Lad os begynde med en advarsel, der med ens kendskab til det danske klima er noget nær unødvendig - besøg om muligt ikke Brasserie Degas på en steghed dag, sådan som vi oplevede dem i sidste uge, hvor det i København var to grader varmere end i Napoli. Men er uheldet ude - tja, så hellere det end slet ikke. For her skråt over for Dagmar Bio, i den tæt trafikerede Jernbanegade, ligger et spisested i særklasse, der både orienterer sig mod den beskedne gæst og den ekstravagante. Og det overrumpler mig, at det nu har eksisteret i tre år og med samme fremragende, franske kok Patrick Pouget som chef i køkkenet og Peter Hegne som restaurantchef. Det er de to ejere. Og ikke alene er Patrick selv en velskolet kok, som har arbejdet i trestjernerestauranten Taillevent i Paris og hos sin onkel i Le Centénaire i Perigord, der tæller Margrethe og Henrik som sine sommergæster. Men takket være sin familie kan han her i København skaffe sig franske råvarer af særklasse som foie gras, trøfler og and direkte fra producenten. Som ordet brasserie antyder, kan man her i Jernbanegade få både en let anretning som en clubsandwich i udsøgt selskab med røget laks og en gang grillet gedeost såvel som en vidunderlig middag. Og priserne er særdeles fornuftige, en let anretning med et krus øl eller et glas vin står til under 100 kr. Alle odds var imod Degas den aften, vi havde valgt til vores prøvespisning, og da der ikke kommer airconditioning før end til september, var alle glasdørene mod gaden åbnet på vid gab, så gæsterne dog ikke fik hedeslag og faldt om i deres tournedos Rossini. Og nok betød dette en art luft (dvs. ret besudlet luft), men også en infernalsk støj, og så vidt jeg kan tælle, er det otte buslinier, måske ni, der kører gennem Jernbanegade på deres vej til såvel som fra Rådhuspladsen. Liflig Vi valgte at sidde nede på gadeniveau i det område, der betragtes som cafe og holdt os fra den store 1. sals balkon bagest i lokalet, hvor vifterne forgæves kæmpede mod heden og havde således udsigt til en nutidig version af et klassisk Degas-maleri med balletmester, dansere etc. Ikke den store kunst. Og vi vidste jo ikke, hvad der ventede os - selv om menukortet var særdeles lovende. Og for at opmuntre os selv før 'arbejdet' begyndte, besluttede vi os til at lægge ud med et glas champagne (fra Paul Bara) til den rimelige pris 50 kr. En Kir Royal står i øvrigt til 5 kr. mere. Og mens busserne 6 og 29 og 14, 16 og 150 og endnu flere hvinede eller rumlede gennem Jernbanegade, studerede vi omhyggeligt kortet, der er meget, meget fransk. Det byder på foie gras i mere end en sammenhæng og på snegle og laks, naturligvis, som navnlig efter nordmændenes udlægning af laksefarme er blevet en sand, europæisk plage. Så jeg forstår så glimrende, at folkene på gårdene langs Gudenåen i gamle dage sikrede sig, at de kun skulle have laks fire gange om ugen. Hovedretterne var stort set baseret på oksen. Min gæst ville meget gerne prøve dagens treretters menu til den særdeles moderate pris 245 kr. - kvalitet og råvarer taget i betragtning. Den bød den dag på en dariole, en slags formet forret, med foie gras og østers i beurre blanc, derefter duebryst med foie gras, omviklet med savoy kål og stegt duelår, og hertil serveredes både en kraftig krydret ratatouille og marineret tomat, og hvad jeg i mangel af et bedre ord vil kalde for en kartoffelsandwich, mos og chips, det sprøde og det bløde lagt i lag. Desserten var en chokolade marquise med pistaciecreme. Og jeg, der skulle vælge blandt a la carte-retterne, indledte med den dyreste af forretterne, mener jeg at huske, stegte kammuslinger, jomfruhummerhaler og en stor skive foie gras til 110 kr. Hele herligheden blev serveret på en sprød, vel blandet grøn og rød salat med en balsamicodressing. Som hovedret tog jeg derimod den billigste, stegt andebryst med pommes soufflés og kantareller, der var helt mørkebrune efter deres samvær med en særdeles stærk rødvinssauce (150 kr.). Og så troede jeg, at jeg kunne klare en let dessert, en frugtgratin, chaud-froid, til 68 kr., men tjeneren (medejeren Peter Hegne, fandt jeg senere ud af) advarede mig og havde selvfølgelig ret, så den bestilling blev annulleret. Den dyreste hovedret på kortet er i øvrigt indbagt foie gras med trøfler til 230 kr. Og så skal det med, at vi fik en liflig og let appetizer, et - nej, to styk gougere boller, som faktisk er en vandbakkelse med emmentaler. Fra Paris Min gæst, en kræsen og madkyndig herre, var intet mindre end begejstret for sin lille dariole, der rummede både østersens og foie gras'en udsøgte smag, uden at den ene eller anden blev overdøvet, og jeg selv rullede med øjnene, da jeg så den store tallerken med min egen forret. At kalde den generøs er en underdrivelse, jeg måtte bede min medgæst venligst hjælpe mig med at gøre kål på den store skive foie gras, og hvad der var endnu mere spektakulært var de pragtfulde, store kammuslinger. Hvor i dagens Danmark kunne man købe dem - i hvert fald ikke i Irma. Svaret lød: De kommer fra fisketorvet i Paris, hvorfra der tre gange om ugen køres råvarer til Danmark til udvalgte restauranter. Ja, menuspiserens due var ikke alene den møreste og mest velsmagende, han havde oplevet i hele sit gastronomisk stjernebestrøede liv, det var en umådelig smuk servering med due på den ene og den anden måde, og jeg havde ingen grund til at føle mig som stedbarn. Andebrystet var også lutter velsmag, men særligt imponerende var de pommes soufflés, som fulgte med. De lå som små luftpuder, der så ud som kunne de blæses af tallerkenen. Tricket er at friturekoge de udskårne kartofler i to omgange og ved to forskellige temperaturer, fortalte vor mand. Kun ét skuffede mig lidt, kantarellernes skønne smag blev druknet i den særdeles stærke rødvinssauce. Vi drak en halv flaske Riesling, en Hans Schäffer årgang 1998, en særdeles selvstændig hvidvin, der kunne mere, end vi forventede (130 kr. ), og til hovedretterne tre glas Côtes-du-Rhone, Vieilles Juliennes, a 40 kr., (ingen halve flasker, og en hel til 189 kr. forekom os for meget). Jeg indsmigrede mig til et par mundfulde af den kompakte og fyldige Marquise, som afsluttede menuen, og nøjedes selv med petit fours til min kaffe (et tilbud til 35 kr.), mens min gæst fik en cappuccino (22 kr.). Og således bevægede regningen sig op til i alt 912 kr. , hvilket er særdeles fornuftigt for ikke at sige billigt for et så eksklusiv måltid. Glæder mig til at komme igen, når dørene mod Jernbanegade er lukket, og de stakkels tjenere ikke er ved at gå i opløsning, og vi gæster ikke sidder og føler det, som om busserne kører lige ned mellem bordene. For køkkenet er en usædvanlig oplevelse.