Vi taler så meget om de nye kokke og nye restauranter, at vi undertiden næsten glemmer de gamle. I et af byens smukkeste gamle huse på Gammel Mønt har Claus Christensen huseret som den buldrende vært, kok og husfader i en årrække. Det røde bindingsværkshus i nummer 41 har en lang historie bag sig - og den fornemmes i de smukke, ærkekøbenhavnske borgerstuer, man sidder i. Der siges at have ligget et bordel på adressen i sin tid - og her i det nye årtusinde langes der stadig kød over disken. Claus Christensen er en institution i dansk gastronomi. En kok af den gamle og mere klassiske og solide skole. Christensen overlader molekylærgastronomi, varme geléer, skum og frossent pulver til dem, der nu synes, det er sjovt. Han slæber hellere store kødfulde dyr, fisk og skaldyr hjem i køkkenet og knalder nogle kogekar over ilden. Det traditionelle stop ved pølsevognen kan som regel undgås, når man har spist på Gammel Mønt. Christensen ser også ud som en kok gjorde, før de pumpede jern og klippede sig skallede for at optræde i Euroman. Han er stor og rødmosset og ligner en, der kan give et kram, man aldrig glemmer. Sammen med sin skrivemakker Søren Wedderkopp har Claus Christensen endvidere stillet adskillige absolut læseværdige kogebøger til rådighed på reolen om supper, om fisk og skaldyr, om vildt og svin. I julemåneden står den på traditionel julefrokost på Gammel Mønt. Og der er to af slagsen. Den såkaldt almindelige og den lille. Dette må siges at være en christensensk underdrivelse af dimensioner. Den 'almindelige' vil formentlig kræve 4-5 timer og en appetit, man vil kunne komme i Guinness Rekordbog med, hvis man spiser op. Hold fast og læs med. Selvstændige og mildt sagt pæne serveringer af følgende: 4 slags sild. Laks og røræg. Gravad laks og rævesovs. Hellefisk med æbler og peberrod. Smørstegt rødspætte og remoulade. Stegt flæsk med æbler og løg. Medisterpølse med stuvet langkål. Flæskesteg med rødkål. And med æbler og svesker. Risalamande eller ost. Alt dette serverer Christensen for 395 kroner. Den lille julefrokost koster en hundredekroneseddel mindre - og dén nappede vi. Spark i bryggerhesten Christensens sild er gode - vi fik to slags. Kryddersilden kom med masser af løg og lidt kogt kartoffel. Der var god, dyb lagring i den sild. Dildsilden kom i en cremet dilddressing med godt med frisk dild på toppen. Sød og sur på samme gang i god balance. Rugbrødet dertil var friskskivet og hjemmebagt. Smør og en ordentlig krydderfedt. Smagen af det danske frokostbord. Vi fik den fremragende julebryg fra Brøckhouse til. Det er næsten et måltid i sig selv og virkelig en flot sæsonøl fra det lille supertalentfulde Hillerød-bryggeri. Alle julens smage og dufte dukker frem i øllet - lige fra chokolade til frisk og tørret frugt - og samtidig holder den lette bitterhed det i balance. Virkelig flot - og til gengæld så også en øl, der sparker som en lille bryggerhest med en procent på 8,4 procent. Skål og glædelig fest. Næste servering: laks med røræg, hellefisk med æbler og selleri og smørstegt rødspætte. Den eneste anke var røræggen, som var kold. Den kunne de vist godt have nylavet lun og lækker i køkkenet. Men laksen var god. Hellefisken var skåret rustikt og blev serveret med en vanedannede creme med æblestykker og revet selleriknold. Nam. Og den lune, smørstegte fiskefilet smagte af fisk, smør og en let panering - og der var en god, hjemmerørt remoulade til og en tåre i øjet. Min gæst, der var lidt fin på den, mente, at vi skulle drikke hvidvin til fisk, og vi fik derfor serveret to glas af husets udmærkede Macon fra 2002. Så nåede vi til kødmaden. Den ankom som to, svingende tallerkenfulde med top på - og der blev lagt skarpslebne Lagiole-knive ved kuverterne. Christensen stegte gås den dag og havde skåret lårene af et af kræene, som blev serveret med æbler, svesker og rødkål. Låret var næsten konfiteret i stegningen. Skindet var mørt og sprødt og smagte som gåseflæskesvær. Kødet var lettrevlet og saftigt, og med groft salt på var der ikke så meget at gøre andet end at overgive sig til gåsen, det fede møgdyr. Christensens rødkål er dejlig groftskåret og har bid. Det er noget andet end den mørkelilla, grynede mos, man støder på indimellem. Og så var der også æbleflæsk - som det hed hos min mormor i knapt så fjerne, gamle dage. Stegt flæsk med masser af bløde løg og stegte æbler. Der var smag i svinet, og æblerne havde både frugtsødme og syrlighed i sig og var stegt med skræl på, så man stadig kunne se, at de havde været æbler engang. Min gæst, der stadig var fin på den efter både juleøl og hvidvin, ville nu søreme også have rødvin til kødet. Det blev til to glas udmærket, ung og kraftfuld provencevin - Les Baux de Provence, Terres Blanches 2004. Sanseløst beruset ost Vi kom ikke igennem kødmaden - og jeg tænkte på, hvordan jeg ville have haft det, hvis jeg havde bestilt den store julefrokost - og stadig skulle igennem flæskesteg og medisterpølse før en gyngende skovlfuld snehvid risalamande ville blive serveret foran næsen af mig. Den meget venlige og opmærksomme tjener opmuntrede os nogle gange - men til slut måtte vi vinke til gåsen. Den fik os, bæstet. Vi pustede ud i en mindre pause - og så kom der ost til min gæst og risalamande til mig. Ostene var gode. Modne og smagfulde. Navnlig jule-Stiltonen påkaldte sig opmærksomhed. Christensen sænker en stor, beskidt Stilton ned i en renskuret stålgryde. Stikker huller i den og pøser den ene flaske whisky og portvin over osten efter den anden. Så lader han den stå, indtil osten er så sanseløst beruset og smager så uhyrligt af Stilton og julebrandert, at alle andre end seriøse blåskimmel-aficionados må stå af. Det er en oplevelse - men ikke for svage sjæle. Risalamanden lignede et kalorierigt snelandskab, og der var lun kirsebærsauce nok til alle i sovsekanden. Godt med mandler i og en sød vaniljemundfuld af de mere mættende. Kaffen kommer med musselmalede kopper og koster 35 kroner pr. næse - hvorved den samlede regning endte på 1.150 kroner. Det er naturligvis også en pæn sjat at lægge for en julefrokost, men husk nu: Trækker man vin og husets kostbare Stenkulla-vand (60 kr.) fra, så kan to personer spise julefrokost hos Christensen for 590 kroner og drikke julebryg for 60 kroner glasset. Og så er det pludselig knap så galt. Summa summarum: Niveauet er gedigent og ordentligt på Gammel Mønt. Der kæles for en ærlig vare på tallerkenen, og der arbejdes sikkert og rustikt i køkkenet. Det er herremad i ordets bedste betydning. Den noget lettere damefrokost klarer de også på stedet - men så må man gå løs på fiskekortet med klassisk hummersuppe og smørstegt søtunge. Christensen hører ikke til avantgarden, han er ikke en modekok - han laver mad, man kan forstå og blive mæt af. Og når kvaliteten er så god og konsekvent som ved dette besøg, så når vi de fire nissehuer for dagens julefrokost og sender en anbefaling af Gammel Mønts gode gryder. Man får dobbeltsul hos Christensen.