ung en vin. En flaske koster 295 kr. En af de billigere i kortet. Hovedretterne kom på bordet. Møre, flotte skiver lammeculotte. Smukt stegt - ikke en finger at sætte. Dertil en bønnesauce tilsmagt med chorizo (spansk pølse). I saucen lå gule bønner, brune bønner, grønne bønner, hestebønner - et orgie for en bønneelsker. Der var endvidere en mynte-couscous, delikat og velafstemt i myntesmagen, en fallisk persillerod, der rejste sig potent midt på tallerkenen og endelig en gedeost-farseret rød chili, 200 kr. Sidstnævnte var klart for voldsom i styrke. Det var lidt synd for de andre, flotte smagsnuancer. Måske skulle man skifte til en lidt mildere chili eller piment, for ikke at brænde gæsterne af. Men holdt man sig på afstand af den røde, farserede satan, var lammeretten en fornøjelse. Kylling på fire måder Mine tre slags kylling så ud til at være blevet til fire denne aften - eller også var det rødvinen. Der var to stykker friteret kylling i brødkrumme. De havde desværre ikke fået nok denne aften og var noget blodige indeni. Aftenens eneste klare fejltrin. Så var der en meget lækker kyllingerulle med delikat fyld og skind udenpå, et stykke dampet kyllingebryst med chorizotern og endelig et stykke kylling indbagt i tempuradej - meget velsmagende. De mange varianter af kylling var anrettet på en vældig god auberginekaviar (blød og velsmagende auberginemos) og udenom var der udført et større anlægsarbejde med tre forskellige saucer: en knaldgrøn, let krydderurtepesto, en rød på sweetchili og yderst en gul, kraftig karrycreme, 200 kr. Sødt og dejligt Desserterne var også klædt på til narrestreger. Min gæst fik en innovativ, yderst velsmagende og flabet konstruktion i form af en stegt chokoladetrøffel i et kræmmerhus af knasende sprød dej, med et tilbehør af blommefileter og en glimrende sorbet på mørke, røde bær. Flot håndværk og en meget delikat dessert, 85 kr. Selv endte jeg med kokkenes fortolkning af den italienske tiramisu; her som letfrossen iscreme i et tyndt, elegant chokoladerør, 90 kr. Selve iscremeblandingen fremstod nu mest 'bare' som en god kaffeis, som til gengæld fik et virkelig fint modspil af to slags coulis (frugtpuré), der var streget op på tallerkenen: kaffe og hindbær. En rigtig god kombination. Espressoen kommer i elegante glaskopper, der giver mulighed for at se overgangen mellem den fine, rødbrune crema og den kulsorte kaffe - 20 kr. stykket. Inklusive DJ Regningen endte - hold fast - på 1457 kr. Inklusive vand, kaffe, cocktails og en muskuløs dj, der vender pladerne lidt ud på aftenen. Det er mange penge. Skræller vi al ekstravaganzaen fra, ender vi alligevel på over 1.000 kr. for to. Der skal et godt køkken til at honorere det prisleje, men det har Ketchup også sikret sig med Meldgaard og Thøstesen. Det er fusion - men ikke det kaotiske skud spredehagl, som fusionskøkkenet nemt kan fremstå som, når der ikke er hjerte bag innovationerne. Det er kyndigt og præcist håndværk og spændende, kreative kombinationer man møder på tallerkenerne og betjeningen var denne aften høflig, effektiv og seriøs. Summa summarum: Ketchups Casual Gourmet -køkken er et besøg værd. Fire huer til fusionskokkene og Ketchups flyvende cirkus.