I den høje kælder i Nyhavn 14 har Sorte Ravn i over 30 år været et af byens bedre spisesteder. Ravnen sidder i relief over det smukke gamle hus fra 1775. Storhedstiden var formentlig 80'erne og de tidlige 90'ere, hvor Ravnens ry var helt i top. Nu er det en mere stilfærdig tilværelse uden det samme rampelys, der leves; men komfuret brænder stadig, og tallerkenerne lander på bordene foran gæsterne hver aften. Vi kiggede forbi en råkold januaraften for at prøve Ravnens køkken. På Sorte Ravn har man som gæst mange muligheder. Man kan læne sig tilbage og lade køkkenet køre den helt store 5-retters vintermenu til 545 kroner. Der er også en såkaldt klassisk menu til 435 for tre retter, et lille a la carte-udvalg og endelig den såkaldte teatermenu, der serveres mellem 17 og 19.45. Så skulle der lige være et kvarter til at få sat sig, inden tæppet går. Ravnens beliggenhed er perfekt, hvis man skal i Det Kongelige Teater, men i skarpt trav burde man også kunne nå flere af byens andre scener, hvis ellers man får tygget af munden i tide. Prisen lyder på 298 kroner for 2 retter inklusive en halv flaske vin og kaffe. Den nappede jeg. Min gæst gik a la carte-vejen og valgte nogle retter fra vintermenuen. (Alle menuernes retter fås som a la carte). Særpræget placering Vi blev placeret ved et af bordene i hovedlokalet. Der var samtidig ankommet et meget stort firmaselskab, der skulle have en glad aften i byen. Vores bord stod imidlertid midt i den del af restauranten, hvor selskabet stående indtog velkomstdrinken. Det var en lidt ejendommelig oplevelse at sidde og stritte mellem 10-15 stående, talende gæster, for hvem det var lettere ubelejligt, når tjeneren kom hen til vores bord. Da der på et tidspunkt blev holdt tale - og dermed pludselig blev stille omkring os - blev det kun endnu mere særpræget at sidde og forsøge at være almindelig gæst midt i firmafesten. Man kunne nok have fundet en smartere løsning; det var en lidt uheldig start på måltidet. Forretterne: Min gæsts ret hed i kortet risotto med skaldyrsragout. Normalt ville man nok kombinere de to indslag og lave en egentlig skaldyrsrisotto, men altså ikke her. Retten var en cremet, lidt solid risotto i bunden af en dyb tallerken og oven på dette en skaldyrsragout. Stykker af hummer, kammusling og kæmpereje i en udmærket skaldyrsfond på brændte skaller - tilsmagt ret markant med dild. Øverst endvidere en lille salat, hvilket var pænt, men måske lidt unødvendigt. Ragouten smagte glimrende, men retten kunne formentlig have været endnu mere sammenhængende, hvis man havde kombineret risottoen og skaldyrene. Min forret var en af specialiteterne på Sorte Ravn. Dybhavsrejer omviklet med bacon, tomatconcassé, vilde ris og beurre blanc-sauce. En ret, som virkede ret 80'er-præget i sin komposition. Vilde ris og beurre blanc havde kronede dage for 15-20 år siden. Men det betyder jo ikke, at det ikke kan være velsmagende. Baconen tog måske nok lidt af pusten fra dybhavsrejerne, men tilberedningen var i orden, og alt på tallerkenen smagte fint. Et glas husets hvidvin fulgte med til teatermenuen - en udmærket rund og velstruktureret Alsacevin med en ganske let sødme. Data er beklageligvis undsluppet. Rødbeder og old school Hovedretterne: Min gæst gik efter vintermenuens hovedret, der var en langtidsbraiseret lammeskank. En herlig, solid vinterret med masser af smag. Skanken var smukt braisseret, kødet faldt fra benet og var meget velsmagende. Den fulgtes med en karamelliseret skorzonerrod og en udmærket kartoffelpuré vendt med hakkede krydderurter. Endvidere var der syltede rødbeder på tallerkenen, hvilket vi ikke helt forstod. Ikke at syltede rødbeder ikke er dejligt, men lige den type klassisk surt til en fransk køkken-inspireret lammeskank virkede lidt pudsigt. Med kartoffelmosen og det trevlede skankekød bragte rødbederne indimellem tankerne hen på skipperlabskovs. Men ellers en dejlig vinterret. Min hovedret var også en klassiker, der smagte af gastronomi fra 'gamle dage': skiver af kalvesteg med en flødesovs med en generøs mængde Karl Johan-svampe i. Dertil en fondantkartoffel stukket ud med en rund cylinderform og lidt rodfrugter. Kalvekødet havde masser af smag, hvilket langtfra altid er tilfældet. Det her var godt modnet og marmoreret. En velsmagende ret, bestemt ikke nyskabende eller noget ud over det sædvanlige, men reel, ordentlig mad. Til hovedretterne kom en flaske husets rød. En Côtes de Castillion, Château la Gasparde, 2003. Fyldig, velsmagende og ret pænt niveau på en husets vin. Der blev skænket uden den store skelen til, om man nu lige præcis havde fået den halve flaske, der hørte til menuen. Dyr dessert Desserterne. Der hørte ikke dessert til teatermenuen, men nu var vi der jo med prøvegaflen, så vi kiggede i kortet og fandt en såkaldt Pina Colada-dessert til 95 kroner og en chokoladefondant til 115 kroner. Pina Colada-desserten var selvfølgelig inspireret af cocktailen af samme navn. På tallerkenen var fine tern af letsyltet ananas, en rigtig udmærket frisk kokosis med en fin, let konsistens placeret på en lille fransk sandkage af sablédej. Sidstnævnte skulle have være overøst mere med en god sirup - den var noget tør og ikke så spændende i det lige denne aften. Chokoladefondanten var en (lidt for) lille chokoladekage af den type, der skal flyde ud, når man skærer den over. Den havde fået en anelse for meget og var derfor ret fast i det. Velsmagende - men intet ud over det sædvanlige. Dertil kom en lavendelis, hvor selve lavendelnuancen nok kunne have været lidt klarere. En dessert til 115 kroner og dén pris var noget for høj for dagens præstation. Betjeningen var gennemgående god, meget venlig og opmærksom - dog med føromtalte placeringsmæssige smutter ved ankomsten. Med kaffen nåede vi i alt en regning på 957 kroner for aftenens besøg i Den Sorte Ravn. Meget billigere skal man ikke regne med, at et besøg på ravnen bliver, hvis man skal rundt i kortet. For sig selv holdt teatermenuen et ret pænt niveau. Det er ikke nyskabende gastronomi - men det er godt og velsmagende, og man får som sagt den fulde pakke med to retter, vin og kaffe for lige under 300 kroner. Går man efter den store, fine gastronomi, så ryger Sorte Ravn op i det dyre prisleje. Og der kan man få større gastronomiske oplevelser andre steder for de samme penge, vil jeg vove at påstå. Til eksempel koster Restaurant MR's 5-retters menu 525 kroner. Nomas koster det samme. På Ravnen er køkkenet mere solidt, det er velsmagende - men ikke lige inspireret hele tiden. Summa summarum: Det er dejligt, at et køkken som Sorte Ravn har blussene tændt efter 30 år i branchen - og hatten af for det. Til tider kan man mærke, at meget har flyttet sig i restaurationsbranchen siden 1975, og enkelte retter kan have et lidt 'gammeldags' præg. Vi lander på tre huer. Trods enkelte skønhedsfejl flyver Ravnen stadig.