Vi bliver stopfodret som ingensinde tidligere med mad i samtlige medier, aviser, ugeblade, tv og radio. Og ironisk nok: alligevel er køkkenarbejdet i de små hjem indskrænket til et minimum og helt nede på det vågeblus, som lige akkurat kan bringe pastagryden i kog. Det er færdigretter fra supermarkederne og pizzaer og burgere og lignende take-away produkter, der er rykket ind i de mange, danske hjem og har taget over fra mors hjemmelavede frikadeller. Og forklaringen kender vi alle - de udearbejdende kvinder. Men der er sket nok en væsentlig ændring i vores spisemønster. Vi har fået mange flere cafeer og restauranter, og ikke kun i den billigere ende. I de seneste år er der i hvert fald her i København kommet endda rigtig mange nye restauranter med branddygtige og entusiastiske kokke, der står for et højt gastronomisk niveau. Og en af de sidste, kun godt seks måneder gammel, hedder Jacobsen og ligger i Bellevuekomplekset, lige ved siden af teateret og i det hus, han - den internationalt berømte arkitekt Arne Jacobsen - tegnede midt i 1930erne. Selvfølgelig sidder gæsterne på Jacobsen-stole - et bredt udvalg og i mange variationer - og i kaffe-slappe-af afdelingen med kaminen står både Ægget og Svanen, iklædt det ruskindslignende alcantara stof, og i de store vinduer (uden gardiner) er placeret kaktus. For dem havde professor Jacobsen et kærligt forhold til. Bordene er sobert hvidklædte og med dækketallerkener, bestikket selvfølgelig Jacobsens, også kanden med isvand og sigte og det kuglerunde vippeaskebæger i stål. Ja, det er et harmonisk og smukt rum, hvor PHs store koglelysekroner også har fået adgang og vores eneste, forsigtige anke går på musikanlæggets rørhøjttalere og akustikken. Og dog er der betænksomt lagt et væg til væggulvtæppe for at dæmpe støjniveauet. Struds og ged Køkkenchefen her i huset hedder Jacob Bach og er - lad det straks være sagt - en yderst kompetent herre med fintudviklet sans for detaljerne. Han har i øvrigt også undervejs i karrieren arbejdet for den gamle Kong Hans-chef, Daniel Lentz. Og det var en både meget køn, velskolet og effektiv kvindelig tjener, der kom til vores bord og, så snart hun hørte, vi havde fået en drink hjemmefra, straks forklarede os om menuen til 285 kr. Den dag bestod den af en pighvarcremesuppe med store gambasrejer og kammuslinger, en kalveentrecote med portvinssauce, selleri og shitakesvampe og en ananasdessert. Og dagens fiskeret var i øvrigt stegt sandart med skorzonerrødder. Vi besluttede os for at dele opgaven således: min kompetente ledsager skulle tage dagens menu og jeg vælge a la carte fra det velkomponerede udvalg med både tidstypiske retter og det mere uventede. Af forretter var der gratineret gedeost, muslinger, carpaccio, her dog af struds, røget laks med sennepskartofler og (igen) pighvarcremesuppen med gambasrejer, alle til nær 75 kr. Kun en foie grasterrine med tørret andebryst sneg sig op på 115 kr. Men vi havde ikke hørt godt nok efter i timen, for jeg valgte som forret husets pighvarbisque, som jeg vil kalde min suppe, der - bortset fra garnituren - var næsten identisk med menuens første ret. Og vel vidende, at en fiskesuppe med fløde gør en mæt, mættere, mættest, alt afhængig af kokkenes dosering af fløde, valgte jeg som hovedret den såkaldte pot au feu af vagtel med spinat og julienne af grøntsager. For den kom med kniv og gaffel og en lille ske, sagde tjeneren, og var egentlig ikke en suppe (165 kr.) Andre muligheder, og alle på samme prisniveau, var lår og ryg af kanin med provencalsk tomat- olivensauce, stegt lammeryg med - sjældent - hvedekerner og skorzonerrødder, pighvar indbagt i smørdej med spinat samt en pastaret til bundprisen 115 kr. Og så skulle der vælges vin. Vi besluttede os for en Crozes-Hermitage 98 fra Domaine Combier til 250 kr., og den var rund, blød og en anbefaling værd. Vi tog et par mundfulde af det pragtfulde, hjemmebagte brød og nippede til den. De næsten ens meget store, hvide tallerkener var varmet op før serveringen - betænktsomt - og vi greb om den absolut umulige, lange og slanke suppeske, vel vidende, at her sker ingen ændringer, her skal det jo være Jacobsen. Punktum. Suppen med et stænk eller to af en grøn basilikumolie og et svagt drys grønt, var pragtfuld, ikke to meninger om det, baseret på en fin fumet og tilsmagt med cognac, der dæmpede det 'flødede', som en cremesuppe bærer i sig, og som for min gæst absolut ikke var noget problem. Men min sidste mundfuld burde jeg have levnet, for jeg spiser ret magert i det daglige. Gambasrejerne var selvfølgelig perfekte - og vrangvendte. Paradenummeret Det var en af de aftener, hvor man med forventning venter på hovedretterne. Først min gæsts: skiver af dejligt, rosa kalvekød med smag, velstegt, og tallerkenenen rundt (og igen var det kæmpestørrelse) lå stegte, små tern af rodselleri, lige akkurat tilpas faste/bløde, med shitakesvampe og glacerede løg og en fortrinlig portvinssauce, for ikke at sige en demi-glace. En skål små kartofler med skræl fulgte kalven til bords. Jeg sad over for en yderst tilfreds gæst, der med løftet pegefinger sagde: »Og husk kørvelkvistene.« Endnu et raffinement. Og alligevel - jeg synes, at jeg fik en endnu bedre og mere interessant ret. I den samme, varme, dybe tallerken, hvis bund akkurat var dækket af en kraftig indkogt suppe, lå på et lille spinatplateau små, reelle udskæringer af vagtel, der havde bevaret både saft og kraft. Lidt fint udskårne urter var der også. Allerede nu, noget over kl. 21, tyndede det ud i restauranten, et tegn på, at mange af gæsterne er lokale. »Og så har jeg stadig min ananasdessert til gode ... og prisen for hele middagen er kun 285 kr.«, sagde gæsten, da hans tallerken blev bragt til bordet. Den var elegant, ovntørrede, tynde skiver af frisk ananas, formet som en kurv med låg og med en frisk ananassorbet. Dertil det store paradenummer, trukne sukkertråde, om man vil: spunsugar. Selv havde jeg af tre mulige desserter valgt brændte svesker med vanilleis og croquant, for jeg troede - naivt - det var en relativt let dessert modsat husets chokoladetærte. Men nej, det var en sød, sød, sød sag, svesker, der lå og badede sig i en sirupsagtig sovs med små hårde stykker croquant, og på toppen det store broderi af brune sukkertråde. Det hjalp med en mundfuld vanilleis, men ... Havde jeg bare valgt den gode og klassiske creme caramel nok engang. Vi sluttede af med to gange decaffineret stempelkaffe til 50 kr. Søvn er nemlig for os vigtigere end den gode kaffesmag. Vores regning blev på 890 kr., og vi var enige om, at det er en absolut rimelig pris for vores middag, der bar præg af en fremragende kok - som måske slet ikke er ansvarlig for det søde indslag. I hvert fald: tak for mad til Jacob Bach og fire kokkehuer til Jacobsen.