København har fået sin første tibetanske restaurant. Og den er både god og billig. Det får den tre gode huer for. Kok og indehaver er den danskgifte tibetaner Temba Gyaltsen, der må siges at have haft en omskiftelig karriere. Som kok har han arbejdet på flere toprestauranter både herhjemme (bl.a. hos Lauterbach på Saison) og i Indien, hvor han levede som politisk flygtning fra sidst i firserne. Der arbejdede han også for den tibetanske eksilregering i flygtningelejrene. For Tibet er jo som bekendt et besat land, hvorfra der med jævne mellemrum kommer sørgelige bulletiner om kinesernes overtrædelser af menneskerettighederne. Derfor er det vel i princippet et politisk statement i sig selv at kalde sin restaurant for Tibet og med en vis stolthed insistere på et nationalt køkken. For det officielle Kina er Tibet en kinesisk provins. Det er velsagtens ikke den mest politisk korrekte pointe at fremhæve for øjeblikket, hvor vi alle skal mødes under det antiterroristiske banner. Tibet er ikke rigtig på dagsordenen for tiden. Selvom man kunne forestille sig, det måske var det for tibetanerne. Nelliker og stjerneanis Priserne er billige på restaurant Tibet. Dagens dyreste ret kostede 75 kr. Supper og forretter ligger under en halvtredser. Vi lagde ud med et udvalg af den tibetanske specialitet, der kaldes momo. Det er små fyldte og dampede dejruller. En tibetansk variant af dim sum. Prisen lød på 45 kr. Der var tre slags fyld: oksekød i en forholdsvis neutral krydring, kylling, der var forholdsvis hot, og endelig grøntsager, hvor fyldet var små stykker løg, gulerod og blomkål. Om man lige er til dampet dej er en smagssag. Momoerne var i hvert fald veltillavede og delikate. Der fulgte en hot chilidressing til. Dernæst sprang vi ud i to tibetanske supper til 49 kr. stykket. Min gæsts var på tomat, nelliker og stjerneanis. En fin og speciel blanding. Der var en lille, velafbalanceret nuance af eksotisk sødme bag den velkendte smag af frisk tomat. Udmærket. Min suppe med dybstegt tofu var nok knapt så interessant, hvis jeg skal være ærlig. En halvklar neutral hønsekødsuppe havde fået et drys af tynde flager af dybstegt tofu. Ikke så pokkers karakterfuld, de dybstegte tofuflager var mere eller mindre bløde af opholdet i suppen. Det særlige, dampede, tibetanske brød fulgte med til supperne. Små, 'rynkede' kuvertbrød, der havde fået et drys urter. Selve dejen smager ikke af så meget, men de har en hyggelig småsej konsistens og er gode at sidde og rive lidt i. Hovedretterne var gode. Min gæst fik en lammeret til 75 kr. Lam, gulerødder, løg, tomat og grønne bønner var kogt til en venlig ragout og krydret godt med persille og purløg. Rustikt, enkelt og velsmagende. På min tallerken ankom en tibetansk kyllingeret: gennembanket kylling med sesamfrø. Den kostede 69 kr. Små fine stykker kylling var blandet med grønne bønner og snittede cornichoner (interessant kombination) og krydret med sesamfrø og sesamolie. Det var en meget lækker blanding med en meget karakteristisk smag og en fin konsistens. De sprøde stykker cornichon spillede godt sammen med den blide kyllingesmag og den nøddeagtige nuance fra sesamfrøene. Der fulgte lidt yderligere sesamsauce til og en skål med ris til begge retter. Te med smør Vi drak en gedigen, fransk bordvin til hele måltidet: Cuvée Bonjour fra Georges DuBeouf. Der er intet år på serien. Det er en reel, letdrikkelig drue til en pris, hvor de fleste kan følge med - 140 kr. koster en flaske på Restaurant Tibet. Der er ingen egentlige tibetanske dessertspecialiteter, men huset laver en 'dagens kage' og som regel en anden dessertvariant. Denne aften var kagen en chokoladekage til 30 kr., der fulgtes ad med en skefuld bærcoulis og lidt creme fraiche. Naturligvis ikke videre tibetansk, men såmænd udmærket, om end kagen måske nærmede sig det tørre. Selv fik jeg en skål hindbærgrød med en lille, hvid sky af creme fraiche på toppen. Udmærket og frisk i smagen. Der var dog lige en sidste specialitet, der måtte prøves: den særlige, tibetanske smørte. For Tibetrejsende er det en klassiker. Men for de fleste andre vil alene navnet nok virke fremmedartet. Meget kan man hælde i te, men ligefrem smør? Der indgår ifølge tjeneren både smør og fløde i smørteen. I Tibet leveres mejeriprodukterne af de allestedsnærværende yakokser: Det ligger lidt tungere med den slags på det indre Nørrebro, så vi gik ud fra, at det var almindelig god komælk, der var i teen. Den ankom i en lille kande - og skal jeg være helt ærlig, var hverken min gæst eller jeg ulykkelige over, at vi nøjedes med at dele en enkelt servering. Teen var en varm, noget fedt smagende og lettere salt oplevelse. Det bør prøves, men det er næppe noget, mange vil blive afhængige af. Dog kunne jeg forestille mig, at man efter en lang dags vandring i Tibets høje bjerge taknemmeligt ville skylle en kande ned. Det er en drik skabt til et andet liv under en anden himmel end den danske. Regningen endte på 535 kr. Unægtelig billigt for det omfangsrige måltid, vi havde været igennem. Og så meget behøver det naturligvis ikke engang at koste, hvis man bare kommer forbi til en enkelt hovedret og en gang ris. Vi er i den absolut økonomiske ende af spektret, og for de små summer formår Tibet ikke desto mindre at levere originale, veltilberedte retter fra køkkenet på verdens tag. Betjeningen er meget venlig og informativ, der er god stemning og (i hvert fald denne aften) godt med gæster i den lille restaurant på Blågårds Plads. Tre gode tibetanske huer til restaurant Tibet.