"Hvorfor faen ligger der ikke lige den lille franske bistro rundt om hjørnet hvor man kan få sig en steak frites og et gyngende glas rødvin den tirsdag aften, hvor ingen alligevel gider at lave mad?" Det gør der også. Adressen er Gothersgade 52, navnet er Pastis. Konceptet er ligeså gammelt som Københavns caféer. Man rykker en velkendt og elsket del af fransk folkekultur til København og giver den et lille, umærkeligt løft. Pastis er åbnet på en perfekt adresse midt i det gamle minefelt på hjørnet af Adelgade og Gothersgade. Holdet i køkkenet og på gulvet er godt og erfarent: Mikkel Egelund er køkkenchef, han har tidligere styret slagets gang på M/S Amerika og Dining Room - og Henrik Lazlo (der i sin tid havde Café Lazlo) styrer gulvet. Kortet kunne være skåret ud af hver anden fransk bistro. Der er muslinger, der er foie gras, der er steak frites, der er braisseret kanin og chokolademousse og creme brulée. Ærke frankofilt borgerkøkken uden for mange dikkedarer. Lige sådan et sted, man har lyst til at dumpe forbi og bare nappe en hovedret uden for hittepåsomme indslag på tallerkenen. Der er røde vinylsofaer, hvide duge og de rigtige bistro-kander til vand, når pastis'en serveres. Og naturligvis må man have sig en pastis på Pastis - hvis ellers man er til klassisk, fransk anis-spirituosa. Henri Bardouin laver en af de bedste efter min mening. Der er imponerende mange nuancer i smagen og man fornemmer virkelig den Haute-Provencalske urtegård og de mange eksotiske krydderier, der mødes i alkoholen. 45 kr. Der er et godt udvalg af champagner, for dem der er lidt finere på dem og ikke skal have 40% alkohol med lakridssmag til at starte på. Flot og mør bøf Aftenmenuen koster 235 kr., hvilket er yderst rimeligt for en gang bouillabaisse, efterfulgt af oksesteg og enten et osteudvalg eller en dessert. Bouillabaissen var glimrende. Rødbrun og rimelig kraftig; i tallerkenen lå stykker af blæksprutte, laks, muslinger og hvid, fast fisk. Der fulgte et klassisk tilbehør af hvidløgsmayo (Alioli) og hårdtristede croutoner til. Foie gras-anretningen var lige ved at blive for fancy: stegt foie gras var anrettet på ristet brioche med rødbeder og en meget let, hvid skum, vi gættede på kunne være lavet på æbler. Vi havde ikke læst på lektien grundigt nok og forventede, at det ville være foie gras-terrin. Af samme grund havde vi bestilt sød, hvid Muscat til. (Domaine Cazes, 45 kr. glasset). Til denne ret skulle man nok hellere have sat et glas Pinot Noir - men pyt. Det var vores egen skyld. Retten smagte fint om end, den næsten var ved at være lidt for moderne og avanceret i sin opbygning i forhold til konceptet for Pastis. På den gennemsnitlige franske bistro ville de i 9 ud af 10 tilfælde servere foie gras'en som terrine - eller stegt klassisk med en lille salat til. Vi var tre under aftenens besøg, så vi kunne komme godt omkring i kortet; muslingerne i Pastis var bestemt heller ikke dårlige. Dampede blåmuslinger i en cremet sauce med den karakteristiske, lette anissmag. 75 kr. Denne aften havde blåmuslingerne måske fået en anelse for meget i gryden; men det stoler vi på, de ikke får hver aften. Hovedretterne holdt også flot niveau: steak frites - mere bistro-agtigt ka' det dårligt blive. I Frankrig er det ofte en tynd, mørbanket entrecote, der har fået grov vold på grillen og alligevel smager fantastisk - hjulpet lidt til af stemningen. På Pastis var der tale om en regulær, flot oksebøf, mør og velgrillet med tilbehør af rå mængder udmærket bearnaise i en skål for sig og en stor gang fritter. 195 kr. Endvidere en lille salat med en lidt misforstået creme-dressing. På den ærkefranske bistro plejer de bare at smide en gang vinaigrette over grønne mesclun-skud; det virker lidt mere originalt. Smukt udvalg i ost Menuens hovedret bød på skiver af velstegt okse på en kartoffelmos omgjort med en kålstrimmel. Saucen var en godt indkogt glace med masser af krydderurter i. Glimrende, solid hovedret. Masser af smag. Vi prøvede også husets braisserede kanin, der også kom med kartoffelmos og den velindkogte braisseringssauce, krydderurter og skiver af grillet aubergine på toppen. Endnu en virkelig ordentlig, meget velsmagende brasserie-ret til kun 155 kr. Vi endte på et lidt kostbart vinvalg, der til gengæld afspejlede Provence, der unægtelig også har sat sit præg på flere af retterne. Domaine Ott er en af de klassiske stjerner i området. Her var vi ude i den prestigiøse Chateau Romassan, Rouge Longue Garde 1998, der har ligget på fad i næsten 2 år før de smider den på flaske. Meget flot Provence-vin - pris 445 kr. Imponerende pris, for øvrigt. Flere steder er butiksprisen omkring 500 kr. (!) I øvrigt et godt sammensat, overskueligt vinkort, hvor man måske blot kunne ønske sig lidt flere alternativer i de lavere luftlag omkring 2-300 kr. Man kunne vælge mellem ost og dessert på menuen. Osten var et ret smukt udvalg, pæne stykker af den ærkefranske superliga: Comté, Fourme d'Ambert, Münster, en fuldmoden ged, Tomme. Oliven, syltede valnødder og godt brød til. Ostene var veltempererede og modne. Så var der desserterne: Menudesserten var en viderefortolkning af Escoffiers udødelige Melba-dessert. Fersken og hindbær, en glimrende vanilleis og en lille mazarin-kage i miniatureformat. Vi prøvede også den franske evergreen, chokolademoussen, fra kortet. (Desserterne er yderst rimeligt prissat til 65 kr. stykket). Moussen kunne man strengt taget godt arbejde lidt mere med. Den smagte fint, men var meget lys og sød i smagen. I det franske moderland sjasker de den sjældent til i så meget fløde. Sort chokolade, mindre mængder, større smag. Pastis' chokolademousse denne aften var næsten lidt for "dansk" i smagen, kunne man måske sige. Imponerende pris Det var kaffen til gengæld ikke. Sort og god og stærk. 15 kr. for en espresso - 25 for en dobbelt. Summa summarum: to personer kan spise på Pastis for under 600 kr., hvis man ikke slår for meget ud med armene og drikker et enkelt glas vin. At menuen kan holdes på det gedigne niveau og prisen på 235 kr. er imponerende. Denne aften var anmelderen nok spottet fra første sekund, og jeg vil ikke udelukke, at der både var "special attention" omkring bordet, og at alle serveringer fik 15 % oveni både i størrelse og opmærksomhed. Sådan er det. (Men hvem ville ikke skrue lidt op for charmen, når idioten fra avisen sidder dernede med anmeldergaflen fremme?). Den detalje må man prøve at se igennem; og der skal ikke herske tvivl om, at der grundlæggende er både god vilje, idé og gedigen kvalitet i Pastis. Det er en brugs-restaurant i ordets bedste betydning. Pastis har stam-stedspotentiale, og når prisen sættes overfor kvaliteten lander vi lige mellem tre meget store - og fire lidt mindre huer. Vi satser på, at kvaliteten holder, og blussene brænder ligeså godt på komfuret på alle aftener, som under vores besøg - og rykker ud med de fire.

STEM PÅ