Foran mig står en dyb tallerken med torsketartar formet som en perfekt rektangel i bunden af tallerkenen og dækket med friske ærter, små bidder ristet bacon og hyldeblomstgele. Øverst ligger gule, røde, hvide og pink blomster, alt sammen omgivet af en glasklar tomatconsommé. En smuk anretning, der henter sol og sommer ind bag det tidligere ammunitionsdepots metertykke mure, hvor stemningen mest af alt minder om en dagligstue om efteråret, med brune nuancer og en standerlampe i hjørnet.

LÆS OGSÅSkøn far-søn-restaurant flytter Toscana til København Retten, der er en del af min treretters menu, er typisk for det måltid, min gæst og jeg får serveret denne aften. Der er kælet indædt for detaljen, så retten tager sig dånende smuk ud, og fordi Spisehus 56° bekender sig til nærhedsprincippet og tager udgangspunkt i grøntsagerne, bugner tallerknerne af friske, farvestrålende planter. Absurd at kalde det grøntsager, når de nu er orange og røde og hvide og nærmest blå og ja, okay, klorofylgrønne! Køkken med grønne fingre Og det er netop de på en gang perfektionistiske og løsslupne anretninger, der gør Spisehus 56° et besøg værd. Selv min gæsts blomkålssuppe, der jo egentlig bare er en tyktflydende beige masse, bliver forvandlet til et lille kunstværk. Hun får serveret en tallerken, der kun indeholder små stykker smag og struktur i form af friske ærter, karse, maltjord og karse. Man når lige at se alle disse detaljer, inden den tykke suppe bliver hældt over. Der er røget olie og yoghurt i, som understreger blomkålens sødladne nøddesmag med riv i næsen, der styrer retten sikkert igennem rent smagsmæssigt. Maltjorden og karsen og alt det andet falder på plads som fine detaljer.

Til hovedret får jeg et dejlig mørt stykke kalv i en flot dybrød rødbedesauce. Men kødet har fået for lidt salt, og man får næsten på fornemmelsen, at køkkenet ikke interesserer sig så meget for kødet som for de farvestrålende og smagfulde rodfrugter, der følger med. De små nye rødbeder er lige så babylækre som nye kartofler og smager friskt og ungt, ikke fadt og jordslået som vinterens rodfrugter. Kærligheden til grøntsager ses også i, at man ret let kan kombinere sig til en vegetarisk menu. Efter blomkålssuppen får min gæst en helt vegetarisk hovedret med cremet perlebyg og sæsonens rodfrugter: gule beder, rødbeder, bittesmå hele gulerødder, friske ærter og peberrod. Den mangler salt og ordentlig bund i smagen, men løser ikke desto mindre den ikke helt lette opgave at gøre en vegetarret mættende. Næsten for smukt Til dessert får jeg citronfromage med hyldeblomstis, jordbær og stumper af brændt hvid chokolade. Det nære bliver ofte kombineret med noget gammeldags, måske fordi det virker mere autentisk og oprindeligt på den måde, ligesom når grød og tarteletter pludselig bliver moderne igen. Og ordet citronfromage har da virkelig en bedaget klang over sig. LÆS OGSÅMeyers Nyonya-køkken vinder på vovemodet Det er denne herlige fromage med blød hat og cykelklemmer, der træder tydeligst igennem i desserten. Hyldeblomstisen og jordbærrene og alt det andet blegner i forhold til den syrlige og flødeskumsbløde fromage. Men selv om de forskellige elementer på tallerkenen ikke helt går op i en højere enhed, er det denondelynemig en dejlig fromage. Farverige fortællinger Klæ’r skaber folk, siger man, og det samme kan man sige om mad. Madens udseende betyder meget for vores oplevelse og kan ligefrem påvirke vores opfattelse af smagen. Køkkenet på Spisehus 56° er betagende dygtigt til at skabe farverige fortællinger med sine anretninger. Så dygtigt, at man kommer til at forvente for meget. Blomsterflor, finesser og detaljer, sirligt opbyggede anretninger, rodfrugter anrettet efter farveskala og desserter i flere etager skaber store forventninger til smagen. Til at hver en lille detalje har betydning for smagen. Og det lever køkkenet ikke helt op til. Det glemmer man imidlertid alt om, når man får regningen! Min treretters menu med tre glas vin til og en kande stempelkaffe kostede 450 kroner. Min gæst spiste tre retter a la carte og fik to glas vin for stort set det samme. Vi spiste med andre ord to mennesker for under 1.000 kroner på Spisehus 56°. Og det fatter jeg faktisk ikke helt, hvordan de formår.