I storbyens restaurationsliv skyder nye spisesteder op som paddehatte, og lige så mange andre lukker igen. Det pulserende gastronomiske liv stiller fordringer om at være opdateret, og visse steder formår midt i al denne tumult at være stabile evergreens med energien lagt på det ærlige velsmagende køkken uden de store innovative armbevægelser. Skønt visse rokader bag gryder og ejerskab er Frederiks Have stadig et sådant stabilt og dejligt spisested, hvor denne lyse - men dog lidt kølige aften - levede smukt op til vore forventninger om god, årstidsrelevant mad. Lokalet indendørs er lyst og venligt, og når vejret tillader det, er her også en gårdhave, der trods beliggenheden lige ved Frederiksberg Rådhus er stille og med et strejf af landlig idyl. Selvom vi befandt os midt i ugen og sidst på måneden, var her adskillige gæster, tydeligvis flere stamgæster, og det er ikke så underligt. For her er god mad til rimelige penge. Hurtigt serviceret med vand og lunt, hjemmebagt brød kunne vi kaste os over spisekortet, hvor a la carte-retterne er yderst sammenfaldende med menuen, som det langt bedre kan betale sig at vælge. Hovedretter ligger på cirka 190 kr., mens en treretters menu koster 298 kr. For cirka 50 kr. ekstra per ret kan menuen udvides op til fem retter. Lægger man vine skænket i glas til, bliver de tre retter med rundhåndet skænket, fornuftigt valgt vin til i alt 498 kr., og så taler vi netop om good value for money. Fine fjordrejer Min medspiser fik friske fjordrejer med rygeostcreme, limemarineret fennikelsalat og toast. Stor tilfredshed med den flotte servering af fjordrejer og den milde rygeostcreme, der ikke blev for voldsom, fordi kokken havde rørt den op med noget fløde eller cremefraiche, der mildnede smagen tilpas. Den limemarinerede fennikelsalat havde ikke så meget at gøre ved de fine fjordrejer, især ikke da den var lidt våd og kedelig. Hertil et glas Chablis 2003, Domaine Oudin. Jeg fik bagt slethvar i egen bisque med kompot af muslinger, tomat og krydderurter i filodej. Min fisk havde fået en smule for meget varme, hvilket let gør den tør, men slethvarbisquen var himmelsk og så rigelig, at jeg hurtigt glemte den lidt tørre fisk. Filodejsrullen var sprød og varm og godt tilsmagt, så de lune tomater og muslingerne havde det fint. En lidt kraftigere vin i form af en Arneis 2004 Malvira, Roero fulgte til, og man skænker gerne mere end et glas, hvis man lyster.. Til hovedret var vi begge blevet grebet af foråret, så a la cartens kalvemedaljon og braiserede bryst i rødvinssauce kunne ikke lokke. Det blev i stedet menuens majskylling med asparges til os begge. En skøn og forårsagtig ret uden dikkedarer - store stykker med sprødstegt skind og hertil en klar hønseconsommé med hvide og grønne asparges, en klassisk flødepeberrod og nye kartofler med løvstikke. Finere forårshistorie er svær at finde, og vi begyndte at forstå, hvordan Frederiks Have følger årstidens gang på fornuftig vis. Snert af prop Man havde meget klogt valgt en Bourgogne, en Terres Dorées 2003, Jean-Paul Brun som akkompagnement til. Men glasset havde en svag snert af prop. Vi tilkaldte tjeneren og forklarede, at vi fandt svag prop i vinen. Tjeneren forlod os med flasken og et par betvivlende ord. Kort tid efter kom han tilbage og meddelte, at sådan skulle den smage. Jeg har ikke smagt netop denne Bourgogne tidligere, men når en vin har en umiskendelig næse af let gæret kork - også selv om det kun er gennem mundens kontakt med lugtesansen - så vil jeg altid forvente, at køkkenet bytter vinen. Det var jo øjensynligt den, der blev drukket ved de fleste borde, så hvorfor ikke forsøge med at lade os smage en anden flaske? Vi insisterede på afsmagen og bad om et andet glas vin, en Côtes du Marmandais, der i øvrigt var husets udmærkede vin til 198 kr. flasken. På regningen figurerede vinen ikke, så selv om der ikke var enighed med køkkenet, efterkom de vore ønsker. Vinkortet i øvrigt var godt, lille og med god spredning. Så bad vi om en lille pause før desserterne kom. Vi kunne have skudt nogle oste ind her eller have prøvet Frederiks forskellige is eller chokolademarquis, men vores unge tjener anbefalede rabarberdesserten fra menuen på det varmeste, så den snuppede vi. Det fortrød vi ikke. Velafstemte rabarbere Desserterne står godt i Frederiks Køkken. En lille frisk og let men intens rabarbermazarin, en sød og syrlig rabarbersorbet og en meget fin og luftig panna cotta kom som velafstemt dessert - suppleret af et let glas Moscato d'Asti, 2004 fra L'Arbiola. På en hverdag er det godt med en alkoholsvag dessertvin, så de søde dråber ikke virker forstyrrende, men blot forfriskende. Efter dette på mange måder herlige måltid, hvor der kun var småtterier at kritisere, afsluttede vi med et par kopper god kaffe og en regning på 1100 kr. inklusive flaskevand og kaffe. Vi befinder os i grænselandet mellem tre og fire huer. Den overstegte fisk og den lidt triste salat til fjordrejerne, samt den ikke så imødekommende tjener, er ikke på nogen måde katastrofalt. Men i disse eksamenstider skærpes synet måske en anelse mere, og derfor lander vi på tre meget store huer for rigtig dejlig ukompliceret, velsmagende mad til familievenlige priser.